lørdag, december 31, 2011

Livsnyderen tager afsked med 2011

Egentlig gad jeg ikke skrive sådan et indlæg her. Og det bliver ikke nogen kavalkade over alle mine blog-bedrifter, for de har været få og langt imellem.


Men jeg fik alligevel lyst til at sige farvel til 2011, som har været et år som de fleste - et broget kludetæppe med et helt andet mønster end det, jeg havde forventet.


Meget blev selvfølgelig som planlagt og forventet. Jeg har ikke skiftet job, mand eller hus i 2011. Jeg har ikke kastet mig ud i vilde projekter og nye hobbies.


Det har været et travlt år, men det var også forventet. Jobmæssigt har jeg haft ekstremt meget om ørerne, og det har både været sjovt og hårdt. Jeg har dog holdt mit overarbejde nede, for jeg gider ikke arbejde 20 timer ekstra om ugen. 20 timer om måneden må være nok - jeg tror rigtig meget det handler om at prioritere, og vælge at skippe overflødige møder, aktiviteter med videre. Så kan man faktisk nå utroligt meget uden at arbejde som et Mærsk-jakkesæt.


Når jeg tænker på 2011 synes jeg at jeg har været træt. Nok især fordi jeg er stået tidligt op og har arbejdet over om morgenen. Min elskede har ikke haft meget fornøjelse af mit selskab om aftenen, for mangt en TV-avis har skinnet sit blå lys på mit sovende ansigt i sofaen.


I slutningen af året forrådte min krop mig lidt. Måske har jeg ikke været god nok ved den, for selvom jeg har kæmpet for at holde gang i træning og løb, har det bestemt ikke været noget fantastisk træningsår. Ihvertfald kunne min læge i december konstatere, at mit blodtryk var i overkanten af, hvad det burde være. Så så man lige min underkæbe ramme mit ene knæ med et klap, for det havde jeg ikke forventet. Her har jeg gået og blæret mig af mit altid mega-lave blodtryk (det har ligget på omkring 120/70), og så får man sådan en måling klasket i hovedet, som ser helt anderledes ud.


Jeg er ikke på piller, for lægen og jeg blev enige om at se tiden an en måned, og lave en række blodtryksmålinger igen, hen over en weekend. Så må jeg lige prøve at give den lidt gas med træning og være bedre ved mig selv, og se om det ikke giver pote - ellers står den nok på blodtryksmedicin fremadrettet.


Hvad angår kærligheden, har 2011 været et fint år. Min Bruno og jeg kunne fejre 10 års bryllupsdag i november, og jeg glæder mig stadig hver eneste dag over at dele liv lige præcis med ham.


Men vi bliver jo ældre. For i 2011 er mine børn blevet 15, 18 og 24 (!!), og mine søskende rangerer i år fra 51 (min smukke, unge storesøster) til 54 (min distingverede ældste bror). Jeg er den eneste i børneflokken, der endnu ikke kan mønstre et gråt hår i parykken (min frisør har tjekket uden held).
Min mor er lige her i julen fyldt 78, og det er jo ligegodt en sjat.


Der er også sket det sære, at print på mælkekartoner, risposer og i bøger er blevet mindre og mere gnidret i år. Derfor har man kunnet se mig med briller fra Tiger balancerende på næsespidsen, i forsøget på at modvirke denne mærkelige tendens. Jeg vil overveje at få et par ordentlige langsynsbriller i 2012, men indtil videre lever jeg i benægtelse. Og jeg garanterer, at så snart det er muligt, vil jeg stæse ned på den lokale øjenklinik og få fikset nær- og langsyn, lige så hurtigt som du kan sige "medarbejderobligationsudbetaling".


Så farvel 2011. Jeg ved ikke helt, om jeg nåede at komme til at holde af dig, men nu er du uomtvisteligt forbi. Du går derhen, hvor brugte år går hen for at dø, og jeg går ind i 2012 - lidt skeptisk, men fortrøstningsfuld, for 2012 er bare et smukkere tal end 2011.


Godt nytår - er du nået helt her ned til slutningen af blogindlægget, skal du sørme ha' en nytårshilsen med. Jeg ønsker mig selv og alle jer andre, at I har kræfter og overblik til at træffe de rigtige valg, så 2012 kan blive et godt år for os alle.


Over and out.

6 kommentarer:

Johnnie sagde ...

Godt nytår!

Og jeg kender godt den med at være benægter-kunde i brilleafdelingen hos Tiger. De fungerer da også fint, når jeg alligevel ikke er lun på tanken om flerstyrkeglas, her bag skærmen!

Helle sagde ...

20 timers overarbejde om ugen!

Så er vi nogen, der ville ønske, vi havde 20 timers arbejde om ugen - overhovedet ...

Det er mærkeligt - jeg kender mange, som har et arbejde, som arbejder ENORMT meget over, mens alt for mange går rundt, og slet ikke kan finde noget arbejde.

Pas på helbredet!

I 2012 ønsker jeg mig, at mindst den ene af os herhjemme, finder et job igen ...

Lizelotte sagde ...

Helle, nu har jeg jo absolut heller ikke arbejdet 20 timer over om ugen - det gider jeg bare SLET ikke, men jeg kunne godt have gjort det, tror jeg :-( sådan et liv gider jeg bare slet ikke at leve.

Men ja, det er lidt underligt at mange går rundt og har ingenting at lave, og at vi generelt har ALT for meget at lave på arbejde - forhåbentlig går det over hen i oktober, når vi har fået Jyske Bank puttet ind i vores systemkompleks. Det er en kæmpe opgave, som det er lidt svært at hive nye mennesker ind over ... fordi det hele er så tidsmæssigt presset.

Jeg har også en teori om at folk generelt har mere travlt fordi der er skåret ind til benet. Og så bliver der løbet hurtigt ... også fordi de tilbageværende er bange for at de ryger næste gang :-(

Jeg ønsker jer held og lykke med jobsøgningen! Der MÅ være nogen der kan bruge et par driftige folk som jer derude.

http://www.helleshyggeblog.dk sagde ...

Tak :-)

Susling sagde ...

Synes også, at de skriver mere og mere gnidret på al emballagen! Købte i dag nogle gammelkonepiller (calcium, e-vitamin og magnesium) og troede at der stod sugetabletter. De skønne ungmøer bag disken måtte fnisende oplyse mig om, at der stod slugetabletter. Så tiger-briller er en del af mit liv og super, når jeg husker at tage dem med og på!

Ellers, jamen 2011 var et år der kom og gik, som hos dig. Ok, intet epokegørende og fint med det. 2012?! Tja, vi må se...det bliver sikkert også fint.

Godt nytår til dig!

Lizelotte sagde ...

Susling, jeg synes det er helt urimeligt - nu har jeg hele mit liv skullet trækkes med at være nærsynet, og nu kan jeg sq ikke engang se med mine ellers ganske udmærkede kontaktlinser ... :-(

Godt nytår til dig også... ja, og sådan et år der ikke er alt for spændende og begivenhedsrigt har man nok også brug for ind imellem!