Møg-uge med lykkelig slutning

Puuuuh for en uge det har været!

Det startede faktisk med en dejlig søndag. Hyggelig morgen, spinning om formiddagen, besøg hos mine søde svigere. Men på vej derop i bilen lukkede min næse til, og jeg blev rigtig forkølet. Sådan i løbet af en time.

Det blev ikke bedre i løbet af mandagen, hvor jeg dog var på arbejde. Tirsdag måtte jeg gå hjem - jeg havde lidt feber - og sove et par timer, men jeg fik det dog lidt bedre, så jeg arbejdede hjemmefra den sidste del af dagen.

Tirsdag aften kørte jeg på panodiler og vilje til Aalborg - for jeg havde jo en aftale i en lufthavn onsdag morgen. Og jeg må sige, jeg kunne ikke have været småsløj i bedre selskab. Kristina og Andreas var dejlige og hyggelige at være sammen med, og vi så håndbold under hver vores tæppe i deres sofa - dejligt!

Onsdag morgen var vi forfærdeligt tidligt oppe. 4.30, sagde vækkeuret. For vi skulle være i lufthavnen i god tid, så Andreas kunne nå flyet til København kl. 6.45. Vi fik ham sendt godt afsted, og efter hvad jeg kan se på Facebook, er han nu med sin klassekammerat Stine på vej ud og se sig om i Spanien :-)

Efter at have afleveret min søde og lidt triste svigerdatter i Nørresundby (hun skulle droppes af hos en klassekammerat), kørte jeg hjemad. Jeg kunne godt mærke, at arbejde nok ikke var en option, for feberen var tilbage. Det var med et lettelsens suk at jeg landede på sofaen.

Igår var dog den suverænt værste dag. Forkølelsen var på retur, men jeg vågnede med hovedpine - og i løbet af formiddagen udviklede den sig til en blændende, dunkende, skurrende migrænehovedpine. Inklusiv kvalme.

Hen på eftermiddagen havde jeg prøvet alt det, der plejer at kunne hjælpe - og ringede til vores rare læge. Han anbefalede Diclofenac, og det havde vi faktisk tilfældigvis stående. Jeg slugte en pille og ventede - og hovedpinen blev om noget bare værre. Da der var gået en time, ringede jeg igen. Det gjorde så ondt, at jeg travede op og ned af gulvet, og mine øjne løb i vand.

Og hurra for min læge og medicinalindustrien. Han kom prompte forbi, tjekkede mig grundigt, konstaterede at mit blodtryk var topfint som altid og at intet tydede på noget slemt, og så stak han mig lige i måsen med en nål. Så efterlod han et par store fede morfin-stikpiller og 3 alopam, med ordre om at tage en af alopamerne i løbet af ½ time.

Denne herlige cocktail fik min hovedpine ned på moderat styrke, og resulterede i at jeg stort set sov hele aftenen - selv de mest spændende momenter af herrernes håndboldkamp mod Kroatien snuede jeg lykkeligt igennem.

Jeg kunne dog sagtens gå i seng og sove videre - og kl. ca. 3 vågnede jeg og lå vågen en times tid. Det gjorde ikke noget - jeg nød bare, at hovedpinen var flyttet ud af min hovedskal, og at jeg kunne ligge der og slappe af, med armen hen over brystet på ham jeg elsker.

Idag er jeg stort set hovedpinefri. Vågnede med en lille rest af hovedpinen, men efter et par idotyler er den faktisk væk. DET ER SÅ SKØNT!
Nu er jeg bare slap som en vreden karklud, og har lidt medicin-tømmermænd.

Tænk at man kan blive så glad og tilfreds, bare af IKKE at have ondt. Jeg håber at blive klar til, at Bruno og jeg kan tage i sommerhus i Søndervig her i weekenden - det var min fødselsdagsgave til ham, min dejlige mand, som allermest ønskede sig tid alene sammen med mig :-)

Men jeg indrømmer altså, at jeg idag overvejer at starte en fan-facebookgruppe for min læge og hans venlige uddeling af smertestillende midler.

Farvel i en lufthavn

På onsdag - tidligt om morgenen - står jeg i Aalborg Lufthavn.

Jeg skal sætte Andreas på et fly, for han skal til Granada og læse hele dette semester. Han kommer ikke hjem igen før til juli - det er godtnok lang tid!

Så i morgen aften kører jeg til Aalborg, og hygger mig med Andreas og Kristina. Og så leverer jeg kørsel til lufthavnen, der tidligt onsdag.

Det bliver spændende for ham at leve og læse i det sydlige Spanien - og han bliver garanteret vanvittigt god til spansk (det er jo også formålet). Jeg glæder mig til at vi skal besøge ham dernede til maj allesammen.

I første omgang står den på en hyggelig aften sammen med ham og hans kæreste. Jeg er godtnok blevet SNOTHAMRENDE forkølet, men det har aldrig forhindret mig i at gøre noget, der er vigtigt.

Og det er det da at vinke til den førstefødte, når han sådan rejser ud ...

Billig i drift

Jeg hører af og til om teenagere, som driver deres forældre til fortvivlelse og forarmelse med krav om tøj, hvori der står mærker som D&G, Gabba, Björkvin og hvad det nu hedder altsammen nu om dage.

Min teenager - Kristian - er inderligt ligeglad med, om hans bukser er købt i Quint eller i Tøj & Sko. Bare de er rare at gå i.

Han havde lige et års tid i 5-6. klasse, hvor det godt måtte være G-star ... men det gik totalt over da han skiftede skole. Måske fordi der er lidt højere til loftet i den klasse, hvor han går nu.

Jeg har faktisk snakket med ham om det. Fortalt ham, at noget af hans tøj gerne må være mærketøj, hvis han gerne vil have det. Vi er ikke ludfattige på nogen måde, så vi kunne sagtens købe lidt mærketøj og mixe ind. Eller vi kunne købe mellem-mærkerne som Exit og Dxel.

Men på en eller anden måde er vi altid endt i Tøj & Sko. Jeansene der passer ham, og han kan lide dem. Og faktisk kan jeg godt følge ham. For jeg kan sq ikke forstå, at de skal koste SÅ meget mere, bare fordi det mærke der er syet i, hedder "det rigtige".

"Mor," siger han, "Jeg synes det er åndssvagt at give så meget for tøj, og jeg kan godt lide de her bukser," og det kommer mens han klapper sig på T&S-bukserne. Som indiskutabelt sidder godt, klæder ham og ser smarte ud.

Hans uniform er jeans, tshirt og sweat ... og hans tshirts er en blandet landhandel, købt lidt rundt omkring. Hans sweatshirts (med hætte - som regel sort) er ofte købt i mgp-shoppen online, og ofte er de med bandnavne.

Dybest set gider han ikke købe tøj. Så efterhånden er det blevet sådan, at jeg går ind i T&S, udvælger 3-4 par bukser, som jeg tror han vil synes om, og tager dem med hjem. Hvor drengebarnet prøver dem, og godkender eller forkaster dem. Som regel det første. Han synes det er en plage at blive slæbt med i butikker, og hans øjne er langt mere nådige overfor bukserne, når han kan prøve dem på sit værelse, frem for i et prøverum.

Så på en smuttur idag, hvor jeg skulle hente nogen småting nede i byen, slog jeg lige et slaw ind forbi T&S. Så nu er Kristians garderobe udvidet med 3 par jeans (men lige så mange skal ud, fordi de tenderer knæbukser).

Pris i alt: 170 kr.

Han er sq billig i drift.

PS: og gæt så lige, hvor mange gange han har set sin mor rode lystigt igennem tøjstativerne i Føtex ... jeg er sq også ligeglad med hvad der står i nakken af mit tøj...

På pause

Ser ud som om jeg fik trykket på en eller anden pauseknap med mit sidste indlæg.

Jeg har ihvertfald ikke skrevet et ord i rigtig mange dage. Der har bare ikke været nogen indlæg, der ville skrives - sådan er det nogen gange.

Vi har det godt, i vores travle hverdag. Vi har fejret Brunos fødselsdag, sidste weekend. Lasse og Andreas og Kristina kom hjem, og vi hyggede. Det var en dejlig weekend, hvor der blev snakket og spillet spil og været sammen.

Denne weekend har været uden børn - fredag besøgte vi gode venner og blev hængende til ud på de små timer. Dejligt. Idag besøgte vi Brunos forældre - det var hyggeligt, og Ninna skældte mig NÆSTEN ikke ud for at være en doven blogger ;-)

På arbejde går det fint. Sidste uge bød på et godt evalueringsmøde. Ros fra kunden og overvejende tilfredshed med processen fra projektet og grænsefladen. Dejligt. Der er nye opgaver på vej, og det ser godt ud. Har jeg nogensinde fortalt jer at jeg elsker mit job? ;-)

Lige nu sidder jeg og skumler lidt over at diverse vira og bakterier angriber mig - på vej til Ejstrup idag satte jeg pludselig til i snot og blev hæs og fik kriller i halsen, og nu er jeg gudhjælpemig også ved at få blærebetændelse! Stop det, blev der sagt!

Strategien for forkølelsen er at ignorere den væk, men blærebetændelsen er jeg sq nok lige nødt til at få lidt sulfa for. Jeg har prøvet at drikke utallige af dem væk, eller bombardere dem med varme eller tranebær og hvad har vi af husråd, men i sidste ende er det sq kun medicin der virker ordentligt.

Jeg har IKKE tid til at blive syg. På tirsdag - efter arbejde - kører jeg til Aalborg. Andreas skal sættes på et fly onsdag morgen - han flyver til Malaga, for det næste halve år skal han bo og studere i Granada i det sydlige Spanien.

Så vi kan glæde os til at besøge ham - vi har allerede bestilt flybilletter til maj, hvor vi tager ned, Bruno, Kristian, Bodil og jeg, for at se til ham.

Men det er godtnok lang tid! Pyha!

Men for nu sidder jeg i sofaen og pønser på at slå en forkølelse ned med et eller andet. Der er spansk film på DR-K med en lækker ung Antonio Banderas, og et vattæppe jeg kan smide over mine ben - og en lækker mand ved siden af mig.... hav en fortsat god søndag aften, allesammen.

Hvor er den pokkers pause-knap?

Hvis nogen finder pauseknappen, så vil jeg gerne vide hvor den sidder - jeg kunne godt bruge at weekenden varede liiiiiiidt længere.... :D

Har haft en herlig weekend - den første siden november, hvor det bare er Bruno og mig. Fredag havde vi en dejlig spise-ude-oplevelse på den nye restaurant i byen, Mille's.

Før hed det Fredericia Bryghus, maden var ikke særligt imponerende, betjeningen heller ikke, og stedet gik nedenom og hjem. Ærgrerligt, for det var en god ide. På trods af den virkeligt gode placering lige på Axeltorv, har stedet stået lukket længe.

Nu har en ret ung kvinde taget handsken op, og hun har startet Mille's. Cafe om dagen og Restaurant om aftenen.

Vi fik krondyrkrone med rodfrugter og kartoffelmos (som hed noget finere) - og det var bare perfekt! Det hele! Kødet, tilbehøret, betjeningen og vinen. Flot, flot, flot - nu glæder jeg mig til at prøve cafeen om dagen, selvom det ER lidt svært at gå forbi Caffe Katia :-)

Heldigvis udelukker det ene ikke det andet, og jeg håber at Mille's bliver godt besøgt.

Igår var vi ude at løbe nogle ærinder - og ude at se på badeværelsesinspiration. Vi skal have renoveret badeværelset ovenpå, det trænger seriøst til en kærlig hånd, og det skal til, inden vi går i gang med entre og trappe. Det vil jo være dumt at høvle trappen af og BAGEFTER have håndværkere til at slæbe det ene og det andet op og ned af den.

Til aften havde Christina meldt sin ankomst - så vi fik lavet en dejlig kylling, og nød lidt tid sammen med hende, før hun skulle afsted til København igen. Men puuuh mit tegnsprog er rustent ... heldigvis klarer jeg da at få sagt hvad jeg gerne vil ... :-)

Idag var jeg oppe i tide til en gang spinning, og så har der ellers været vasketøj - og de sidste par afsnit af Dexter - på programmet.

Nu er jeg færdig med sæson 1. Og jeg er kommet til at bestille sæson 2. Ups.

Imorgen bliver jeg hverdagsramt igen. Kunne godt have brugt lidt mere weekend, men der kommer jo nok en weekend mere, før jeg får set mig om... og så er det Brunos fødselsdag :D

Livsnyderen om at fake

I julegave fik jeg bl.a. adskillige cd-dubletter. Dem omsatte jeg til den nye Robbie Williams (ja - jeg ER en poptøs!) og første sæson af tv-serien Dexter, som jeg egentlig har villet se - men som nogen måske ved er jeg ikke et seriemenneske ... jeg er ikke ret god til at sidde foran fjernsynet på samme tid hver uge.

Serien har rå-fanget mig, og jeg glæder mig hele tiden til at få tid til at snuppe et par afsnit.

Dexter - som spilles af Michael C. Hall, som nok kan drive lidt mundvand frem - er retsmediciner om dagen og seriemorder om aftenen. Men han myrder kun folk, som virkelig har FORTJENT det!
Han er nemlig godt opdraget af sin plejefar, en politimand, som tidligt opdagede, at den dreng, han havde fundet på et gerningssted og senere adopteret, havde en impuls til at dræbe, som han dårligt kunne kontrollere.

Derfor har den kloge politimands-far lært drengen at hvis han MÅ slå ihjel - ja, så skal han tage de rigtige - dem, som gør andre skade. Man kunne godt mistænke den meget retskafne politimand for at glæde sig over denne søn, som han på sin vis træner til at være om ikke lovens, så retfærdighedens forlængede arm, idet Dexter jo har mulighed for at befri samfundet for de forbrydere, som det ikke lykkes loven at fange ind.

En ting, som Dexter filosoferer meget over, er hvor vanskeligt det er at passe ind. Faderen har lært ham at lade som om, at spille skuespil. Fake it till you make it er hans opskrift. For Dexter føler ikke som andre mennesker, og forstår ikke altid deres følelsesmæssige reaktioner. Eller ... man får en mistanke om, at han måske har følelser, som han bare ikke er i kontakt med.

Måske appellerer Dexter så meget til mig, fordi ... faker de fleste ikke lidt nogen gange? Spiller med på nogen ting, for at være en del af fællesskabet? Og kan empati ikke være svært, selv med den bedste vilje?

Jeg har da nogen gange fundet mig selv i en sammenhæng, hvor jeg ikke helt syntes at jeg passede ind, og ladet som om af alle kræfter - fordi det var høfligst, og fordi det af en eller anden grund var vigtigt for mig at passe ind i situationen.

Jeg har også nogen gange oplevet, at andre er blevet enormt agiterede eller glade eller rørte over et eller andet - og har bare ikke følt det samme. Men man smiler jo, og nikker. Og forsøger at se ud som om. Bare lidt.

Og så er der alle de gange, hvor vi faker, bare en lille smule - så lidt, at vi ikke engang selv registrerer det. Som når vi smiler til den kollega eller det familiemedlem, som vi egentlig ikke bryder os om. Vi gør det, som en refleks, og tænker ikke engang over det.

Har du prøvet at føle dig fuldstændig isoleret eller afskåret - og helt ved siden af i en eller anden sammenhæng? Så har du måske faket for at forsøge at skabe forbindelse, connecte.

Med Dexter er det sat på spidsen. Det gør serien interessant og sjov. Vi andre, som ikke er skadet af traumatiske oplevelser eller lider af autisme eller Asperger, behøver ikke at fake hele tiden.

Men serien har fået mig til at lægge mærke til, når jeg selv gør det. Så tænker jeg på Dexter, og på hvor besværligt det er, når den dekoder, som normalt hjælper en igennem dagens mellemmenneskelige labyrint, har midlertidige nedbrud.

Hej 2010!

Så kom jeg - stille og fredeligt - ind i 2010.

Vi var hjemme nytårsaften, Bruno, Andreas, Kristian og jeg - og vi havde selskab af en ven, som syntes det kunne være hyggeligt at ta' det roligt sammen med os. Bodil var til fest hos nogle rollespilsvenner - hende hentede vi 2.30.

Dejlig mad, et slag Bezzerwizzer, lidt fyrværkeri - og skål i en dejlig crémant kl. 24.00.

Det var en fin nytårsaften.

Nu har vi taget hul på et nyt år, fuldt af muligheder og ubrugte dage. Jeg har masser af håb og ønsker for det, både på egne og andres vegne.

Jeg håber først og fremmest, at Andreas får et fantastisk semester i Spanien. Han tager til Granada sidst på måneden, og han skal studere ved universitetet der - kommunikationsfag og virksomhedsrelaterede ting, tror jeg, og naturligvis bliver det kanon for hans spansk. Vi tager ned og besøger ham i løbet af foråret.

Dette år byder også på et skift for Bodil. Hun bliver færdig i 10. til sommer, så jeg ønsker for hende, at hun får endnu et godt halvt år i 10, og en god eksamen. Hun vil gerne videre på HHX - så det krydser jeg fingre for går glat.

Kristian skal ikke-konfirmeres i år. Han fylder 14, og ham håber jeg bare bliver ved med at være den dejlige og veltilpasse dreng, som han er.

For mig selv ønsker jeg spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Og så ser jeg frem til at få de folk tilbage i projektet, som vi lånte ud her sidst på året - det hænger lidt sammen, for der er grænser for, hvad vi kan løfte med 2 programmeringsressourcer, en tester og en projektleder.

På privatfronten ønsker jeg mig masser af dejlig tid sammen med ham, jeg elsker - jeg ønsker at vi kan holde fast i det gode, varme og rummelige forhold, vi har. Jeg ønsker at kærligheden skal folde sig ud og finde endnu flere udtryk.

Jeg ønsker mig flere lejligheder til at se alle mine unger i samme stue - også gerne dem, jeg kun har som "bonus". 2010 skal være året hvor vi samler vores sammenbragte familie til en weekend - det har vi besluttet at vi vil prioritere i år.

Det forgangne år har været godt på vennesiden. Jeg ønsker mig mange gode stunder i selskab med gode venner. Venskaber, netværk - det er så vigtigt.

Jeg krydser fingre for at helbredet vil være stabilt og godt for dem jeg holder af, og for mig selv. Jeg ønsker at jeg får gang i mit løb igen, for jeg savner de der ture, hvor tankerne drager på langfart og jeg får ryddet op i alverdens ting. Jeg savner den gode træthed i kroppen efter 10 km på landevejen.

Jeg håber, at jeg i det kommende år kan være der for dem af mine børn, mine venner, og mine kolleger, som kunne få brug for min støtte og opbakning.

Jeg vil bruge året godt. Gøre mit bedste. Huske at elske, og at være til stede. Huske at glæde mig.

Hej 2010!