Livsnyderen om had og kærlighed

Det her blogindlæg kom for en uges tid siden på min engelske blog - lige da jeg skrev det, synes jeg det havde rigtig meget relevans også for dem, der læser med der, nemlig mine amerikanske venner.

Men det har små-rumlet siden ... så her kommer det, nu på dansk.

I Danmark kan vi godt lide at tænke på os selv som tolerante.

Og i nogle henseender troede jeg faktisk, at vi var det.

Men den anden aften så jeg TV - der var et program om had-forbrydelser imod bøsser. En del af udsendelsen viste en skjult kamera-optagelse af to fyre som gik sammen ned af Strøget, noget af vejen hånd i hånd, noget af vejen med armen om hinanden.

Jeg var himmelfalden - ikke alene vendte folk sig og gloede efter dem, nogle sendte dem vrede blikke, og hen på aftenen var der endda nogle, der råbte "Homoer!" og det, der var værre, efter dem.

Der sad jeg så og tænkte: Er det her det tolerante, frisindede Danmark, hvor mennesker af samme køn kan gifte sig, adoptere og leve i fred?

Jeg følte mig flov, og vred.

Jeg kender en del mennesker som er sådan indrettet, at de elsker nogen af deres eget køn. Det er sådan en information jeg lægger mærke til og noterer mig - ligesom hvis jeg hører at nogen spiller musik i deres fritid, er vildt gode til skak, bor langt væk eller har diabetes. Det er en information om den person, som jeg bruger til at forstå dem. Eller ikke bruger til noget overhovedet.

Jeg arbejder et stort sted, så der er en del af mine kolleger som er homoseksuelle. De er kolleger som alle andre. Nogle er laaaangt ude af skabet, andre holder kortene tættere til kroppen. En del af dem har deres partner med til firmafest og hallo! Det er ikke noget problem! Ikke noget vi lægger mærke til.

Jo, selvfølgelig syntes jeg det var sjovt at hilse på Michaels samlever, for jeg kender ham rimeligt godt og har hørt en masse om fyren.

Men altså, ikke det store drama. Du er bøsse eller lesbisk, og hvad så?

Da min mands datter kom hjem for nogle år siden for at fortælle os at hun havde fået en kæreste, og at det var en pige, var det absolut heller ikke noget drama. Vi vil gerne se vores børn lykkelige. Og da vi fandt ud af at vores nye familiemedlem var sjov, sød og bare generelt en elskelig tøs, var vi bare glade. For hun gjorde vores pige lykkelig.

Hadet, volden, tilråbene ... det er mig meget fremmed. Det gør mig trist. Jeg bliver oprørt og vred. Det får mig til at undres - hvad gør mennesker så hadefulde og små og bange?

Og det får mig til at spekulere på:

Hvordan kan man hade nogen på grund af hvem de elsker?

Livsnyderen vinker farvel... og på gensyn.

Imorgen tager jeg hul på den sidste uge på Teknikervej - ihvertfald i denne omgang.

Teknikervej er det hus, som er kommet til sidst, af Bankdatas bygninger. Oprindeligt sad vi allesammen på Erritsø Bytorv - der var 220 af os, sådan cirka, da jeg startede i 1991. I løbet af 90'erne blev vi rigtig mange flere, og der blev bygget et hus på Østergårdsvej, lige ved siden af Bankdatas gamle bygninger. Det er der siden blevet bygget til, og for omkring 4-5 år siden lejede Bankdata Teknikervej 1.

Jeg flyttede på Teknikervej for godt 3,5 år siden. Det skete, da jeg tog springet fra mit gamle forretningsområde, og over til eBanking-området. Med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen. Men jeg var nødt til det, for det, jeg havde lyst til at lave, kunne jeg ikke komme til i min gamle afdeling. Og så trængte jeg nok også voldsomt til luftforandring.

Nyt forretningsområde. Nyt job - for tidligere var jeg en blanding af Servicedesk-konsulent og Produktkonsulent, og i mit nye område skulle jeg være Projektkonsulent.

Da jeg startede sad vi vel 50-60 mennesker på Teknikervej. Det var specielle omgivelser - en gammel lampefabrik, hvor vi sad i kontordelen og i det gamle showroom. Ude bagved var der en kæmpestor lagerhal, hvor vi havde skilt den ene ende af til verdens mest højloftede mødelokaler - og så var der de små mødelokaler, højt oppe af en hønsestige under loftet - med udsigt til lagerhallen.

Det endte med at Bankdata købte bygningerne, og så blev der renoveret og gjort lækkert. Den gamle lagerhal blev til lækre, nye kontorer i 2 etager, og "det gamle" blev shinet voldsomt op. Ydersiden af bygningerne fik en omgang, og så var "fremtidens udviklingshus" født.

Jeg har haft det rigtig, rigtig godt på Teknikervej. Jeg har fået udfordringer og er blevet vist tillid, og ikke mindst nydt samarbejdet med nogle virkeligt dejlige kolleger. Heldigvis flytter kollegerne med, og forhåbentlig også det gode arbejdsmiljø.

Alligevel er det lidt sært. Teknikervej har været rammen om den bedste del af mit arbejdsliv, for der er ingen tvivl om at jeg har fået lov til at folde mig ud og bruge mange flere sider af mig selv, end nogen sinde før.

Men det skal nu nok gå! Det er fine rammer vi får i Silkeborg, og de sjove, søde og hyggelige gutter i teamet bliver nok ikke anderledes fordi vi skifter postnummer.

Fremtiden står åben. Der bliver endnu flere muligheder og chancer. Og jeg ved, jeg kommer tilbage til Fredericia igen.

Men det er da med et lille stik i hjertet jeg vil pakke mine ting på fredag.

Livsnyderens endorfin-rush

Wow ... jeg havde en vaskeægte endorfin-rush i lørdags!!

Det er godtnok ved at være længe siden. Jeg har trænet tilpas meget til at jeg nyder det - og bliver rastløs, hvis jeg ikke får trænet nok.

Som nogen af jer måske ved, løb jeg Lillebælt Halvmaraton i 2009. Efter løbet kom jeg godt igang igen - men "løb ind i" en skade i august 2009. Mit højre baglår/balle gjorde ondt når jeg løb - og selv efter en flere måneder lang pause fra løb, var det stadig tosset.

I løbet af foråret kom jeg igang med at løbe igen - men smertefrit var det ikke. Måske var det dumt - men jeg VILLE løbe, så jeg satsede på at fokusere på de perioder hvor det ikke gjorde ondt.

Så fik massøren på arbejde fat i mig. Hun var optimistisk til at starte med, men hen over sommeren var hun lige ved at opgive mig. Selv når jeg kom hver uge, startede hun forfra med en muskulatur i baglår, baller og lænd, som var totalt overspændt og låst. Så jeg startede hos en kiropraktor i sommer, og besluttede at få det sjove motion - og starte derfra.

Den stod altså på kiropraktor, massør og zumba et par gange om ugen.

Kiropraktoren fik i løbet af et par måneder hul på det. . . godt hjulpet af at jeg gradvis byggede på min zumbatime. Variation har været nøgleordet for min træning, og på en perfekt uge laver jeg 2 * zumba, 2 * styrketræning (ofte samme dag som zumba) og 2* spinning om ugen. Smid der oven i et yogahold (befalet af kiropraktoren), og lige der tror jeg, du finder nøglen til mit forbedrede velvære.

Jeg har lovet kiropraktoren at jeg ikke begynder at løbe "rigtigt" før til foråret. "Giv det nu lidt ro," siger hun. Men jeg må godt løbe en lille smule på løbebånd, som opvarmning til styrketræning, så det gør jeg.

I lørdags fik jeg min sædvanlige halve time på båndet. Et par minutters gang, 5 min. løb, et par minutters gang, 10 min. løb, et par minutters gang og 5 min. løb - og til sidst gang indtil de 30 min. er nået.

Jeg gav den gas! Den fik lige lidt mere hastighed end ellers, og det gik fantastisk. Det var faktisk først da jeg kom hjem, at det gik op for mig at der INGEN smerter var i forbindelse med løbet - YES! Så nu glæder jeg mit til tirsdag, hvor jeg skal på båndet igen... :-)

Efter løbeturen i lørdags styrketrænede jeg - lidt ryg, lidt mave, fuld gas i benpressen og ellers fokus på skuldre, ryg, arme. Det er så godt for mit belastede bevægeapparat.

For nogle måneder siden gik det op for mig, at jeg var holdt op med at sætte min træningstaske ind på passagersædet. Fordi bevægelsen gjorde ondt. Nu kan jeg igen, på grund af sådan nogle træningspas som i lørdags.

Men det aller-allerbedste var følelsen i kroppen da jeg sad hjemme og spiste frokost bagefter. Den er svær at forklare. Men et velvære, en afslappethed og en balance som jeg KUN får, når jeg har trænet hårdt og godt. Næsten en lykkefølelse, men på det fysiske plan.

Det er lige der at træningen bliver mere end en nødvendig vedligeholdelse. For det er det jo også.

Det er den følelse i kroppen, jeg går efter.

Den er heldigvis vanedannende.

Livsnyderen indad og udad

Idag var jeg til spinning ved en af mine favorit-spinning-instruktører.

Elin spiller skide god musik, den passer altid til det antal omdrejninger, hun vil have os til at køre, træningen er dejligt varieret, og så er hun bare en glad humørbombe.

Efter spinningtimen stod vi og sludrede lidt - jeg havde et par spørgsmål om watt-tal, og da vi begge er et par sludrechatoller faldt snakken jo lidt på det ene og det andet. Elin nævnte at hun får ekstra energi fra den respons, hun får fra os af holdet ... "De fleste instruktører har det sådan," sagde hun "fordi vi er ekstroverte." (Ekstrovert = udadvendt)

"Ha," sagde jeg så, "jeg vil vædde på du er gift med en introvert mand!" sagde jeg så - og ganske rigtigt, det er hun :)

Jeg har jo den her teori om, at man skal veje hinanden op. En meget ekstrovert person vil søge en partner som ikke er ekstrovert - ikke for at "få plads" som man måske kunne tro - men fordi de synes en introvert er spændende at "pakke ud".

Og på magisk vis giver det en god balance med en indadvendt og en udadvendt person - man lærer af hinanden. Den hurtige sætter lidt gang i den langsomme, og den langsomme får den hurtige til lige at klappe hesten og komme ned på jorden.

Og det sjove er, at i mit parforhold er det jo slet ikke sådan, at jeg snakker ørerne af Bruno og han må kæmpe for at få et ben til jorden.

Han har nemlig masser at sige, og fordi han kender mig så godt, får jeg det HELE at høre :-)

Og jeg lytter, fordi han er klog og eftertænksom, og fordi hans vinkel på tingene er anderledes end min, og jeg måske kan lære noget af det. Om ikke andet, så at der er forskellige måder at gribe ting an på, og at hans fungerer godt for ham, selvom min ville være anderledes.

Vi er i balance, og fylder nogenlunde lige meget. Nogen aftener er det ham der snakker mens jeg siger "hmmmm,", andre gange er det mig der fortæller i 10 minutter om et eller andet der optager mig.

Når jeg ser mig om, ser jeg ofte andre par med samme konstellation. Det er lidt forskelligt om det er den ene eller den anden part der er ekstrovert, og graden varierer også. Jeg synes også at have observeret, at mennesker som ikke er udtalt det ene eller det andet, tit finder sammen med nogen af samme slags.

Jeg tror det fungerer, det med balancen :) Det gør ihvertfald hjemme hos os.

Hvad mener du? Og hvad med dig? Er du introvert eller ekstrovert, og hvad er din kæreste/partner/ægtefælle?

Livsnyderen lyttede!

Her for nylig så jeg, at Joan Ørting skulle komme til byen og holde foredrag. Spændende, tænkte jeg, og så glemte jeg alt om det igen.

Indtil en bekendt pludselig havde to billetter til salg på Facebook - dem skyndte jeg mig at købe.

Joan Ørting er jo en dame, som skiller vandene. Nogen synes hun er forfærdelig og alt for meget. Jeg synes hun er rimeligt cool. Hun sætter sin røv op i klaskehøjde, og tør være åben omkring sit eget sexliv - og jeg tror det er vigtigt, at modige mennesker som hende tør gå forrest og pille lidt af tabuemnerne ned fra hylderne.

Det gør, at vi andre også kommer til at tale om de ting - og den slags redder parforhold.

Erotik og sex er en del af livet. Og det er en vigtig del, synes jeg.

Når man er i et parforhold, er det erotikken, sexlivet, der er det sted, hvor vi er rigtig tæt, det er der, vi kan udtrykke vores kærlighed og samhørighed allerbedst. Det er der, vi cementerer og reparerer, og har man et godt, kærligt og givende sexliv, så har man overskud til at give den anden albuerum, og til at se igennem fingre med småting. Så kan man være rummelig og accepterende og kærlig.

Og den anden vej rundt - det er vist det, man kalder en god cirkel.

Men tilbage til Joan Ørtings foredrag. Ind i Bøgeskovhallen i aften kom en lille, rødhåret kvinde. Fra min plads på første række - lidt ude til siden - blev jeg væltet omkuld af et varmt og glad smil og en udstråling som en masseovn.

Og tjubang, så var foredraget i gang. Du får ikke noget referat her, men jeg kan fortælle, at selvom titlen var Sex og Sport, så var der mere sex end sport ... og helt ærligt, det var også okay. Med fagter, sjove lyde og masser af ord fortalte Joan om forskellen mellem mænds og kvinders seksualitet, farerne for dødvande i kærlighedslivet, og hvordan man holder gnisten. Der var små, kærlige los til begge køn - og konkrete tips til hvad man kan gøre for at gøre livet og samlivet endnu bedre.

Og så må jeg sige - at hvis jeg før syntes at Joan var "rimeligt cool", så synes jeg nu hun er dejlig! En smuk, smilende kvinde, som udstråler en enorm varme, begejstring og imødekommenhed. Jeg tror hende, når hun siger, at hun synes det er hyggeligt at komme rundt til foredrag, for det var tydeligt at mærke. Selvfølgelig lever hun af at sælge sig selv og sine bøger, men jeg er ikke i tvivl om at hun elsker sit job og sin mission - og det at gøre en forskel.

Jeg ved ikke hvordan hun gjorde det, men hun rakte ud og rørte ved mit hjerte.

Nu er jeg Joan-fan :-)

Livsnyderens autist-test

På Facebook har der kørt sådan en test, hvor man svarer på en række spørgsmål, og så fik man sit autist-indeks.

Jeg var ikke særligt autistisk ifølge testen, som gik meget på hvordan man foretrækker at arbejde og tilbringe sin tid, og hvilke sociale kompetencer man har.

Jeg har ellers nogen gange tænkt at jeg måske har en rem af huden ... bare en lille en. Det er nemlig blevet klart for mig, at jeg af og til springer formaliteter, smalltalk og almindelig social smørelse over, hvis jeg lige er i det målrettede mode.

For målrettet og resultatorienteret er jeg vist, selvom jeg er opvokset i 70'ernes folkeskole, hvor vi skulle arbejde i grupper hele tiden og helst være næsten lige gode (MAND jeg hadede gruppearbejde!!).

Nogen gange bliver jeg bare helt overrasket (og en lille smule flov) fordi jeg bare drøner der ud af. Og nogen gange glemmer etiketten, fordi mit fokus 100% er at komme fra A til B. Helst hurtigt og uden svinkeærinder, tak.

Men jeg arbejder med det. Det gør jeg virkelig. Så bær over :D