Livsnyderen om frustration og skyldsanbringelse

Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.

Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.

I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).

Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.

I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.

Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.

Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem. 

Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder. 
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.

Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.

Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.

For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.

Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.

Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.