Ser ud som om jeg fik trykket på en eller anden pauseknap med mit sidste indlæg.
Jeg har ihvertfald ikke skrevet et ord i rigtig mange dage. Der har bare ikke været nogen indlæg, der ville skrives - sådan er det nogen gange.
Vi har det godt, i vores travle hverdag. Vi har fejret Brunos fødselsdag, sidste weekend. Lasse og Andreas og Kristina kom hjem, og vi hyggede. Det var en dejlig weekend, hvor der blev snakket og spillet spil og været sammen.
Denne weekend har været uden børn - fredag besøgte vi gode venner og blev hængende til ud på de små timer. Dejligt. Idag besøgte vi Brunos forældre - det var hyggeligt, og Ninna skældte mig NÆSTEN ikke ud for at være en doven blogger ;-)
På arbejde går det fint. Sidste uge bød på et godt evalueringsmøde. Ros fra kunden og overvejende tilfredshed med processen fra projektet og grænsefladen. Dejligt. Der er nye opgaver på vej, og det ser godt ud. Har jeg nogensinde fortalt jer at jeg elsker mit job? ;-)
Lige nu sidder jeg og skumler lidt over at diverse vira og bakterier angriber mig - på vej til Ejstrup idag satte jeg pludselig til i snot og blev hæs og fik kriller i halsen, og nu er jeg gudhjælpemig også ved at få blærebetændelse! Stop det, blev der sagt!
Strategien for forkølelsen er at ignorere den væk, men blærebetændelsen er jeg sq nok lige nødt til at få lidt sulfa for. Jeg har prøvet at drikke utallige af dem væk, eller bombardere dem med varme eller tranebær og hvad har vi af husråd, men i sidste ende er det sq kun medicin der virker ordentligt.
Jeg har IKKE tid til at blive syg. På tirsdag - efter arbejde - kører jeg til Aalborg. Andreas skal sættes på et fly onsdag morgen - han flyver til Malaga, for det næste halve år skal han bo og studere i Granada i det sydlige Spanien.
Så vi kan glæde os til at besøge ham - vi har allerede bestilt flybilletter til maj, hvor vi tager ned, Bruno, Kristian, Bodil og jeg, for at se til ham.
Men det er godtnok lang tid! Pyha!
Men for nu sidder jeg i sofaen og pønser på at slå en forkølelse ned med et eller andet. Der er spansk film på DR-K med en lækker ung Antonio Banderas, og et vattæppe jeg kan smide over mine ben - og en lækker mand ved siden af mig.... hav en fortsat god søndag aften, allesammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar