Mens jeg sad og funderede over et indlæg om sære, irriterende og sjove formuleringsfejl, trillede der en mail ind i min mailboks.
En flink mand ville gerne fortælle mig om mulighederne ved min blog.
De må være sultne ... med de der 7-8 hits om dagen jeg vel efterhånden får (aner det ikke - - har ikke tæller på, men jeg skriver jo ikke voldsomt tit nu om dage) kan der ikke være alverden salg i det.
Jeg spurgte dog hvad det gik ud på - det KUNNE jo være noget interessant, men det viste det sig ikke at være.
Om jeg måske ville skrive noget om poker.
....poker???
Jeg har skrevet et venligt svar til ham, at det tror jeg godt nok ikke jeg vil. For jeg kan nok kun komme i tanker om en enkelt ting som er mere kedeligt end poker, og det er golf. Og så forklarede jeg, at jeg i øvrigt kun skriver nu om dage, når jeg mener et eller andet, og at jeg absolut ikke mener noget som helst om poker.
Altså, jeg tænker lidt at de MÅ være sultne, eller have for lidt at lave, for:
- de skriver til en meget u-hypet blog med maksimalt 4 faste læsere og ganske uden rundhjørnede, vaseline-tonede billeder af håndarbejde, blomster og strikketøj (der er ihvertfald langt imellem snapsene)
- de skriver til en blogger som er nede på 1-2 indlæg på en måned
- de har tydeligvis ikke læst nogen af de 1-2 indlæg, for der er ihvertfald ingen af dem der handler om noget der bare MINDER om poker.
Tænk hvis jeg havde sådan en rigtig feelgood blog, med lyseblå mønsterbaggrund, eller en superskarp modeblog (fnis ... mig med en modeblog, den er god. Når jeg tænker på at jeg havde ældsteveninden til at gå og smække mig over fingrene et år i træk fordi jeg ikke måtte købe mere sort tøj) .... så kunne jeg jo nærmest være velhavende, hvis der ikke skal mere til.
Men det har jeg ikke. Jeg kan højst komme op med småsure (hvis jeg har en dårlig tastaturdag) eller skarpe og sindrige (på en god dag) blogindlæg om snerpethed og den danske folkesjæl i øvrigt.
Og skrive at jeg får fniller når folk skriver "hip som haps" eller "bekræftige".
Poker har det sgutte noget med at gøre. Og jeg garanterer, at dette bliver det tætteste, I får på en post om poker EVER!
Og tak til mine fire læsere .. håber I er der endnu :D
UPDATE: Har lige opdaget at jeg HAR tæller på ... hele 500 hits om ugen? Mon den er i stykker? Det lyder som ALT for meget!!
Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.
Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.
I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).
Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.
I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.
Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.
Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem.
Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder.
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.
Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.
Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.
For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.
Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.
Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.
