Egentlig havde jeg forestillet mig at skrive mere omkring mit stressforløb, da jeg lagde det første indlæg på bloggen.
Men sådan er det ikke blevet.
Jeg havde tænkt mig at det kunne være terapeutisk. Det kunne det måske også, men det er også rigtig sårbart at dele for meget. Og jeg gad ikke forsøge at være stresset på en overskudsagtig måde --- det hænger ikke rigtig sammen, vel?
For 2 uger siden fik jeg opereret noget menisk ud af mit knæ, og det er gået rigtig fint. Nu må jeg endda begynde at bruge benet lidt igen.
Og jeg har det rigtig godt. Føler mig som mig selv igen. Så jeg har besøgt mine lækre kolleger ude på arbejde igår, med en hjemmebagt kage, og jeg har med input fra min psykolog fået lagt en plan for, hvornår og hvordan jeg skal tilbage på arbejde.
Jeg glæder mig rigtig meget!
Den 31. marts starter jeg igen. Blødt. 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget.
Jeg har fået det lige præcis som jeg gerne ville. Har fået lov til at lave det jeg ønskede mig at vende tilbage til. Og til evt. bekymrede, så skal jeg ikke tilbage og have den samme arbejdsbelastning som jeg efterlod. Men jeg skal tilbage til samme område og samme kolleger, og det er jeg glad for.
Nu skal mit ben lige genoptrænes helt - i papirerne står der 4-6 ugers sygemelding, og jeg vil gerne lige have det skånsomt igang, før jeg skal på arbejde med det. Det giver også mit hoved et par uger til at blive endnu stærkere.
Jeg kan godt mærke at jeg bliver hurtigt træt, når der sker mange ting. Igår var jeg først hos psykologen, derefter ude på arbejde hvor jeg snakkede med rigtig mange mennesker (dejligt!). Jeg gik hjem og sov på sofaen bagefter - jeg var decideret udmattet :D
Men jeg har overlevet. Jeg har stirret ned i dybet, og dybet har stirret igen. Det fik ikke tag i mig, men det der sug i maven vil blive hos mig altid.
Jeg har haft dage hvor jeg bare havde lyst til at finde et mørkt sted at ligge i fosterstilling. Jeg har været vred. Jeg har været på et sted, hvor jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at få lyst til at gå på arbejde igen.
Jeg ved ikke om man bliver stærkere. Jeg tror ikke på "whatever doesn't kill you makes you stronger", for nogen gange efterlader hård modgang dig stækket og knækket, og så skal der arbejdes for at genvinde sin styrke. Jeg har mødt mennesker som aldrig kom 100% igen, uanset.
Ihvertfald bliver man klogere på sig selv, selvom jeg egentlig syntes jeg allerede var ret langt nede i mine egne hjerterødder.
Jeg vil heller aldrig sige at dette var en positiv oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, ikke engang i bakspejlet. Måske er jeg blevet klogere, men det var dyrekøbt. Alt for dyrekøbt.
Men jeg er her endnu, og jeg er i live.
fredag, marts 14, 2014
fredag, februar 21, 2014
Livsnyderen ælsger sine kolleger
Her i Stressland går det faktisk okay.
Der er gode dage og dårlige dage - men heldigvis kan jeg se at vægtskålene tipper lige så stille, til fordel for de gode.
Stressland er et sært sted at være. Eller rettere, her i grænselandet, hvor jeg er det meste af tiden. På gode dage fatter jeg ikke hvorfor jeg går her hjemme og fiser den af. Men så kommer der en frisk brise fra højre og jeg vælter. Og så er det, jeg godt ved hvorfor jeg lige er checket ud.
Men som sagt, der bliver flere af de gode dage. Jeg begynder at kunne finde ud af at gøre 2 ting på samme tid igen. Og jeg savner kollegerne og det at have en hverdag.
Kollegerne er en kæmpe, kæmpe del af at jeg tror på at jeg nok skal komme tilbage igen. Nogen dage (de dårlige) føler jeg at jeg sidder her, glemt i min sofa, mens livet (det pulserende, dejlige liv) farer forbi.
Men så kommer der en hilsen fra en kollega. Fra facebook, på mail, via sønnebarnet eller min kære husbond, eller en sms.
"Har du det godt? Håber du snart kommer tilbage - vi savner dig!"
Kære, dejlige, helt ubetaleligt gode kolleger - det betyder bare så pisse-meget for mig at I ikke har glemt mig, og at I tænker på mig! Lige fra dem jeg har siddet på kontor med og som gi'r et kram ude i Føtex, hen over brother-from-another-mother der kommer uanmeldt forbi og til hilsner fra dem min mand møder til spinning.
Ham der smed mig en stak episoder af Walking Dead på hans externe drev.
Hende der skrev til mig på face.
Hende der sendte en hilsen med Bruno.
Alle de søde kommentarer og beskeder på fjæset.
Tillidsrepræsentanten som kom forbi.
HR-chefen, som skælder ud når jeg synes jeg skal tilbage nuuuuu!
Når jeg tænker på det, er jeg klar til at komme tilbage i morgen. Men jeg har lige en knækket menisk og et knæ der skal opereres på torsdag.
Jeg lover, når knæet er i orden, så er jeg også. Kæft jeg savner jer, peeps!
Der er gode dage og dårlige dage - men heldigvis kan jeg se at vægtskålene tipper lige så stille, til fordel for de gode.
Stressland er et sært sted at være. Eller rettere, her i grænselandet, hvor jeg er det meste af tiden. På gode dage fatter jeg ikke hvorfor jeg går her hjemme og fiser den af. Men så kommer der en frisk brise fra højre og jeg vælter. Og så er det, jeg godt ved hvorfor jeg lige er checket ud.
Men som sagt, der bliver flere af de gode dage. Jeg begynder at kunne finde ud af at gøre 2 ting på samme tid igen. Og jeg savner kollegerne og det at have en hverdag.
Kollegerne er en kæmpe, kæmpe del af at jeg tror på at jeg nok skal komme tilbage igen. Nogen dage (de dårlige) føler jeg at jeg sidder her, glemt i min sofa, mens livet (det pulserende, dejlige liv) farer forbi.
Men så kommer der en hilsen fra en kollega. Fra facebook, på mail, via sønnebarnet eller min kære husbond, eller en sms.
"Har du det godt? Håber du snart kommer tilbage - vi savner dig!"
Kære, dejlige, helt ubetaleligt gode kolleger - det betyder bare så pisse-meget for mig at I ikke har glemt mig, og at I tænker på mig! Lige fra dem jeg har siddet på kontor med og som gi'r et kram ude i Føtex, hen over brother-from-another-mother der kommer uanmeldt forbi og til hilsner fra dem min mand møder til spinning.
Ham der smed mig en stak episoder af Walking Dead på hans externe drev.
Hende der skrev til mig på face.
Hende der sendte en hilsen med Bruno.
Alle de søde kommentarer og beskeder på fjæset.
Tillidsrepræsentanten som kom forbi.
HR-chefen, som skælder ud når jeg synes jeg skal tilbage nuuuuu!
Når jeg tænker på det, er jeg klar til at komme tilbage i morgen. Men jeg har lige en knækket menisk og et knæ der skal opereres på torsdag.
Jeg lover, når knæet er i orden, så er jeg også. Kæft jeg savner jer, peeps!
tirsdag, januar 28, 2014
Livsnyderen - ikke kold i bagdelen
Min mand og jeg bor i et skønt gammelt hus fra 1926. Delvis moderniseret, noget af det af os selv i de snart 6 år vi har boet her, noget var gjort inden vi flyttede ind.
En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.
I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.
Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0.
For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse.
Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.
Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:
Man tager:
En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.
I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.
Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0.
For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse.
Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.
Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:
Man tager:
- en kasseringsværdig ekstradyne
- en genbrugs-plasticsæk
- Fold dynen i en passende størrelse, som passer i vindueshullet. Måske skal du lige prøve et par gange, for det skal passe rimeligt godt - hellere folde lidt for stort end lidt for lille.
- Stop den foldede dyne i plasticsækken
- Åbn vindue og indfør dyne i plasticsæk i vindueshul
- Luk vinduet og afvent at rumtemperaturen mirakuløst kommer over 12 grader celcius for første gang i 2 uger
- Nyd at der ikke formes istapper på din mås når du benytter toilettet.
mandag, januar 20, 2014
Livsnyderens dobbelte statsborgerskab
Sidst I hørte fra mig, erklærede jeg 2014 for et fantastisk år. Det håber jeg stadig på, men føler også at Nemesis napper mig i haserne.
Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.
I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige.
Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog.
Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.
Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.
Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.
Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.
Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.
Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant.
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.
Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen.
Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.
Og hav en tryg og god mandag.
Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.
I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige.
Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog.
Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.
Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.
Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.
Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.
Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.
Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.
Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant.
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.
Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen.
Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.
Og hav en tryg og god mandag.
torsdag, januar 02, 2014
Livsnyderen lægger an til et klasse-år.
December måned var ikke noget at skrive hjem om, og det var november sådan set heller ikke. Men det er en række historier, som ikke hører hjemme her.
Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.
Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.
Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.
Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.
Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.
SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.
Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til.
Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.
Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.
Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.
2014 bliver et klasse-år.
Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.
Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.
Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.
Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.
Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.
SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.
Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til.
Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.
Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.
Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.
2014 bliver et klasse-år.
lørdag, december 14, 2013
Livsnyderens livline
I går sad jeg lige og nynnede en sang, som jeg har sunget som en del af min solo-undervisning. Det er en sød lille sag, som hedder Miss Celie's Blues.
Og så kom jeg til at tænke på det der solosang-projekt jeg har gang i.
Det kan godt være det virker lidt meningsløst, for jeg går ikke og kikker efter sammenhænge hvor jeg kan BRUGE det til noget - jeg leder ikke efter et band eller noget. Og jeg er 47 år gammel og har ingen illusioner om at der er gået en stor stjerne tabt i mig. For det første har jeg intet sangskrivertalent, og for det andet er min stemme ikke på nogen måde exceptionel.
Jeg lyder som en glad amatør - bedre end mange og dårligere end endnu flere.
Men når jeg synger, bliver jeg glad. Hvis en uge har været lort, ved jeg at den bliver LIDT bedre onsdag kl. 17.55. Og den glæde jeg får onsdag aften, kan jeg bære med mig resten af ugen.
Jeg synger for min skyld. Fordi mit hjerte bliver lettere og min sjæl yngre.
Og det lyder faktisk heller ikke helt tosset ;-)
Og så kom jeg til at tænke på det der solosang-projekt jeg har gang i.
Det kan godt være det virker lidt meningsløst, for jeg går ikke og kikker efter sammenhænge hvor jeg kan BRUGE det til noget - jeg leder ikke efter et band eller noget. Og jeg er 47 år gammel og har ingen illusioner om at der er gået en stor stjerne tabt i mig. For det første har jeg intet sangskrivertalent, og for det andet er min stemme ikke på nogen måde exceptionel.
Jeg lyder som en glad amatør - bedre end mange og dårligere end endnu flere.
Men når jeg synger, bliver jeg glad. Hvis en uge har været lort, ved jeg at den bliver LIDT bedre onsdag kl. 17.55. Og den glæde jeg får onsdag aften, kan jeg bære med mig resten af ugen.
Jeg synger for min skyld. Fordi mit hjerte bliver lettere og min sjæl yngre.
Og det lyder faktisk heller ikke helt tosset ;-)
torsdag, oktober 31, 2013
Livsnyderen oplader sin røst
Og så tænker I nok - jamen, oplader Livsnyderen ikke ALTID sin røst?? Hun er jo ikke ligefrem mundlam, hende Liselotte.
Det er helt rigtigt, er det.
Som nogen af jer måske husker, har jeg i efterhånden rigtig mange år sunget sammen med en flok dejlige kvinder - den sublime vokalgruppe X-tetten. Vi fik i sommer gaflet os en lækker dirigent - hun hedder Tina, og ud over at være en superdygtig dirigent laver hun også andre musikalske løjer i sit eget regi - nemlig virksomheden Vokalværkstedet.
Hun underviser også i solosang ... og gennem noget tid har jeg faktisk gået og tænkt at det kunne være VIRKELIGT fedt at få tweaket og tunet min sangteknik, og i det hele taget prøve at høre mig selv solo igen.
Jeg har før sunget solo. Jeg fik sangundervisning for mange, mange år siden - da jeg boede i Struer som helt ung - og gennem nogle år sang jeg sammen med nogle kollega-banditter i "BD-band".
Et par soloer med X-tetten er det da også blevet til gennem årene. Men i sommer fandt jeg ud af, at nu skulle der ske noget på stemmesiden igen.
Så siden septembers start har jeg været super-varm når vi startede X-tetten op om onsdagen - for jeg har lige afsluttet 45 minutters solo-undervisning.
Igår gik det bare op i en højere enhed. Tina havde fundet en sang, som jeg følte mig supergodt hjemme i, og lige der midt i lektionen fandt jeg også bare min stemme - sådan 100%.
Og så var det jeg lige et øjeblik var ved at ønske, at jeg var den der sangerinde i en gammel amerikansk film - hende der står i hjørnet af et tilrøget lokale iført tætsiddende sort kjole med lidt glimmer på og håret sat op, med en livstræt pianist med et halvfuldt ølglas på det opretstående klaver, og synger blues-jazzede sange a la Billie Holiday. Eller bare a la mig.
Faktisk kunne jeg næsten mærke hvordan nattevinden ville føles, når jeg gik hjem af de regnvåde storbygader der hen på natten, og se neon-ølreklamen med det udgåede bogstav udenfor værtshuset, flimrende. Hvordan mine højhælede sko ville lyde mod det øde fortov, genlyd fra husfacaderne.
Men mest af alt, sangen. Musikken.
Det er en god drøm. En lækker blanding af længsel og lykke i øjeblikket. Jeg ønsker mig et semester mere til foråret.
Det er helt rigtigt, er det.
Som nogen af jer måske husker, har jeg i efterhånden rigtig mange år sunget sammen med en flok dejlige kvinder - den sublime vokalgruppe X-tetten. Vi fik i sommer gaflet os en lækker dirigent - hun hedder Tina, og ud over at være en superdygtig dirigent laver hun også andre musikalske løjer i sit eget regi - nemlig virksomheden Vokalværkstedet.
Hun underviser også i solosang ... og gennem noget tid har jeg faktisk gået og tænkt at det kunne være VIRKELIGT fedt at få tweaket og tunet min sangteknik, og i det hele taget prøve at høre mig selv solo igen.
Jeg har før sunget solo. Jeg fik sangundervisning for mange, mange år siden - da jeg boede i Struer som helt ung - og gennem nogle år sang jeg sammen med nogle kollega-banditter i "BD-band".
Et par soloer med X-tetten er det da også blevet til gennem årene. Men i sommer fandt jeg ud af, at nu skulle der ske noget på stemmesiden igen.
Så siden septembers start har jeg været super-varm når vi startede X-tetten op om onsdagen - for jeg har lige afsluttet 45 minutters solo-undervisning.
Igår gik det bare op i en højere enhed. Tina havde fundet en sang, som jeg følte mig supergodt hjemme i, og lige der midt i lektionen fandt jeg også bare min stemme - sådan 100%.
Og så var det jeg lige et øjeblik var ved at ønske, at jeg var den der sangerinde i en gammel amerikansk film - hende der står i hjørnet af et tilrøget lokale iført tætsiddende sort kjole med lidt glimmer på og håret sat op, med en livstræt pianist med et halvfuldt ølglas på det opretstående klaver, og synger blues-jazzede sange a la Billie Holiday. Eller bare a la mig.
Faktisk kunne jeg næsten mærke hvordan nattevinden ville føles, når jeg gik hjem af de regnvåde storbygader der hen på natten, og se neon-ølreklamen med det udgåede bogstav udenfor værtshuset, flimrende. Hvordan mine højhælede sko ville lyde mod det øde fortov, genlyd fra husfacaderne.
Men mest af alt, sangen. Musikken.
Det er en god drøm. En lækker blanding af længsel og lykke i øjeblikket. Jeg ønsker mig et semester mere til foråret.
søndag, oktober 13, 2013
Livsnyderen på mindernes allé.
I denne weekend har jeg været en tur ude at vende i den vestlige ende af Limfjorden. Min husbond og jeg har tilbragt et par dejlige dage med at snuse rundt på limfjordsøer og ved limfjordsbyer.
Og faktisk har jeg en historie med et par af byerne. Jeg boede nemlig nogle år i Struer, og et enkelt år i Skive, da jeg var meget yngre end jeg er nu.
Jeg flyttede til Struer som nittenårig og nyforelsket. Og det var netop den forelskelse, der bragte mig til byen - en forelskelse, der som sit vigtigste og dyrebareste afkast gav mig min dejlige ældste søn.
Der ud over .... hmmm. Lad mig bare sige, det var en ulykkelig tid og mit første store personlige nederlag. I 1989 forlod jeg byen med sønnen under armen og flyttede til Skive, hvor jeg læste til EDB-assistent. Og jeg kom ikke tilbage i mange, mange år.
Indtil i lørdags, hvor jeg tog en tur ned af mindernes allé - sammen med ham, jeg deler liv med.
Jeg fandt alle stederne. B&O - det var nemt. Jeg arbejdede der nogle år, og havde gode kolleger. Bamsefabrikken, hvor jeg boede allerførst. Boligforeningsblokken (nu istandsat næsten til ukendelighed) som var der vi blev en lille familie.
Værtshuset "Pingvinen" - gad vide om den allerede dengang hed "Den glade Pingvin"? - hvor vi nogen gange faldt i en enkelt fredagsøl (eller fem). Gågaden - som jeg næsten ikke kunne huske eller genkendte. Havnen - og buen ved havnen, som jeg havde glemt, men som jeg kendte igen, da jeg så den.
Jeg fortalte og fortalte, om mennesker jeg kendte dengang, og episoder jeg huskede, og om ting jeg næsten havde glemt og fortrængt. Og den mærkelige kantede bold af følelser, som var begyndt at samle sig i maven da jeg så byskiltet, og som gjorde mig en lille smule hyper, opløste sig lige så stille.
De første år var det helt bevidst. Jeg ville ikke tilbage til Struer. Jeg havde ikke lyst til at gense byen og genopleve ting som jeg hellere ville lægge bag mig.
Så flyttede jeg så langt væk, at jeg næsten glemte den var der.
Men de senere år er gode mennesker poppet up i min hukommelse (og for nogens vedkommende på min Facebook) og lysten til at vende tilbage er vokset frem.
Nu har jeg været der. Jeg har gået på de samme fortovsfliser og set de samme steder, og det føles godt.
Jeg har forsonet mig med Struer over en portion pindebøf på en solrig oktoberlørdag.
Nu er det bare en by, jeg boede i engang.
Og faktisk har jeg en historie med et par af byerne. Jeg boede nemlig nogle år i Struer, og et enkelt år i Skive, da jeg var meget yngre end jeg er nu.
Jeg flyttede til Struer som nittenårig og nyforelsket. Og det var netop den forelskelse, der bragte mig til byen - en forelskelse, der som sit vigtigste og dyrebareste afkast gav mig min dejlige ældste søn.
Der ud over .... hmmm. Lad mig bare sige, det var en ulykkelig tid og mit første store personlige nederlag. I 1989 forlod jeg byen med sønnen under armen og flyttede til Skive, hvor jeg læste til EDB-assistent. Og jeg kom ikke tilbage i mange, mange år.
Indtil i lørdags, hvor jeg tog en tur ned af mindernes allé - sammen med ham, jeg deler liv med.
Jeg fandt alle stederne. B&O - det var nemt. Jeg arbejdede der nogle år, og havde gode kolleger. Bamsefabrikken, hvor jeg boede allerførst. Boligforeningsblokken (nu istandsat næsten til ukendelighed) som var der vi blev en lille familie.
Værtshuset "Pingvinen" - gad vide om den allerede dengang hed "Den glade Pingvin"? - hvor vi nogen gange faldt i en enkelt fredagsøl (eller fem). Gågaden - som jeg næsten ikke kunne huske eller genkendte. Havnen - og buen ved havnen, som jeg havde glemt, men som jeg kendte igen, da jeg så den.
Jeg fortalte og fortalte, om mennesker jeg kendte dengang, og episoder jeg huskede, og om ting jeg næsten havde glemt og fortrængt. Og den mærkelige kantede bold af følelser, som var begyndt at samle sig i maven da jeg så byskiltet, og som gjorde mig en lille smule hyper, opløste sig lige så stille.
De første år var det helt bevidst. Jeg ville ikke tilbage til Struer. Jeg havde ikke lyst til at gense byen og genopleve ting som jeg hellere ville lægge bag mig.
Så flyttede jeg så langt væk, at jeg næsten glemte den var der.
Men de senere år er gode mennesker poppet up i min hukommelse (og for nogens vedkommende på min Facebook) og lysten til at vende tilbage er vokset frem.
Nu har jeg været der. Jeg har gået på de samme fortovsfliser og set de samme steder, og det føles godt.
Jeg har forsonet mig med Struer over en portion pindebøf på en solrig oktoberlørdag.
Nu er det bare en by, jeg boede i engang.
lørdag, september 28, 2013
Den taknemlige Livsnyder
I denne uge læste jeg at en af nøglerne til at være et lykkeligt menneske, er at være taknemmelig, og at give udtryk for det.
Nogle forskere havde lavet et forsøg, hvor de lavede en "tilfredshedstest" på en gruppe mennesker. Herefter bad de gruppen lukke øjnene og tænke på en person, som havde haft stor positiv indflydelse på deres liv.
Når de havde tænkt på en person, skulle de skrive nogle sætninger om hvad den specifikke person betød for dem, og på hvilken måde de havde haft indflydelse på deres liv.
Derefter blev de bedt om at ringe personen op (hvis det var muligt) og læse det, de netop havde skrevet ned, højt.
Efterfølgende fik de lavet en ny "tilfredshedstest", og den viste, at især dem, som ikke var særligt lykkelige eller tilfredse, var blevet væsentlig mere tilfredse.
Konklusion: hvis du er opmærksom på det gode, andre gør for dig, og vel at mærke giver udtryk for det, bliver du selv et lykkeligere menneske.
Og på sådan en lørdag formiddag med hjertet fuldt af mine ungers selskab (og ikke mindst besøg af mit søde barnebarn) er det svært ikke at have utroligt nemt ved at føle mig taknemmelig og glad.
For den gode, varme kontakt jeg har med mine børn. De gider mig godt.
For ham jeg deler liv med - han gør mit liv sjovere og varmere.
For mit job, som er udfordrende (og lidt frustrerende nogen gange), spændende, og hvor jeg ikke mindst er omgivet af utroligt kompetente og gode og søde kolleger og samarbejdspartnere.
For mit gode helbred og min fornuftige økonomi.
For at jeg stadig har min dejlige mor.
Jeg er kort sagt en lykkens pamjulefis - en taknemlig livsnyder.
Og nu har jeg sagt det.
Jeg afventer nu et voldsomt lykke-humørhop :-)
søndag, september 15, 2013
Livsnyderens velsmagende minde
For utroligt mange år siden boede jeg i Struer.
Jeg var helt ung, og kendte overhovedet ikke byen - men en forelskelse havde landet mig i limfjordsbyen der ude vestpå.
Det var en hyggelig by, og jeg mødte masser af søde mennesker. Jeg boede der fra 1985 til 1989. I perioden arbejdede jeg på Bang & Olufsen - faktisk indtil jeg fik ældstesønnen i 1987. Så var jeg på barsel (og arbejdsløs i et halvt år) indtil jeg startede på EDB-skolen i Skive i 1988.
Kærligheden holdt ikke, og i slutningen af 1989 flyttede jeg til Skive.
Og siden har jeg faktisk ikke været tilbage i Struer. I mange år havde jeg slet ikke lyst. Nok fordi byen var arnestedet for mit første store personlige nederlag - nemlig det kuldsejlede forhold, der oprindelig bragte mig dertil.
Facebook har bragt mig i kontakt med et par tidligere kolleger fra byen, og det er sjovt at vide de er der endnu.
Noget af det, jeg husker allerbedst var de sjove fredage på aftenholdet i B&O. Om fredagen skulle vi gøre maskinerne rene og rydde op, og det medførte altid en masse fis og ballade. Jeg husker fx. en morsom tradition med at køre hinanden rundt i VILDSKAB i nogle store trækasser med hjul under. Kasserne stod ved nogle store maskiner og opsamlede papiraffald fra ruller med elektriske komponenter.
En pige som hed Lotte fik jeg engang kørt ud foran et hold fine besøgende, som var på rundvisning en aften ... jeg gav kassen et godt skub og den trillede lige forbi de forundrede gæster - mens hun smilede undskyldende og jeg gemte mig storgrinende bag et eller andet.
Jeg tror også det var en fredag, vi fik den geniale ide at fylde lommerne på vores arbejdsleders jakke med indholdet af de der små mølkugleposer som lå ved de elektriske komponenter, når man pakkede dem ud. Og dengang vi med en injektionssprøjte fyldte skumgummipuden på hans stol med vand - man kunne ikke se det, men da han satte sig blev han noget fugtig bagi.
Det var hyggeligt og skægt, og fredag aften fik vi også altid mad fra den lokale grillbar - Grill-Pubben. Jeg skulle næsten altid have pindebøf. Oksekødsterninger stegt og godt krydrede, med pommes frites og et pølsebrød, og med kold bernaisecreme. UHM det var godt!
Jeg har ikke fået det siden jeg flyttede, men jeg kan stadig huske duften og smagen. Det hed pindebøf fordi man spiste det med en spids træpind. Og det var det store hit sådan en fredag aften.
Fredag aften endte vi også af og til med at snuppe en enkelt øl på Pingvinen nede på Søndergade.
Pingvinen ligger der endnu, ved jeg - og nu er det her, man kan få pindebøf.
En dag skal jeg til Struer igen. Gæt hvad jeg skal have til frokost, den dag :-)
Jeg var helt ung, og kendte overhovedet ikke byen - men en forelskelse havde landet mig i limfjordsbyen der ude vestpå.
Det var en hyggelig by, og jeg mødte masser af søde mennesker. Jeg boede der fra 1985 til 1989. I perioden arbejdede jeg på Bang & Olufsen - faktisk indtil jeg fik ældstesønnen i 1987. Så var jeg på barsel (og arbejdsløs i et halvt år) indtil jeg startede på EDB-skolen i Skive i 1988.
Kærligheden holdt ikke, og i slutningen af 1989 flyttede jeg til Skive.
Og siden har jeg faktisk ikke været tilbage i Struer. I mange år havde jeg slet ikke lyst. Nok fordi byen var arnestedet for mit første store personlige nederlag - nemlig det kuldsejlede forhold, der oprindelig bragte mig dertil.
Facebook har bragt mig i kontakt med et par tidligere kolleger fra byen, og det er sjovt at vide de er der endnu.
Noget af det, jeg husker allerbedst var de sjove fredage på aftenholdet i B&O. Om fredagen skulle vi gøre maskinerne rene og rydde op, og det medførte altid en masse fis og ballade. Jeg husker fx. en morsom tradition med at køre hinanden rundt i VILDSKAB i nogle store trækasser med hjul under. Kasserne stod ved nogle store maskiner og opsamlede papiraffald fra ruller med elektriske komponenter.
En pige som hed Lotte fik jeg engang kørt ud foran et hold fine besøgende, som var på rundvisning en aften ... jeg gav kassen et godt skub og den trillede lige forbi de forundrede gæster - mens hun smilede undskyldende og jeg gemte mig storgrinende bag et eller andet.
Jeg tror også det var en fredag, vi fik den geniale ide at fylde lommerne på vores arbejdsleders jakke med indholdet af de der små mølkugleposer som lå ved de elektriske komponenter, når man pakkede dem ud. Og dengang vi med en injektionssprøjte fyldte skumgummipuden på hans stol med vand - man kunne ikke se det, men da han satte sig blev han noget fugtig bagi.
Det var hyggeligt og skægt, og fredag aften fik vi også altid mad fra den lokale grillbar - Grill-Pubben. Jeg skulle næsten altid have pindebøf. Oksekødsterninger stegt og godt krydrede, med pommes frites og et pølsebrød, og med kold bernaisecreme. UHM det var godt!
Jeg har ikke fået det siden jeg flyttede, men jeg kan stadig huske duften og smagen. Det hed pindebøf fordi man spiste det med en spids træpind. Og det var det store hit sådan en fredag aften.
Fredag aften endte vi også af og til med at snuppe en enkelt øl på Pingvinen nede på Søndergade.
Pingvinen ligger der endnu, ved jeg - og nu er det her, man kan få pindebøf.
En dag skal jeg til Struer igen. Gæt hvad jeg skal have til frokost, den dag :-)
torsdag, september 12, 2013
Livsnyderens fuldgode torsdag
Efter en forrygende travl arbejdsdag, satte jeg kursen lige ud mod mit fitness-center. Jeg har ellers morgentrænet her i sommer, men nu trækker terrassen ikke længere så meget som de ekstra 45 minutters søvn.
Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid.
Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.
Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.
Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.
Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.
Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.
God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.
Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.
Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.
Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.
Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.
Så den stod på lidt styrketræning og min første spinning i noget der ligner et halvt års tid.
Puha det var hårdt ... men jeg har brug for lidt ekstra kardio, og så ligger det jo lige til højrebenet.
Kævver jeg var balret da timen nærmede sig sin afslutning. Faktisk var jeg så træt at selv udstrækningsdelen var næsten uoverskuelig. Badet var hårdt tiltrængt og det var lækkert.
Bagefter måtte jeg konstatere at jeg lige trængte til en frisk streg om øjet og lidt mascara - jeg skulle nemlig ikke lige hjem i sofaen - næææh den stod på en lækker pasta-date med Bruno.
Sådan en date bliver jo ikke ringere af at man så kommer hjem til en smuk buket fra sin dejlige mand :) og så lige ud af døren igen.
Når jeg går ud at spise, får jeg ofte lidt flere kalorier end jeg måske i virkeligheden har godt af. Men herregud. Det er jo ikke hver dag man gør det.
God mad er mere end brændstof for kroppen, og når jeg får et rigtig godt måltid mad stopper jeg op. Nyder synet. Dufter til det - prøver at finde ud af hvad det dufter af. Finder duften af den friske pasta, nyder at skille duftene fra hinanden. Glæder mig til smagen.
Smager langsomt og nydende på maden .... smager og mærker teksturen og følelsen af maden i munden. Mærker hvordan mine smagsløg åbner sig og hvordan varmen fra maden føles.
Dufter til vinen. Slynger den rundt og nyder gardinerne på glasset og duften som lukker sig op. Smager, nyder.
Prøver at nyde hele måltidet, hele glasset langsomt, bevidst. Taler lidt, deler smagsoplevelser. Glæder mig over at det lige præcis er ham, der sidder overfor mig.
Så kan man sq altid tælle kalorier i morgen.
mandag, september 02, 2013
Livsnyderen i forhøjet beredskab
En dag læste jeg i avisen om et ubehageligt sexisme-fænomen, som vi nærmest tager for givet.
Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.
Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.
Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig.
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.
Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende.
Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.
Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.
Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.
Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.
Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.
Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.
Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.
En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"
Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.
Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det.
Jeg er rasende over det.
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.
Det er ikke fordi jeg er en jamrende rødstrømpe. Det ved I, som kender mig, og I, som læser med her også godt. Faktisk blev jeg lidt mærkeligt til mode over det jeg læste, og det har rumsteret i mig siden.
Fordi jeg faktisk uden at tænke over det har levet hele mit liv lidt forsigtigt og lidt i forhøjet beredskab - simpelthen fordi jeg er kvinde.
Jeg er ikke bange, når jeg går ude om aftenen. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var meget opmærksom hvis jeg er på øde steder - især hvis går alene, og hører skridt bag mig, eller ser en mand komme imod mig.
Ikke bange, men i forhøjet beredskab.
Jeg tænker da over, hvor jeg færdes, og hvornår. Jeg slår blikket væk og er afvisende.
Jeg har oplevet at en mand blottede sig for mig. Det var i en biograf - han satte sig ved siden af mig og hev sit lem frem. Jeg gik fra biografen, sagde ikke noget til nogen - jeg var ung og alene og i DEN grad på udebane, for det var i Chicago.
Jeg er blevet befølt af fremmede mænd på steder, hvor der var trængsel. Jeg er endda blevet befølt af mænd jeg kendte, i situationer hvor jeg helt sikkert slet ikke inviterede til det.
Det er noget, man lever med som kvinde. Man tager sine forholdsregler, forhøjer sit beredskab, undgår øjenkontakt, går andre veje. Ikke stort og dramatisk, man gør det bare som en selvfølgelighed. Jeg har ikke søgt psykolog eller grædt mig i søvn over det.
Før jeg læste artiklen havde jeg ikke tænkt over, at i realiteten begrænser den adfærd, nogle få mænd udviser, min handlefrihed. Den kontrollerer i nogen grad mit liv.
Jeg blev lidt rasende da det gik op for mig. Både rasende på de mænd, der synes det er okay at opføre sig sådan - lige fra blotteren i biografen og til kollegaen, der synes det var okay at rage på mig, fordi jeg havde sagt ja til at danse.
Jeg blev også rasende på mig selv, og på samfundet, om jeg så må sige, fordi jeg bare tilpasser mig og indpasser mig og begrænser mig selv. Og fordi det forventes af mig, at jeg gør det.
Fordi vi har ligesom fået hård hud over for det her fænomen. Vi tænker slet ikke over det. Det er som når man er rigtig længe i en svinestald, så man slet ikke kan lugte lorten mere.
En dag læste min mand så noget i avisen om en trend i Japan, der vistnok hed tog-gramseri - hvor mænd tog toget alene med det formål at gramse på kvinder. Han syntes godtnok det var noget underligt noget (heldigvis - han er en af de gode mænd som der er flest af), men jeg skoggerlo nærmest: "Skulle det være en nyhed?!"
Så fortalte jeg ham at de fleste kvinder har oplevet at blive krænket seksuelt i en eller anden grad, og at de fleste af os har det der evigt forhøjede beredskab. Han var nærmest lamslået, for han anede det ikke. Ingen - inklusive jeg - havde nogensinde fortalt ham det.
Men hvad pokker gør man ved det? Jeg aner det ikke, men jeg accepterer ikke bare længere at sådan er det.
Jeg er rasende over det.
Og det tror jeg er godt, så det har jeg tænkt mig at blive ved med at være.
søndag, august 25, 2013
Livsnyderens 70'er-fornemmelser
Jeg er lige kommet hjem fra en skønherlig weekend i vores beskedne sommerresidens. Der er bare så godt at være.
Efterhånden har den fragtet mange måltider ud på en af vores terrasser, og den gør det godt.
Denne fine petroleumslampe har boet i min søsters sommerhus, som engang var mine forældres. Lampen købte min søster og jeg engang til min mor - hos den købmand som dengang lå oppe ved enden af grusvejen.
Ikke mindst en augustweekend med det dejligste sommervejr.
Der er mange årsager til at jeg elsker at være deroppe. På en eller anden måde holder jeg HELT fri deroppe i plantagen.
Denne weekend bød på lidt malen, en lørdagsforsumpning i dejlig rosevin og sol, pandekager med is til aftensmad, hjemmebagt brød til morgenkaffen under geviret og en 10 km søndagsgåtur i landskabet.
I sommerhuset er der også ting jeg er rigtig glad for, og som passer netop der. Du har set mine frimærkepuder... men der er meget mere.
Et par ting fik jeg i sommer. Den ene var en helt fantastisk second hand bakke, som min skønne søster købte til mig på et lokalt marked. Den er rød og rustik og jeg bliver glad når jeg ser på den.
Efterhånden har den fragtet mange måltider ud på en af vores terrasser, og den gør det godt.
Rød går lidt igen oppe i sommerhuset. Her i sommer forærede min søster mig en skøn og lidt kitchet sag - jo, hende har jeg faktisk været heldig med!
Vi var meget stolte da vi gav hende den, for vi syntes den var utroligt flot. Nu spreder den nostalgisk sommerstemning i Lille Rosa.
Nogen synes sådan et 70'er-hus partout skal males hvidt og fyldes med nyt fra IKEA. Det synes vi ikke. Og så passer røde bakker og kitchede petroleumslamper jo ind som fod i hose.
torsdag, august 15, 2013
Livsnyderen under beskydning
Efter at have været deltidsvegetar i et par år, er jeg efterhånden ved at have udviklet visse forsvarsreflekser.
Det er jo som man næsten ikke kan undgå at opdage, når man åbner facebook eller internettet generelt, en nærmest afgudsagtig dyrkelse af svinekød, især i formen pulled pork (smager også rigtig godt!) og bacon.
Seriøst, så tror jeg aldrig jeg vænner mig til den reaktion som jeg otte gange ud af ti får, når "hvad-skal-I-have-at-spise" emnet kommer op i frokostpausen, og det bliver min tur, og jeg svarer "Vi skal have linsebøffer / falaffelburgere / kartoffelpandekager / grøntsagstærte."
De fleste gange føler jeg mig lidt som en modig soldat, som stikker hovedet op af skyttegraven og kaster en håndgranat - for derefter at smide mig fladt ned for at undgå fjendtlig beskydning fra flere sider.
"Skal du ikke have kød? Jamen det er jo ikke mad? Vil I godt være bekendt at spise kaninernes mad for næsen af dem?" ... og så fremdeles, og kødædernes ansigter er nærmest fortrukket i en blanding af væmmelse og bekymring. Og så et eller andet aggressivt, som jeg for min død ikke kan fatte hvor kommer fra.
Som jeg før har nævnt, spiser vi kun kød 2-3 gange om ugen, på en normal uge. Vi gør det ikke fordi vi er kostreligiøse, men for variationens og smagens skyld. At det oveni er godt for miljøet at spise lidt mindre kød, er jo en god sideeffekt.
Det fungerer super godt for os. Vi forsøger ikke at få andre overbevist om at de skal gøre det samme. Hvorfor, kære kødædere, reagerer I så som om vi er Jehovas Vidner som forsøger at få jer til at forsage blodtransfusioner og alt der er sjovt?
Faktisk synes jeg det er en utrolig mangel på pli. Jeg sidder da heller ikke og siger "Helt ærligt, det er da ulækkert at stege røget fedt helt hårdt og brunt på panden - adr!" eller "Neeeej spiser I døde dyr?? Kan I mærke kranspulsårerne blive stive af det?" eller noget i den stil. Eller rynker på næsen over jeres hakkebøffer med brun sovs.
Live and let live, guys! Vær lidt åbne! Måske ville I endda (som jeg) finde ud af at man både bliver mæt, glad og genopladet af proteiner i bønne/ linse / whatever form, og at det dertil smager dejligt. Måske er I også lidt småtrætte af pasta bolognaise og de der 7 andre retter I skifter imellem.
Måske er I ikke - fred være med det. Men tænk lige en gang mere inden I kaster jer ud i jeres rædselshyl over at jeg begår den utænkelige helligbrøde ikke at spise dyrekød til min aftensmad.
På forhånd tak :)
Det er jo som man næsten ikke kan undgå at opdage, når man åbner facebook eller internettet generelt, en nærmest afgudsagtig dyrkelse af svinekød, især i formen pulled pork (smager også rigtig godt!) og bacon.
Seriøst, så tror jeg aldrig jeg vænner mig til den reaktion som jeg otte gange ud af ti får, når "hvad-skal-I-have-at-spise" emnet kommer op i frokostpausen, og det bliver min tur, og jeg svarer "Vi skal have linsebøffer / falaffelburgere / kartoffelpandekager / grøntsagstærte."
De fleste gange føler jeg mig lidt som en modig soldat, som stikker hovedet op af skyttegraven og kaster en håndgranat - for derefter at smide mig fladt ned for at undgå fjendtlig beskydning fra flere sider.
"Skal du ikke have kød? Jamen det er jo ikke mad? Vil I godt være bekendt at spise kaninernes mad for næsen af dem?" ... og så fremdeles, og kødædernes ansigter er nærmest fortrukket i en blanding af væmmelse og bekymring. Og så et eller andet aggressivt, som jeg for min død ikke kan fatte hvor kommer fra.
Som jeg før har nævnt, spiser vi kun kød 2-3 gange om ugen, på en normal uge. Vi gør det ikke fordi vi er kostreligiøse, men for variationens og smagens skyld. At det oveni er godt for miljøet at spise lidt mindre kød, er jo en god sideeffekt.
Det fungerer super godt for os. Vi forsøger ikke at få andre overbevist om at de skal gøre det samme. Hvorfor, kære kødædere, reagerer I så som om vi er Jehovas Vidner som forsøger at få jer til at forsage blodtransfusioner og alt der er sjovt?
Faktisk synes jeg det er en utrolig mangel på pli. Jeg sidder da heller ikke og siger "Helt ærligt, det er da ulækkert at stege røget fedt helt hårdt og brunt på panden - adr!" eller "Neeeej spiser I døde dyr?? Kan I mærke kranspulsårerne blive stive af det?" eller noget i den stil. Eller rynker på næsen over jeres hakkebøffer med brun sovs.
Live and let live, guys! Vær lidt åbne! Måske ville I endda (som jeg) finde ud af at man både bliver mæt, glad og genopladet af proteiner i bønne/ linse / whatever form, og at det dertil smager dejligt. Måske er I også lidt småtrætte af pasta bolognaise og de der 7 andre retter I skifter imellem.
Måske er I ikke - fred være med det. Men tænk lige en gang mere inden I kaster jer ud i jeres rædselshyl over at jeg begår den utænkelige helligbrøde ikke at spise dyrekød til min aftensmad.
På forhånd tak :)
søndag, august 11, 2013
Livsnyderens måske-unika-puder
Da vi købte vores sommerhus sidste år, købte jeg en række småting til at pifte lidt op og sætte eget præg på huset.
Det er lidt underligt at overtage et møbleret hus. Lidt sværere at gøre det til sit eget, når interiøret fortæller nogle andre menneskers historie.
Noget af det jeg købte, var et par sjove puder. Jeg købte dem mest pga deres orange islæt, men også fordi de var sjove.
En bekendt var lidt vild med dem og ville gerne have fat i nogen tilsvarende, men da jeg undersøgte dem for fabrikat osv, kunne jeg konstatere at der ikke var skyggen af dette - heller ingen vaskeanvisning og den slags.
Derfor spurgte jeg i forretningen hvor de var købt - et outlet for Bahne. Damen i butikken kunne godt huske puderne, og hun mente faktisk de var lavet til dekoration ifm en fotoreklame.
Så måske er mine tilfældigt indkøbte puder unika - og det bliver de jo ikke mindre seje af :-)
Nyt fra Lille Rosa
Igen i år nyder vi to uger i sommerhuset i det nordøstlige Jylland.
Det har været den efterhånden vanlige blanding af afslapning, socialisering med den herboende del af Saxkjær-klanen, motion og praktiske gøremål.
Der er blevet gået ture, læst i solen (og i skyggen), set Tour, skiftet gulvtæppe, løbet ture, grillet, bygget stakit, kørt ture og maler lidt træværk... og meget andet.
Vejret har været SKØNT, og det ser jo ud til at fortsætte.
Nu rinder de to uger mod enden, og vi slutter af med en uges ferie hjemme i det store Rosa-hus. Det glæder vi os nu også til. Vi har lige en stue som skal filtes og males, og så skal vi hygge med mine to yngste. Mon ikke også min bonus-søn kommer forbi med kæresten, og lur mig om vi ikke skal ses med min ældstesøn, hans kæreste og lille lækre Frederikke?
Sidstnævnte familie er rykket tættere på - fra Aalborg til Vejle, og det er dejligt. Min søn er færdig med sin uddannelse og starter på job i et større IT-firma i starten af august :)
Og som sagt skulle vejret også være med os i næste uge. Livet er godt.
Og Lille Rosa står jo og venter på os - så mon ikke vi har nogle dejlige sensommer-weekender i udsigt.
// sen-udgivet da det har "hængt" i blogger.
torsdag, juli 25, 2013
Livsnyderen om kød og bønner
Jeg kan godt lide kød.
Jeg kan også godt lide bønner - i alle mulige afskygninger: grønne bønner, hestebønner, edamame-bønner, butter beans, kidney beans.
Lige for tiden raser debatten om kød og bønner, men det handler ikke om "min" slags bønner - derimod handler det om de bønner, som udtales over halalslagtet kød.
Mange ting bliver sagt i den debat. Dem, som raser mod at man fx. bruger halalslagtet kød på hospitaler, påpeger at det er en inhuman aflivningsmetode, fordi dyret får overskåret halspulsåren.
Dem der ikke er imod siger, at det ikke er særligt forskelligt fra almindelige slagtningsmetoder, og at koranen i øvrigt foreskriver at dyret ikke har følt angst, sult eller tørst op til slagtningen.
I Danmark bedøves dyr før slagtning, uanset om det er den ene eller den anden slags slagtning, som praktiseres.
Personligt er jeg hamrende ligeglad med, om en heksedoktor fremmumler besværgelser over kødet, eller kaster vievand på det - bare dyrene behandles så humant som det er muligt i industrien (og vievandet er sterilt). Jeg tror ikke på guder, så for mig har det ingen betydning - negativt eller positivt.
Og jeg fatter ikke rigtig den her debat, som for mig at se raser om hvorvidt man skal aflive dyr på den ene eller den anden ret humane måde. Og om man som ikke muslim skal have mulighed for at sige fra om der siges bønner over kødet.
Gode medborgere, brug dog jeres stemme og jeres passion for i stedet at interessere jer for det liv, som dyrene i vores fødevareindustri har OP TIL det øjeblik de bliver slagtet! Tremmekalve, burkyllinger og grise med skuldersår ... var det ikke snarere deres liv, vi skulle tage at få hevet frem i lyset og denne gang måske også få gjort noget ved?
Spis lidt mindre kød (erstat evt. med nogen af alle de dejlige, spiselige bønner, jeg nævner øverst) og køb i stedet det dyrere kød fra fritgående dyr - tal med dit dankort, og gør livet for de dyr, der ender på vores spiseborde, bedre.
Køb økologiske æg, fra høns som har haft et anstændigt liv. Tænk dyrevelfærd når du handler.
De dage, uger, måneder, år et slagtedyr lever, skal ikke drukne i en agurketidsdebat om de timer, de bliver slagtet, hvis man spørger mig.
Jeg kan også godt lide bønner - i alle mulige afskygninger: grønne bønner, hestebønner, edamame-bønner, butter beans, kidney beans.
Lige for tiden raser debatten om kød og bønner, men det handler ikke om "min" slags bønner - derimod handler det om de bønner, som udtales over halalslagtet kød.
Mange ting bliver sagt i den debat. Dem, som raser mod at man fx. bruger halalslagtet kød på hospitaler, påpeger at det er en inhuman aflivningsmetode, fordi dyret får overskåret halspulsåren.
Dem der ikke er imod siger, at det ikke er særligt forskelligt fra almindelige slagtningsmetoder, og at koranen i øvrigt foreskriver at dyret ikke har følt angst, sult eller tørst op til slagtningen.
I Danmark bedøves dyr før slagtning, uanset om det er den ene eller den anden slags slagtning, som praktiseres.
Personligt er jeg hamrende ligeglad med, om en heksedoktor fremmumler besværgelser over kødet, eller kaster vievand på det - bare dyrene behandles så humant som det er muligt i industrien (og vievandet er sterilt). Jeg tror ikke på guder, så for mig har det ingen betydning - negativt eller positivt.
Og jeg fatter ikke rigtig den her debat, som for mig at se raser om hvorvidt man skal aflive dyr på den ene eller den anden ret humane måde. Og om man som ikke muslim skal have mulighed for at sige fra om der siges bønner over kødet.
Gode medborgere, brug dog jeres stemme og jeres passion for i stedet at interessere jer for det liv, som dyrene i vores fødevareindustri har OP TIL det øjeblik de bliver slagtet! Tremmekalve, burkyllinger og grise med skuldersår ... var det ikke snarere deres liv, vi skulle tage at få hevet frem i lyset og denne gang måske også få gjort noget ved?
Spis lidt mindre kød (erstat evt. med nogen af alle de dejlige, spiselige bønner, jeg nævner øverst) og køb i stedet det dyrere kød fra fritgående dyr - tal med dit dankort, og gør livet for de dyr, der ender på vores spiseborde, bedre.
Køb økologiske æg, fra høns som har haft et anstændigt liv. Tænk dyrevelfærd når du handler.
De dage, uger, måneder, år et slagtedyr lever, skal ikke drukne i en agurketidsdebat om de timer, de bliver slagtet, hvis man spørger mig.
lørdag, juli 20, 2013
Livsnyderens barnlige glædesøjeblik
I går aftes syntes Bruno og jeg ikke, at tanken om at lave mad var tillokkende.
Så vi drog ud i sommerlandet for at få stillet vores sult.
Her hvor vi er, er turisterne mange og det kan være fhv svært at finde et godt måltid mad. Den nærliggende badeby bugner af grill- og pizzabarer som kalder sig restauranter, så alt i alt var udsigterne triste.
Ved havnen fandt vi dog et sted som så lidt mere tilforladeligt ud. Vi satte os, og fandt ret hurtigt ud af af at vi ville have stjerneskud.
Manden min foreslog en øl til, men jeg havde spottet en hvidvin (Trimbach, Alsace, Pinot Blanc) som jeg havde lyst til, og det hoppede han gladeligt med på - han stoler på mig, min gode mand :-)
Stor og næsten barnlig var min glæde, da vinen ankom .... Med de helt rigtige Alsace-glas med en lang grøn stilk :)
Så kunne det ikke gå helt galt med maden, og det gjorde det heller ikke.
Til gengæld har jeg fået et lille behov for at få mig et par af de spøjse glas ;)
fredag, juli 12, 2013
Livsnyder på åndelig vandretur
I nærheden af min sommerresidens ligger en lejrskole. Jeg kommer jævnligt forbi på løbe- eller gåture.
Lejrskolen er ejet af en kristen organisation, og det meste af tiden står den tom.
Rundt om lejren går mange stier, og her har ejerne etableret en "åndelig vandretur". Pile leder vandreren rundt ad stier, hvor man så kan møde nogle opgaver, som skal få vandreren til at tænke over sit liv og fokus, og det er ko i sig selv en god ide.
Desværre kommer opgaverne med en facitliste, og facit er naturligt nok altid at få vandreren til at følge "den sande vej".
Den anden dag var min bedre halvdel på en helt almindeligt u-åndelig vandretur, og her stødte jeg på en af opgaverne, som fik mig til at le...
Mellem to træer var et blåt nylonreb udspændt mellem to træer. Opgaven gik på, at man skulle vælge to træer UDEN reb imellem. Så skulle man stille sig hen til det ene, lukke øjnene og forsøge at finde vej hen til det andet træ.
Bagefter skulle man gå hen til de to sammenbundne træer, lukke øjnene og med rebet som støtte gå fra det ene til det andet.
Pointen kommer her: følte du dig tryggeste og sikrest ved den første eller den anden vandring? Den anden, ikke? Det er fordi du har brug for Guds vejledning - uden ham vandrer du blindt i mørket.
Jeg grinede lidt da jeg læste det.
For de kunne jo bare gå med åbne øjne. Så kan man også selv bestemme hvilke træer man vil hen til.
lørdag, marts 23, 2013
Livsnyderens heftige uge
Her i mit hjørne af verden har det været en heftig uge.
Mandag bød på nogle triste, men sikkert nødvendige nedskæringer på arbejde. 26 kolleger ud af omkring 665 - ikke stor-fyringer, som nogen af vores konkolleger har været ramt af rundt om i finans-it, men alligevel ... der var folk iblandt jeg rigtig godt kunne lide, og vi er absolut ikke vant til den slags: sidste gang der var fyrerunde på Bankdata var jeg i 20'erne.
Så blev jeg væltet lidt omkuld tirsdag aften af et hovedpineanfald. Det varede mere eller mindre til torsdag formiddag - bvadr.
Og så er der jo min arbejdssituation. Det har taget lidt tid for mig at lande tilbage i Erritsø. Jeg har såmænd haft nok arbejde - men ikke lige den type arbejde som jeg trives bedst med: sammen med et team.
Ikke at opgaven ikke har været spændende og udfordrende - jeg har bare savnet at arbejde med et team, og oven i har det været uklart hvad jeg skulle EFTER denne opgave.
Det blev afklaret i løbet af denne uge - på en god måde. Og efter at det blev 110% officielt igår at jeg fra efter påske starter på et "rigtigt" projekt igen, har jeg kunnet mærke hvor meget uvisheden faktisk har fyldt hos mig.
For hvor er jeg glad, og lettet over at det firma, hvor jeg føler mig rigtig hjemme, kan tilbyde mig opgaver som stemmer overens med det, jeg gerne vil. Hurra!
Så det har været udsving der ville noget - fra tristhed og trykket stemning mandag, til glædesdans og yes-arm sidst på ugen. Pyha.
Nu er det fredag, og jeg har heldigvis valgt at tage ferie i næste uge. Hep-hey!
Der skal hygges igennem, og hviles ud. Træningen har jeg overstået idag, så imorgen står den på længe-sovning, og langstrakt morgenmad med kaffe og morgenaviser.... mmmmmmm!
Lidt forår - så ville livet være tæt på perfekt.
Mandag bød på nogle triste, men sikkert nødvendige nedskæringer på arbejde. 26 kolleger ud af omkring 665 - ikke stor-fyringer, som nogen af vores konkolleger har været ramt af rundt om i finans-it, men alligevel ... der var folk iblandt jeg rigtig godt kunne lide, og vi er absolut ikke vant til den slags: sidste gang der var fyrerunde på Bankdata var jeg i 20'erne.
Så blev jeg væltet lidt omkuld tirsdag aften af et hovedpineanfald. Det varede mere eller mindre til torsdag formiddag - bvadr.
Og så er der jo min arbejdssituation. Det har taget lidt tid for mig at lande tilbage i Erritsø. Jeg har såmænd haft nok arbejde - men ikke lige den type arbejde som jeg trives bedst med: sammen med et team.
Ikke at opgaven ikke har været spændende og udfordrende - jeg har bare savnet at arbejde med et team, og oven i har det været uklart hvad jeg skulle EFTER denne opgave.
Det blev afklaret i løbet af denne uge - på en god måde. Og efter at det blev 110% officielt igår at jeg fra efter påske starter på et "rigtigt" projekt igen, har jeg kunnet mærke hvor meget uvisheden faktisk har fyldt hos mig.
For hvor er jeg glad, og lettet over at det firma, hvor jeg føler mig rigtig hjemme, kan tilbyde mig opgaver som stemmer overens med det, jeg gerne vil. Hurra!
Så det har været udsving der ville noget - fra tristhed og trykket stemning mandag, til glædesdans og yes-arm sidst på ugen. Pyha.
Nu er det fredag, og jeg har heldigvis valgt at tage ferie i næste uge. Hep-hey!
Der skal hygges igennem, og hviles ud. Træningen har jeg overstået idag, så imorgen står den på længe-sovning, og langstrakt morgenmad med kaffe og morgenaviser.... mmmmmmm!
Lidt forår - så ville livet være tæt på perfekt.
Abonner på:
Opslag (Atom)