Jeg vågnede i morges og havde et (for mig) sjældent anfald af alders-traume.
Måske fordi jeg bare havde lidt en møg-morgen, som resultat af en lidt for travl dag i går.
Ihvertfald så jeg på mig selv i spejlet på badeværelset med bare en smule selvhad, og tænkte (muligvis højt, det kan ikke afvises): "Hvordan blev du lige så gammel?!"
Og så slog det mig.
Jeg blev så gammel - 48 år, faktisk - imens jeg elskede, arbejdede, sov, spiste, grinede, sang, dovnede, cyklede, løb, slængede mig, dansede, fik børn…. levede.
Nåja, så.
Og alternativet er jo afgjort værre.
1 kommentar:
Nemlig!
Send en kommentar