Livsnyderen om at kikke ind i andres liv

Jeg kan godt lide Facebook.

Det er små vinduer ind til andres liv, som man helt uforpligtende kan kikke ind af - og man har fået lov til det :-)

OK - der er nogen, der stiller lidt mere frem i vinduet end jeg ville gøre - men bliver det for meget, kan man jo altid fjerne folk fra sit newsfeed - så jeg synes ikke, det er et problem.

Det er altid spændende at se, at der ligger en venneanmodning eller en besked på Facebook - er der nogen fra fortiden, måske endda nogen man har tænkt på, hvor de blev af, som dukker op? Nogen gange får jeg dog anmodninger fra folk, som er vildtfremmede. Dem ignorerer jeg. Hvis jeg ikke ved, hvem de er, så skal de ikke være venner med mig.

For nylig fik jeg et brev i min Facebook indbakke fra en læser af min blog. Han har aldrig kommenteret, men han har læst med, og han ville gerne fortælle mig, at han var glad for at læse mine poster. Det blev jeg glad for. Vi skrev lidt frem og tilbage, og efter lidt tid sendte jeg ham en venneanmodning.

Nu kan vi begge to kikke lidt på hinandens liv - han kan se mit her på bloggen, og i Facebook, og jeg kan lure ind på ham - på hans hus der ligger smukt i naturen, hans fine bil, hans kønne blonde datter, og følge med i de helbredsproblemer, han har. Det er tankevækkende og spændende at lære ham at kende, høre hvordan han får livet til at give mening på trods af de udfordringer han har.

Og han er en af de Facebookere som rammer balancen fint - han er personlig, men ikke privat. Noget af det, jeg selv har tænkt meget over i al den tid, jeg har haft min blog (fem år til februar - wow!).

For et socialt væsen som mig, en, der er nysgerrig på sine medmennesker, er Facebook en gave. Det er herligt at følge gamle venner uden den store indsats, og dejligt at man blot kan række ud og nå dem, man måtte have lyst og overskud til at have lidt mere kontakt med.

Man bestemmer jo selv, hvad man vil lægge ud, og hvordan man vil bruge det.