Livsnyderen lever!

Igår var jeg faktisk i tvivl om jeg ville blive klar til arbejde på mandag.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om jeg NOGENSINDE ville blive rask igen (okay, jeg var LIDT ynkelig ... indrømmet).

Jeg hostede og var dødtræt og kunne ikke rigtig fornemme bedringen nogen steder.

Idag er den heldigvis tydelig.

Jeg er stadig træt. Jeg hoster stadig lidt, men lungerne bliver dernede hvor de hører hjemme. Og jeg havde ligefrem overskud til at tage rigtig tøj på idag (noget som ikke var hængerøv og stræk) og gå med Bruno ned til den gamle Kemira-kontorbygning og se udstillingen om Fredericia C.

Vi har nemlig en lille ny på vej her i byen ... bydel, altså! Vi slap for nogle år siden af med en stor, beskidt gødningsfabrik som lå midt i byen, ned mod vandet - og der skal være en lækker, ny bydel, med boliger, butikker, grønne områder ... det er SÅ spændende, og jeg glæder mig til at se "den lille ny" tage form lige midt i min by.

Og en række forslagsstillere har givet deres bud på, hvordan det kunne sættes sammen - og det kan man så gå ned og kikke på i disse dage.

Vi var enige om, at vi godt kunne se os selv i en lækker lejlighed dernede om 20 år, når vi nærmer os pensionsalderen (hvad den så måtte være til den tid). Det er bare rigtig spændende - og vildt dejligt at komme udenfor matriklen og se lys og andre mennesker igen :)

Da vi kom tilbage, fik vi en kop kaffe, og så en film på tv (dvs. Bruno så film, jeg så de første 10 min. og faldt prompte i søvn i sofaen - helt frisk er jeg altså ikke).

Nå - pointen var egentlig bare, at jeg er i live stadigvæk. Og snart kørende på fuld kraft igen :)

Livsnyderens ømme hostemuskler

Mens solen har skinnet over et sommerligt Danmark her i påsken, har jeg hostet, snottet, nyst og haft ondt i halsen.

Feber har jeg også haft, og selvom jeg ihærdigt har forsøgt at hhv. ignorere og kurere mig selv med positive tanker og selvforkælelse, har det ikke hjulpet alverden. Jeg nærmer mig ugedagen for det tidspunkt hvor jeg sagde: "Jeg tror jeg er ved at få en rigtig sommerforkølelse."

Nu er jeg sygemeldt på 2. dag, og lige pt. er der ikke meget der tyder på at jeg kommer på job imorgen - jeg har det nemlig ikke udpræget bedre end igår. :-(

Jeg overvejer dog at gå ned til lægen idag, og få tjekket min hals - det er den, der synes at være det slemmeste sted. For et par dage siden var jeg nervøs for min hoste - men den er taget lidt af og har efterladt mig med et stor-ømt mellemgulv.

Tilsyneladende skal der tages revanche for, at jeg kom gennem vinteren uden en eneste influenza - hrmpff! Jeg er ikke en særlig tålmodig patient, og det værste er, at jeg er nødt til at begrænse min læsning, mit tv-kikning og mit pc-brug temmelig meget, for ellers bliver den milde hovedpine der følger med influenzaen til en tung, dunkende sag - i værste tilfælde en slem migræne.

Så jeg tusser lidt rundt, sover lidt på sofaen, sidder lidt i skyggen udenfor, læser en lille smule, tusser lidt rundt igen, åbner pc'en et kvarter ... og sådan går en hel dag, for hvis jeg laver noget der er hårdere, er jeg gennemsvedt og træt som et alderdomshjem. Der ryger en del the og med jævne mellemrum et par panodiler ned - og panodilerne følges som regel af hedestigninger, et sikkert tegn på feber, der slåes ned.

Det er forfærdeligt kedeligt, og jeg ville meget hellere på arbejde :-( men jeg må bare være tålmodig og blive rask. Det er nemlig også en smitsom sag, tilsyneladende - Bodil blev syg i weekenden, og Bruno har måttet give op og tager hjem fra arbejde idag med samme symptomer som jeg har.

I det mindste var jeg rask de tre dage op til påskeferien, hvor jeg holdt fri. Der havde jeg nogle hyggelige, dejlige dage med mine to yngste, og nød solen og haven til fulde.

Nu vil jeg bare gerne være rask igen. En uge er nok. Skal vi ikke bare aftale det så?

Livsnyderen gør status på en lørdag morgen

Børn-i-huset-status: 2 ud af 3 til stede, en sovende på værelset med kæreste

Ægtemandsstatus: 1 stk kaffedrikkende lækkermås siddende ved spisebordet

Husstatus: Nogenlunde rent, omend noget rodet

Vejrstatus: Solskin og ikke meget blæst

Havestatus: Trænger voldsomt til en forårshånd

Humørstatus: Mild og glad, med en sær trang til havearbejde (det sidste sker IKKE tit)

Jeg må vist ud i den have idag. Havemøblerne skal frem, og jeg har allerede plaget Bruno med forespørgsler om hvorvidt vi har algefjerner i huset. Han så lidt træt ud, for han forestillede sig allerede at han blev sat i arbejde :D

I skrivende stund rejser han sig og går i kælderen. Hans planer går vist mere i retning af at få samlet sin cykel, så den kan komme ud og køre en tur i det gode vejr - og det skal der sørme også være plads til.

Mon ikke vi når alt det, vi skal idag?

Livsnyderens op- og nedture

Det går lidt op og ned på jobbet for tiden.

Siden vi lancerede i februar, har stort set alle mine gutter været lånt ud til et andet projekt, og jeg har sammen med en enkelt rundet af og fikset de småting som altid dukker op, når man har sat noget igang.

Og så har jeg haft sådan nogle spadestik-opgaver.

Dvs. jeg har fået stukket nogle meget overfladisk beskrevne opgaver, og er blevet bedt om at grave spadestikket dybere. Typisk på nogle ting, hvor jeg ikke selv har den viden, det kræver.

Nu er det sådan, at vi på Bankdata tit kombinerer analyse- og projektlederrollen. Selvom det ret beset er to forskellige ting. Jeg kan sagtens lave analyse - jeg har gjort det før, og det plejer at virke. Men jeg må nok erkende, at analyse er ikke lige det, jeg tænder på. Det er den ANDEN rolle - den med projektledelse - jeg synes er RIGTIG sjov.

Så det har dælen dulme været op ad bakke med de der analyseopgaver, og jeg har haft LIDT en tendens til at kaste mig over alle mulige ANDRE opgaver uden smålig skelen til prioritering og den slags kedelige ting. Men i sidste uge besluttede jeg at NU skulle det være - når jeg havde torsdagens projektafslutning (en herlig begivenhed indeholdende en procesevaluering, en drabelig dyst i gocarts, en god middag med herlige vine på Radisson i Silkeborg i selskab med 5 drenge i alderen 28 - 48) overstået, ville jeg simpelthen kaste mig FRÅDENDE over mine analyseopgaver.

Og så har det altså bare været en produktiv uge. Især idag har jeg fået sat håndtag på og gang i nogle opgaver, det føles bare RIGTIG godt. Imorgen tager jeg igen en ordentlig bid - jeg skal arbejde hjemmefra (lige bortset fra at jeg skal en tur til frisøsen og have organiseret min efterhånden temmelig høstak-agtige manke), og jeg regner med at have ultra-meget tjek på tingene, når jeg møder mandag morgen.

Typisk mig. Jeg er altid pletvis effektiv - sådan fungerer jeg bare. Og måske trængte jeg bare til at dalre lidt, for de første par måneder af året (og den sidste af det gamle) var bare monster-travle. Altså ... det er jo ikke fordi jeg ikke har LAVET noget .... jeg har nok bare ikke liiige kunnet tage mig sammen til at få hul på førsteprioriteterne.

Skaden er dog til at overskue, for der går nogle uger (tidligst primo maj) inden jeg får mit team tilbage fra udlån. Og til den tid regner jeg med at have masser af guf de kan kaste sig over.

Jeg er nemlig hurtig. Og effektiv. Det meste af tiden.

Nåmen - hovedårsagen og budskabet med dette indlæg er: DAMN det føles godt, når det "spøgelse" der ligger i hjørnet af mit skrivebord efter en ihærdig indsats på et par dage indtager helt menneskelige dimensioner :-)

Synes bare lige jeg ville dele ;o)

Firsertanker

For en uges tid siden hørte jeg en gammel sang i radioen.

Helt præcis var den fra 1981 - det år, hvor jeg blev 15, og startede på gymnasiet.

Sangen vakte minder om en helt anden tid, hvor jeg var yngre og verden var anderledes - og de sange, man hørte og dyrkede lød på en anden måde, end de gør nu.

Den hed "Vienna" og var med et britisk band, Ultravox. Soundet var køligt, tåget, blåtonet - distanceret og lidt håbløst.

Og sådan husker jeg også lidt den tid.

Ikke fordi jeg havde en trist og forfærdeligt barn- og ungdom, for det havde jeg ikke. Men jeg kan godt huske de der tidlig-firsere, hvor musikken var ekstrem (i den modsatte ende af skalaen fandt du punkmusikken), arbejdsløsheden enorm og den kolde krigs lammende trussel en realitet.

Et af mine yndlingsbands var danske Malurt, der sang om "Neonsolen" - a-bomben, som ville gøre det af med os allesammen, og hvordan vi bare skulle leve i nuet og elske, for lige pludselig kunne vi være væk.

Så det var de fakta, vi levede med. At vi kunne uddanne os til arbejdsløshed, hvis ikke krigen ville bryde ud og gøre en ende på menneskeheden. Det lyder dramatisk, men i mit hoved (og sikkert også i andre unges) var det noget, vi forholdt os til.

Vi var generationen, som der ikke var brug for, og som måske aldrig ville nå at blive gamle.

Og pudsigt er det jo så, at jeg faktisk aldrig har været arbejdsløs, og nu hastigt nærmer mig min 45 års fødselsdag.

Men jeg forstod de der sange - både Malurts atomkrigs-lyrik, Ultravox's kolde, håbløse toner, og Clash' opfordringer til oprør. For det var tiden.

Måske var alt dette også medvirkende til, at så mange af mine jævnaldrende knækkede. En veninde røg ind og ud af psyk, led af spiseforstyrrelser og ville nogen gange dø. En klassekammerat - en fyr - stod helt af mentalt. Jeg mødte ham en sen eftermiddag ved skolen (jeg havde været til kor), hvor han bare stirrede glasagtigt på mig, da jeg spurgte hvad han lavede der på den tid. Få dage senere blev han indlagt på den lukkede, hvor jeg i øvrigt stødte på ham, da jeg besøgte min veninde, der på det tidspunkt var indlagt også.

Jeg selv? Jeg klarede mig. For et par år siden læste jeg min dagbog fra dengang, og blev lidt forskrækket. Idag havde der nok været en AKT-medarbejder eller en skolepsykolog der havde spottet mig, for det, jeg læste, lugtede af depression. Ihvertfald efterlod gymnasieårene mig trist, udmattet og forfærdeligt skoletræt, og trods mit ret gode intellekt valgte jeg den kortest mulige uddannelse - for jeg orkede simpelthen ikke at tænke på et længere studium.

Tristheden voksede jeg fra. Og den kolde krig sluttede. Men jeg gad vide hvordan det ville have præget mig, hvis jeg havde været 10 år ældre, og var vokset op i 70'erne i stedet?

Livsnyderen møder livsklog powerprinsesse

Jeg har hørt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden.

Nu kunne jeg godt tænke mig at udskifte "kvinder" med "mennesker" ... men der er jo en del sandhed i det.

Lone "Powerprinsesse" Rasmussen kommer nok aldrig til at kende det der særlige sted i helvede, for hun har faktisk viet sit liv til at forsøge at lære andre kvinder at elske sig selv og få det bedste ud af den værdi, de selv repræsenterer.

Jeg læste hendes bog "Fra pæn pige til powerprinsesse" sidste år, og var helt vild med hendes tilgang til det. For når hun fortæller, er det enkle principper og på et grundlag, som baserer sig på personlige erfaringer frem for tillærte teorier.

Meget af det, hun er kommet frem til, er erfaringer, jeg også selv har gjort mig, og da jeg gik til foredrag med hende tidligere i denne uge, var det ikke fordi jeg regnede med at lære en hel masse nyt. Men efter at have læst bogen lovede jeg mig selv, at jeg ville gå ind og se Lone live, hvis jeg fik chancen.

Så tirsdag aften sad jeg i det Bruunske Pakhus, og jeg tror jeg var den eneste, der ikke var sammen med en eller flere veninder. Og jeg vil sige, at Lone leverede varen. Jeg gik faktisk derfra, inspireret og beriget af den energi og inderlighed, hun lægger for dagen. Sådan en dejlig dame, med et kæmpe-enormt hjerte, og det skinner bare igennem, at hun brænder for at hjælpe og støtte andre kvinder.

Jeg ville ENORMT gerne have læst en bog som hendes, da jeg var 25. Og jeg håber inderligt, at hun holder foredrag igen i Fredericia til efteråret, så vil jeg ta' en veninde med :)