Så blev det uge 7, og skolerne her i området har vinterferie. Kristian er dampet af med sin far - de skal stå på ski. Bodil nyder nok at have eget hus ude hos sin far, tror jeg - og bil oven i. Hun kørte dem nemlig til lufthavnen i lørdags. Jeg håber de får en fantastisk uge.
Vi har benyttet chancen til at sætte masser af ting på menuen, som Kristian ikke er så vild med - bladselleri og bønner og den slags :-)
Lørdag -
fik vi en curry med kikærter, squash og aubergine. Sammen med fik vi parathas, som er små, grove pandebrød.
Søndag -
stod den på chili sin carne med polenta og rodfrugtchips.
Mandag -
skal vi have en suppe som hedder "Spicy dal and carrot soup". Dal er røde linser, og krydderierne er indiske.
Tirsdag -
skal vi nyde en spinatlasagne fra "Vegetarisk vellyst" og dertil en sprød salat.
Onsdag -
står den på rester. Vi har en god rest chili sin carne fra i aften, som vi kan spise.
Torsdag -
skal vi have hjemmelavede baked beans, med spejlæg og brød. Næsten morgenmad om aftenen :-)
Fredag -
står den på kikærtepandekager med kartoffel-/spinatmasala og raita.
Jo .... det er vegetarmad over hele linjen. Fordi vi kan :-)
Hvem ved, måske nupper vi en stor, svedig oksemørbradbøf på lørdag!
Noget jeg ikke forstår er - hvorfor spises der ikke mere polenta her i Danmark?? Det smager bare fantastisk, og det er nemhedsmæssigt på højde med at lave pose-kartoffelmos! Gid jeg havde kendt til polenta da mine unger var små - det er bare den fedeste tilbehørs-shortcut! Noget, vi snart skal prøve er at koge polenta, lade det køle af, skære det i stykker og grille det på en pande - det ser superlækkert ud!
En anden ting jeg bare er tosset med, er kikærter. OM NOM NOM - i hummus, gryderetter og supper - det er superlækkert!
I lørdags var vi på shoppetur i Fred Asia House - vores lokale tamilerbiks. Vi købte stort ind af linser, bønner, kikærtemel, krydderier og andre spændende sager. Hvad angår linser og bønner er udvalget større end i Føtex, og prisen er den samme ... for dobbelt så meget. Altså halv pris, til ære for de regne-udfordrede.
Jeg elsker at handle i Fred Asia - de har så mange sjove ting på hylderne, og indehaverne er bare søde og smilende og hjælpsomme. Du kan købe alt ... ris i store sække, frisk okra, sjove små madlavningsbananer, parykker, indiske film på dvd, taletidskort til telefoner, tørrede makreller og andre sære og spændende ting.
Bare duften i butikken gør mig glad :)
Heldigvis glemte jeg at købe ghee og paneer ost, så jeg skal snart derind igen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar