Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været
- hyggeligt besøg af dejlige venner
- lækker frokost på stam-cafeen
- afslapning
- tosomhed
- endda en enkelt løbetur
Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.
Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!
I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.
Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.
Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.
Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!
Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.
Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.
Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.
En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.
Hav en god uge derude - og godnat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar