For noget tid siden fortalte jeg om min nye hus-ven, Sure Kurt. Som startede sit liv i en orangefarvet bakelitskål, som en blanding af vand og mel, hvor gæren selv fandt ned.
Han blev fodret og puslet om, og var med til dannelsen af op til flere dejlige rugbrød, men en dag, hvor jeg tog ham frem fra køkkenbordet for at tjekke ham, var der mug på toppen af ham!!!
Nogen påstår at man bare kan fjerne det, men IKKE i Fru Hausgaards køkken!
Så Kurt - salig være hans sure sjæl, hvis han havde en - røg ud i vasken.
Heldigvis havde han inden denne hændelse fået en unge!! Mini-kurt --- som nu boede hos Bodil. Mini-kurt var i mellemtiden kommet til at fylde omkring en liters penge, så hele mini var han ikke.
Derfor delte vi ham i to, og nu lever Kurt II her i mit hus. Denne gang i mit køleskab, så han ikke bliver muggen. Det fungerer også rigtig fint.
Idag tog jeg Kurt II, eller Kurt Junior som han også hedder, frem for at fodre ham. Imens informerede jeg løbende Bruno:
"Kurt ser glad ud - jeg tror han er godt tilfreds med at stå i køleskabet...... jeg tror godt han kan spise det her mel, selvom der er mere end 1 dl..... aj, han er så fin, se alle de glade bobler...."
Bruno tror jeg er lidt skør, fordi jeg snakker med Kurt, og om ham, som om han har en personlighed. Det er også lidt fjollet.
Men er det ikke okay, så længe jeg ikke påstår, at han svarer??
3 kommentarer:
Jeg er sikker paa at Sure Kurt saetter pris paa at du snakker til ham :-)
Min gode katolsk opdragede veninde siger, det er i orden at folk siger de taler til Gud, men hvis de begynder at paastaa at han svarer dem ...saa skal man begynde at blive nervoes.
Er situationen ikke lidt det samme med Sure Kurt Junior? :-)
Faktisk er det mere ok at snakke med Kurt end til diverse guder - der er jo rent faktisk bevis for at Kurt eksisterer.
Så sandsynligheden for at få svar er nok større - måske kan man tolke en lille glad boblen som et passende svar?
Apropos husgæster som godt må være sure men ikke mugne.....
Spelt-segmentet: Surdej
Send en kommentar