søndag, februar 05, 2012

Livsnyderens madplan - uge 6

Så blev det igen weekend - og tid til en ny madplan.


Lørdag skulle vi egentlig have haft den gode, gamle enebærgryde fra Karoline, men da vi valgte at bruge eftermiddagen på en tur til Tyskland, blev det lavet om til en omgang hjemmelavede burgere.


Jeg fik bagt nogle meget fine boller af den sidste sjat hvedemel, noget hvid hvede, en squis speltmel der kun var en anelse over sidste salgsdato, og så lidt rugmel ... jeg havde ikke lige fået købt mel ind!


Søndag:
I aften stod den på Grøntsagsbitchens brogede hverdagstærte fra Vegetarisk Vellyst-bogen.


Mandag:
Gule ærter med karry - en indisk inspireret sat.


Tirsdag:
Kikærtefrikadeller med polenta og Ajvar (sådan en grøntsags-ting) - fra min Rent Vegetarisk-bog.


Onsdag:
En rest kødsovs fra fryseren. Jeg skal synge koncert med X-tetten og Bruno skal til foredrag, så der skal spises tidligt, og det må godt gå lidt hurtigt :-)


Torsdag:
Fiskedag - Bruno køber ind på dagen.


Fredag - - hvem ved. Måske går vi ud og spiser, Bruno og mig. Det er nemlig kun os der er hjemme.


Så ugen er på skinner. Jeg er lige nu ved at koge de gule ærter til i morgen. De simrer lystigt i køkkenet.


Det har været en hyggelig, dejlig weekend med fred og ro og ikke for meget om ørerne. Men føj, hvor har det dog været koldt!! Jeg håber den kommende uge byder på lidt varmere vejr - i morges havde jeg nær aldrig fået garageporten åben - jeg skulle ud at spinne - den havde slået sig lidt i kulden, og da den er vind og skæv i forvejen, sad den altså fast. En tur ind gennem bagdøren til garagen og en solid omgang ninja-spark fik den til at give sig.


Heldigvis har vi bestilt en fin ny garageport . . . med automatik og det hele! Den skal sættes på til foråret, når det bliver lidt lunere, så skal jeg ikke bøvle med det næste vinter.


Bruno har været så flittig idag - han har sat reol op i vores spisekammer i kælderen, så vores lager af dåser og vin og toiletpapir og mange andre ting kan stå fint og godt og velorganiseret. Det er dejligt, at tingene er til at finde.


God uge til jer allesammen!

Ingen kommentarer: