I denne weekend har jeg været en tur ude at vende i den vestlige ende af Limfjorden. Min husbond og jeg har tilbragt et par dejlige dage med at snuse rundt på limfjordsøer og ved limfjordsbyer.
Og faktisk har jeg en historie med et par af byerne. Jeg boede nemlig nogle år i Struer, og et enkelt år i Skive, da jeg var meget yngre end jeg er nu.
Jeg flyttede til Struer som nittenårig og nyforelsket. Og det var netop den forelskelse, der bragte mig til byen - en forelskelse, der som sit vigtigste og dyrebareste afkast gav mig min dejlige ældste søn.
Der ud over .... hmmm. Lad mig bare sige, det var en ulykkelig tid og mit første store personlige nederlag. I 1989 forlod jeg byen med sønnen under armen og flyttede til Skive, hvor jeg læste til EDB-assistent. Og jeg kom ikke tilbage i mange, mange år.
Indtil i lørdags, hvor jeg tog en tur ned af mindernes allé - sammen med ham, jeg deler liv med.
Jeg fandt alle stederne. B&O - det var nemt. Jeg arbejdede der nogle år, og havde gode kolleger. Bamsefabrikken, hvor jeg boede allerførst. Boligforeningsblokken (nu istandsat næsten til ukendelighed) som var der vi blev en lille familie.
Værtshuset "Pingvinen" - gad vide om den allerede dengang hed "Den glade Pingvin"? - hvor vi nogen gange faldt i en enkelt fredagsøl (eller fem). Gågaden - som jeg næsten ikke kunne huske eller genkendte. Havnen - og buen ved havnen, som jeg havde glemt, men som jeg kendte igen, da jeg så den.
Jeg fortalte og fortalte, om mennesker jeg kendte dengang, og episoder jeg huskede, og om ting jeg næsten havde glemt og fortrængt. Og den mærkelige kantede bold af følelser, som var begyndt at samle sig i maven da jeg så byskiltet, og som gjorde mig en lille smule hyper, opløste sig lige så stille.
De første år var det helt bevidst. Jeg ville ikke tilbage til Struer. Jeg havde ikke lyst til at gense byen og genopleve ting som jeg hellere ville lægge bag mig.
Så flyttede jeg så langt væk, at jeg næsten glemte den var der.
Men de senere år er gode mennesker poppet up i min hukommelse (og for nogens vedkommende på min Facebook) og lysten til at vende tilbage er vokset frem.
Nu har jeg været der. Jeg har gået på de samme fortovsfliser og set de samme steder, og det føles godt.
Jeg har forsonet mig med Struer over en portion pindebøf på en solrig oktoberlørdag.
Nu er det bare en by, jeg boede i engang.
2 kommentarer:
Godt at få et kapitel færdigt. Nogle gange må man spørge sig selv: hvorfor? Hvad skete der for mig? Heldigvis får vi flere chancer og ofte er der da kommet noget godt ud af vores" mørke år" :BØRN, som vi ikke ville være foruden;)
Ulla, sådan er det nemlig. Og havde du bedt mig tage til Struer for 10 år siden havde jeg ikke været klar. Tænk at det næsten tog 25 år at forliges med den bid af min fortid.
Når jeg oven i købet også havde nogen rigtig gode oplevelser der.
Send en kommentar