Da jeg startede med at lave bodypump i sensommeren, var jeg helt sikker på at jeg ihvertfald ikke gad spinne.
Jeg har spinnet stort set hver vinter de sidste 8-10 år - lige undtaget det år (2007/2008) hvor jeg brugte vinteren til at komme i løbe-form til Middelfart Halvmaraton. Som regel er jeg tændt i oktober, hvor jeg normalt begynder på det, og når så forårssolen begynder at kikke frem, hænger spinningen mig langt ud af halsen, og jeg er klar til at lave noget helt andet - og helst udendørs.
Ingen tvivl om at udendørs motion står højt på hitlisten. Allerhelst vil jeg løbe mig en tur, og det var også løbet, jeg tog fat på igen, da en stædig albue-overbelastning satte mig ud af spillet på bodypump-holdet.
Det gik faktisk også ret godt, det der løb.
Men da jeg efter jul begyndte at løbe 5 km ture på asfalt, fordi de "bløde" stier ikke er oplyst, og det var mørkt når jeg nåede hjem, løb jeg lige i armene på en skinnebensbetændelse. Øv, øv, øv.
Så nu er jeg - af nød - tilbage på spinningcyklen. Den er ikke såå god ved albuen, men med lidt omtanke går det. Jeg bliver sindssyg når jeg ikke får brændt lidt krudt af!! :D
Og til min overraskelse nyder jeg spinningen. Der er gået tilpas længe til at det er sjovt igen :-)
På den måde er jeg nu kommet hele vejen rundt i min træningscyklus :-)
Ude på arbejde er der en kollega, der for sjov (håber jeg) kalder mig fitness-dronningen. Det er ikke ret klædeligt - jeg får billeder af Jane Fonda og firser-hår og store benvarmere. Men måske er det i virkeligheden lidt suspekt at kunne lide at dyrke motion? Det kan jeg ihvertfald - og jeg er også nødt til det, for ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende arbejdsliv, har jeg for længst fundet ud af. Jeg får ondt i skuldre og ryg, for ikke at nævne at jeg bliver flæsket som en slagtegris - så det er ganske heldigt at jeg godt kan lide at røre mig.
Der var engang en fysioterapeut som så lidt bekymret på mig og sagde, at jeg jo i virkeligheden ikke var skabt til at sidde på kontor - men at jeg skulle ha' været skovhugger eller sådan noget :-) Det synes jeg ikke lød ret feminint, men inden jeg nåede at protestere sagde han også, at jeg nok ikke skulle tage min BMI ALT for bogstaveligt - "Du har til enhver tid omkring 5 kg. muskler mere på kroppen end gennemsnitskvinden," sagde den rare mand.
Så nu kan jeg trøste mig med, at når jeg ikke kan tvinge mit BMI under 22, så er det bare fordi muskler vejer mere end fedt :o)
Og når alt andet fejler, så hopper jeg på et par høje sko eller støvler - - det er fantastisk for mit BMI.
Og for mit ego :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar