Livsnyderen oplader sin røst

Og så tænker I nok - jamen, oplader Livsnyderen ikke ALTID sin røst?? Hun er jo ikke ligefrem mundlam, hende Liselotte.

Det er helt rigtigt, er det.

Som nogen af jer måske husker, har jeg i efterhånden rigtig mange år sunget sammen med en flok dejlige kvinder - den sublime vokalgruppe X-tetten. Vi fik i sommer gaflet os en lækker dirigent - hun hedder Tina, og ud over at være en superdygtig dirigent laver hun også andre musikalske løjer i sit eget regi - nemlig virksomheden Vokalværkstedet.

Hun underviser også i solosang ... og gennem noget tid har jeg faktisk gået og tænkt at det kunne være VIRKELIGT fedt at få tweaket og tunet min sangteknik, og i det hele taget prøve at høre mig selv solo igen.

Jeg har før sunget solo. Jeg fik sangundervisning for mange, mange år siden - da jeg boede i Struer som helt ung - og gennem nogle år sang jeg sammen med nogle kollega-banditter i "BD-band".

Et par soloer med X-tetten er det da også blevet til gennem årene. Men i sommer fandt jeg ud af, at nu skulle der ske noget på stemmesiden igen.

Så siden septembers start har jeg været super-varm når vi startede X-tetten op om onsdagen - for jeg har lige afsluttet 45 minutters solo-undervisning.

Igår gik det bare op i en højere enhed. Tina havde fundet en sang, som jeg følte mig supergodt hjemme i, og lige der midt i lektionen fandt jeg også bare min stemme - sådan 100%.

Og så var det jeg lige et øjeblik var ved at ønske, at jeg var den der sangerinde i en gammel amerikansk film - hende der står i hjørnet af et tilrøget lokale iført tætsiddende sort kjole med lidt glimmer på og håret sat op, med en livstræt pianist med et halvfuldt ølglas på det opretstående klaver, og synger blues-jazzede sange a la Billie Holiday. Eller bare a la mig.

Faktisk kunne jeg næsten mærke hvordan nattevinden ville føles, når jeg gik hjem af de regnvåde storbygader der hen på natten, og se neon-ølreklamen med det udgåede bogstav udenfor værtshuset, flimrende. Hvordan mine højhælede sko ville lyde mod det øde fortov, genlyd fra husfacaderne.

Men mest af alt, sangen. Musikken.

Det er en god drøm. En lækker blanding af længsel og lykke i øjeblikket. Jeg ønsker mig et semester mere til foråret.

Livsnyderen på mindernes allé.

I denne weekend har jeg været en tur ude at vende i den vestlige ende af Limfjorden. Min husbond og jeg har tilbragt et par dejlige dage med at snuse rundt på limfjordsøer og ved limfjordsbyer.

Og faktisk har jeg en historie med et par af byerne. Jeg boede nemlig nogle år i Struer, og et enkelt år i Skive, da jeg var meget yngre end jeg er nu.

Jeg flyttede til Struer som nittenårig og nyforelsket. Og det var netop den forelskelse, der bragte mig til byen - en forelskelse, der som sit vigtigste og dyrebareste afkast gav mig min dejlige ældste søn.

Der ud over .... hmmm. Lad mig bare sige, det var en ulykkelig tid og mit første store personlige nederlag. I 1989 forlod jeg byen med sønnen under armen og flyttede til Skive, hvor jeg læste til EDB-assistent. Og jeg kom ikke tilbage i mange, mange år.

Indtil i lørdags, hvor jeg tog en tur ned af mindernes allé - sammen med ham, jeg deler liv med. 

Jeg fandt alle stederne. B&O - det var nemt. Jeg arbejdede der nogle år, og havde gode kolleger. Bamsefabrikken, hvor jeg boede allerførst. Boligforeningsblokken (nu istandsat næsten til ukendelighed) som var der vi blev en lille familie. 

Værtshuset "Pingvinen" - gad vide om den allerede dengang hed "Den glade Pingvin"? - hvor vi nogen gange faldt i en enkelt fredagsøl (eller fem). Gågaden - som jeg næsten ikke kunne huske eller genkendte. Havnen - og buen ved havnen, som jeg havde glemt, men som jeg kendte igen, da jeg så den.

Jeg fortalte og fortalte, om mennesker jeg kendte dengang, og episoder jeg huskede, og om ting jeg næsten havde glemt og fortrængt. Og den mærkelige kantede bold af følelser, som var begyndt at samle sig i maven da jeg så byskiltet, og som gjorde mig en lille smule hyper, opløste sig lige så stille.

De første år var det helt bevidst. Jeg ville ikke tilbage til Struer. Jeg havde ikke lyst til at gense byen og genopleve ting som jeg hellere ville lægge bag mig.
Så flyttede jeg så langt væk, at jeg næsten glemte den var der.

Men de senere år er gode mennesker poppet up i min hukommelse (og for nogens vedkommende på min Facebook) og lysten til at vende tilbage er vokset frem.

Nu har jeg været der. Jeg har gået på de samme fortovsfliser og set de samme steder, og det føles godt.

Jeg har forsonet mig med Struer over en portion pindebøf på en solrig oktoberlørdag.

Nu er det bare en by, jeg boede i engang.