Jeg vågnede i morges og havde et (for mig) sjældent anfald af alders-traume.
Måske fordi jeg bare havde lidt en møg-morgen, som resultat af en lidt for travl dag i går.
Ihvertfald så jeg på mig selv i spejlet på badeværelset med bare en smule selvhad, og tænkte (muligvis højt, det kan ikke afvises): "Hvordan blev du lige så gammel?!"
Og så slog det mig.
Jeg blev så gammel - 48 år, faktisk - imens jeg elskede, arbejdede, sov, spiste, grinede, sang, dovnede, cyklede, løb, slængede mig, dansede, fik børn…. levede.
Nåja, så.
Og alternativet er jo afgjort værre.
onsdag, april 30, 2014
mandag, april 14, 2014
Livsnyderen om at dø eller blive stærkere
Hvis du har læst med her, ved du at jeg ikke abonnerer på holdningen, at "hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere".
Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).
Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.
Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før.
Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide.
Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud".
Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.
Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.
Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.
Prøv det - prøv det!
Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.
Mindre end nogensinde, faktisk.
Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).
Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.
Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før.
Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel
- om nu andre tænker at jeg er god nok
- om jeg er arbejds-ambitiøs nok
- om jeg er arbejds-ambitiøs på den rigtige måde
- at du ikke synes mine tatoveringer er pæne
- at du synes jeg ser rigtig/forkert ud i tøjet/på håret/etc
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide.
Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud".
Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.
Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.
Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.
Prøv det - prøv det!
Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.
Mindre end nogensinde, faktisk.
onsdag, april 09, 2014
Livsnyderen i panikalderen
En god telefon-ven sagde engang til mig, at min blog nogen gange havde gjort hende lidt forundret. For man kan fa´me ikke have det så godt så meget af tiden, som det så ud til når man læste mine poster.
Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.
Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.
Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:
I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.
Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.
De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.
Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.
Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)
Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.
Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.
Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.
Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:
- købt en virkeligt fed akkustisk guitar af mærket Fender
- fået mig en lille ny tus, som jeg har ønsket mig længe
- landet en tjans som forsanger i et hyggeligt amatør-rockband.
I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.
Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.
De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.
Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.
Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)
Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.
torsdag, april 03, 2014
Livsnyderen stiger på regionaltoget
Det er forår, og alting springer ud.
Bare ikke mig, for mit knæ sørger for at jeg ikke springer så vildt endnu. Til gengæld er jeg i denne uge steget forsigtigt på toget igen. Ikke det der amok-kørende vildskabstog som jeg skvattede af for et par måneder siden, men et lille regionaltog som futter gennem landskabet.
Jeg er tilbage på arbejde! I første omgang 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Onsdag restituerer jeg, på forslag af den dygtige psykologdame jeg går hos. Tænkte faktisk at det var lidt luksus, men det har jeg så erfaret at det ikke er. Jeg var simpelthen så latterligt træt efter to arbejdsdage.
Men det går rigtig godt, og jeg er enormt glad for at være tilbage igen.
Det sidste er vigtigt. Jeg sad her i weekenden og overvejede at skrive et indlæg om at jeg snart skulle starte på job igen, men jeg var simpelthen så splittet i forhold til, om jeg syntes det var positivt. Mit hoved syntes det var rart. Mit hjerte glædede sig til at se kollegerne igen. Men der var altså også en stor del af mig som var lidt bange.
Så jeg lod være med at skrive noget, og idag kan jeg heldigvis skrive: Jeg er enormt glad for at være tilbage igen.
Jeg er blevet modtaget varmt, men heldigvis ikke for ståhej-agtigt, af mine uforlignelige kolleger. Jeg har fået en tilbage-efter-stress-snak med min nærmeste leder, og det var også bare en god oplevelse. Jeg er begyndt at sætte mig ind i hvad der er sket siden jeg var på arbejde sidst. Og selvom der er lidt rust i gearene, skal de nok komme i sving igen.
Jeg er på toget, og det kører væk fra Stressland.
Bare ikke mig, for mit knæ sørger for at jeg ikke springer så vildt endnu. Til gengæld er jeg i denne uge steget forsigtigt på toget igen. Ikke det der amok-kørende vildskabstog som jeg skvattede af for et par måneder siden, men et lille regionaltog som futter gennem landskabet.
Jeg er tilbage på arbejde! I første omgang 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Onsdag restituerer jeg, på forslag af den dygtige psykologdame jeg går hos. Tænkte faktisk at det var lidt luksus, men det har jeg så erfaret at det ikke er. Jeg var simpelthen så latterligt træt efter to arbejdsdage.
Men det går rigtig godt, og jeg er enormt glad for at være tilbage igen.
Det sidste er vigtigt. Jeg sad her i weekenden og overvejede at skrive et indlæg om at jeg snart skulle starte på job igen, men jeg var simpelthen så splittet i forhold til, om jeg syntes det var positivt. Mit hoved syntes det var rart. Mit hjerte glædede sig til at se kollegerne igen. Men der var altså også en stor del af mig som var lidt bange.
Så jeg lod være med at skrive noget, og idag kan jeg heldigvis skrive: Jeg er enormt glad for at være tilbage igen.
Jeg er blevet modtaget varmt, men heldigvis ikke for ståhej-agtigt, af mine uforlignelige kolleger. Jeg har fået en tilbage-efter-stress-snak med min nærmeste leder, og det var også bare en god oplevelse. Jeg er begyndt at sætte mig ind i hvad der er sket siden jeg var på arbejde sidst. Og selvom der er lidt rust i gearene, skal de nok komme i sving igen.
Jeg er på toget, og det kører væk fra Stressland.
Abonner på:
Opslag (Atom)