Livsnyderens weekend har været fuld af solskin og havearbejde.
Efter 4 weekender i streg i det lille sommerhus i skoven stod den på hårdt tiltrængt hjemmeweekend. Ukrudtet havde glade dage, og havemøblerne stod og skreg på omsorg.
Og det er jo en fornøjelse at gå i gang, når solen skinner og der står en kold øl i køleskabet og venter når man er færdig.
Bare én ting som undrer mig HVER gang jeg ordner mine bede og området foran huset.
Hvad er det med rygere og deres omgang med cigaretskodder? De rygere jeg kender er utroligt hensynsfulde på alle måder, og kunne ikke drømme om at ryge indendørs, eller i hovedet på andre.
Men skodderne ….
Det kommer måske som en stor overraskelse for nogen, men cigaretskoddet blinker ikke ud af eksistens når du slipper det. Det lander på jorden - mange gange i blomsterbedet (som IKKE er anlagt til brug som askebæger) eller bare på fliserne foran mit hus …. og der ligger det altså indtil NOGEN samler det op.
NOGEN er i denne sammenhæng mig. For jeg synes ikke at cigaretskodder pynter i mit bed eller på fliserne foran mit hus. Faktisk har jeg siden min barndom syntes at cigaretskodder var decideret ulækre. Det synes jeg stadigvæk. Så gider I ikke lige smide dem i en skraldespand eller tage dem med hjem??
Har overvejet et skilt i mit bed med teksten "Hvis du lader være med at smide skodder i mit bed, vil jeg lade være med at plante blomster i dit askebæger", men det er også så meget at gøre ud af det.
Så: Tag. Jeres. Skodder. Med. Hjem. Tak.
4 kommentarer:
Jeg plejer ikke at kommentere hos dig, men jeg synes, at jeg vil fortælle dig om min cigaretskodstaktik. Her har været totalt rygeforbud, siden jeg fik min ældste for 25 år siden, men der var også besvær med skodderne - især efter at mine drenge begyndte at ryge, men så lavede jeg den regel, at jeg stillede en omvendt urtepotte på havebordet og fortalte, at den er til skod og hvis de herefter blev fundet på jorden, så var der totalt rygeforbud på matriklen. Det hjalp og nu er det meget sjældent, at jeg finder skod på jorden eller i bedene. Måske kan du skrue bissen lidt på?
Helle, der er ingen der ryger udenfor i familien eller blandt vennerne ... Af den simple grund at vi langt overvejende er en ikkerygende familie. Vores venner ryger heller ikke.
Skodderne bliver smidt af folk som går forbi på vejen. Dem sætter jeg altså ikke askebæger op til!
Sæt det skilt op, Liselotte, det tror jeg vil gøre en forskel :-)
Lene, det synes jeg simpelthen ikke burde være nødvendigt…
Send en kommentar