Og så tænker I nok - jamen, oplader Livsnyderen ikke ALTID sin røst?? Hun er jo ikke ligefrem mundlam, hende Liselotte.
Det er helt rigtigt, er det.
Som nogen af jer måske husker, har jeg i efterhånden rigtig mange år sunget sammen med en flok dejlige kvinder - den sublime vokalgruppe X-tetten. Vi fik i sommer gaflet os en lækker dirigent - hun hedder Tina, og ud over at være en superdygtig dirigent laver hun også andre musikalske løjer i sit eget regi - nemlig virksomheden Vokalværkstedet.
Hun underviser også i solosang ... og gennem noget tid har jeg faktisk gået og tænkt at det kunne være VIRKELIGT fedt at få tweaket og tunet min sangteknik, og i det hele taget prøve at høre mig selv solo igen.
Jeg har før sunget solo. Jeg fik sangundervisning for mange, mange år siden - da jeg boede i Struer som helt ung - og gennem nogle år sang jeg sammen med nogle kollega-banditter i "BD-band".
Et par soloer med X-tetten er det da også blevet til gennem årene. Men i sommer fandt jeg ud af, at nu skulle der ske noget på stemmesiden igen.
Så siden septembers start har jeg været super-varm når vi startede X-tetten op om onsdagen - for jeg har lige afsluttet 45 minutters solo-undervisning.
Igår gik det bare op i en højere enhed. Tina havde fundet en sang, som jeg følte mig supergodt hjemme i, og lige der midt i lektionen fandt jeg også bare min stemme - sådan 100%.
Og så var det jeg lige et øjeblik var ved at ønske, at jeg var den der sangerinde i en gammel amerikansk film - hende der står i hjørnet af et tilrøget lokale iført tætsiddende sort kjole med lidt glimmer på og håret sat op, med en livstræt pianist med et halvfuldt ølglas på det opretstående klaver, og synger blues-jazzede sange a la Billie Holiday. Eller bare a la mig.
Faktisk kunne jeg næsten mærke hvordan nattevinden ville føles, når jeg gik hjem af de regnvåde storbygader der hen på natten, og se neon-ølreklamen med det udgåede bogstav udenfor værtshuset, flimrende. Hvordan mine højhælede sko ville lyde mod det øde fortov, genlyd fra husfacaderne.
Men mest af alt, sangen. Musikken.
Det er en god drøm. En lækker blanding af længsel og lykke i øjeblikket. Jeg ønsker mig et semester mere til foråret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar