Jeg savner stadig slet ikke køreturen til Silkeborg, selvom jeg slet ikke får hørt nok P1 nu om dage :) Men oven på euforien over at være tilbage i Erritsø, kan jeg godt mærke at hverdagen melder sig. Mine nye opgaver er meget anderledes end dem, jeg løste sammen med teamet i min gamle afdeling.
Faktisk er det jeg arbejder med rimeligt spændende, men jeg savner at have det der fælles mål med en gruppe mennesker. Nu har jeg 1/2 ressource siddende i huset, ellers sidder de udviklere, som skal lave forandringerne, i et andet firma, som har til huse hhv. i Israel og USA. Så mit job har et stort koordineringsindhold, og ikke så meget klassisk projektledelse. Det er spændende og udfordrende, men måske ikke tilfredsstillende på samme vis som det jeg lavede før. Jeg håber at der kommer et rigtigt menneske-projekt til mig i løbet af 2013! Heldigvis har jeg et dejligt netværk af gode mennesker omkring mig. Jeg nævner i flæng mangeårs-kollega-veninden, bonussønnen fra mit tidligere team, min rødhårede drenge-veninde, mine fine kontorkammerater (som bl.a. tæller en tidligere projektkollega og et par rare unge mennesker som jeg før har haft fornøjelsen af, fordi de var grænseflader til mit gamle projekt), de dygtige og søde mennesker i den afdeling, jeg er udlånt til, og alle de mange andre mennesker, som er med til at gøre min arbejdsdag lidt sjovere og bedre. Når tingene bliver lidt "blah!" er det de gode relationer, der giver et smil om munden og lyst til at møde om morgenen. Tak for det, gode kolleger. Jeg gi'r en øl til julefrokosten :-)
Da jeg var 20 år gammel, var der ikke noget internet eller nogen mobiltelefoner. Som teenager havde jeg pennevenner - bl.a. i USA - og der gik altid mindst 3 uger fra man sendte et brev afsted til sin penneven, og indtil man fik svar tilbage. Der var meget, meget langt til andre verdensdele.
Nu sender vi emails til vore venner på den anden side af jorden, og er vi online på samme tid, kan vi chatte eller snakke via Skype. Det er nemt at nå hinanden. Vi tager internettet for givet, men engang imellem overrasker det mig stadig. For nogle dage siden "syntes jeg godt om" et billede på en europæisk FB-side for humanister, og pludselig lå der en venneanmodning fra en albansk pige. Normalt afviser jeg venneanmodninger fra folk jeg ikke ved, hvem er - men jeg blev lidt nysgerrig. Så jeg accepterede og skrev - hvis vi skal være venner, må jeg vide hvem du er, og hvorfor du har anmodet om mit venskab. Det viste sig at Anxhela er 21 og planlægger at tage en Master i Danmark. Og så ville hun gerne kende nogen her, så hun kunne høre lidt om landet. Nu udveksler vi historier om os selv og vores lande, og det er sjovt og spændende. Og det leder mig frem til en tanke, som af og til har strejfet mig. Jeg tror, at internettet er den faktor, som på sigt kan fjerne krig og sult og ulighed i verden. For internettet giver os mulighed for - som Anxhela - at række ud og røre nogen, som bor langt væk.
Internettet gør det utroligt nemt at dele viden og ideer, og internettet gør det svært at holde information fra folk. Gør det sværere at undertrykke. Frihed, demokrati og lighed har det med at smitte. Når man ser andre have de ting, vækker det ønsker om selv at få velstand og indflydelse på eget liv. Verden er blevet mindre. Vi får sat ansigt på mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt (og måske heller aldrig møder IRL). Og jo flere af os der kender nogen på kryds og tværs, jo sværere er det at promovere fjendebilleder. Så ku' nogen ikke sætte noget heldækkende wifi op i Gaza?
