Livsnyderen om at fake

I julegave fik jeg bl.a. adskillige cd-dubletter. Dem omsatte jeg til den nye Robbie Williams (ja - jeg ER en poptøs!) og første sæson af tv-serien Dexter, som jeg egentlig har villet se - men som nogen måske ved er jeg ikke et seriemenneske ... jeg er ikke ret god til at sidde foran fjernsynet på samme tid hver uge.

Serien har rå-fanget mig, og jeg glæder mig hele tiden til at få tid til at snuppe et par afsnit.

Dexter - som spilles af Michael C. Hall, som nok kan drive lidt mundvand frem - er retsmediciner om dagen og seriemorder om aftenen. Men han myrder kun folk, som virkelig har FORTJENT det!
Han er nemlig godt opdraget af sin plejefar, en politimand, som tidligt opdagede, at den dreng, han havde fundet på et gerningssted og senere adopteret, havde en impuls til at dræbe, som han dårligt kunne kontrollere.

Derfor har den kloge politimands-far lært drengen at hvis han MÅ slå ihjel - ja, så skal han tage de rigtige - dem, som gør andre skade. Man kunne godt mistænke den meget retskafne politimand for at glæde sig over denne søn, som han på sin vis træner til at være om ikke lovens, så retfærdighedens forlængede arm, idet Dexter jo har mulighed for at befri samfundet for de forbrydere, som det ikke lykkes loven at fange ind.

En ting, som Dexter filosoferer meget over, er hvor vanskeligt det er at passe ind. Faderen har lært ham at lade som om, at spille skuespil. Fake it till you make it er hans opskrift. For Dexter føler ikke som andre mennesker, og forstår ikke altid deres følelsesmæssige reaktioner. Eller ... man får en mistanke om, at han måske har følelser, som han bare ikke er i kontakt med.

Måske appellerer Dexter så meget til mig, fordi ... faker de fleste ikke lidt nogen gange? Spiller med på nogen ting, for at være en del af fællesskabet? Og kan empati ikke være svært, selv med den bedste vilje?

Jeg har da nogen gange fundet mig selv i en sammenhæng, hvor jeg ikke helt syntes at jeg passede ind, og ladet som om af alle kræfter - fordi det var høfligst, og fordi det af en eller anden grund var vigtigt for mig at passe ind i situationen.

Jeg har også nogen gange oplevet, at andre er blevet enormt agiterede eller glade eller rørte over et eller andet - og har bare ikke følt det samme. Men man smiler jo, og nikker. Og forsøger at se ud som om. Bare lidt.

Og så er der alle de gange, hvor vi faker, bare en lille smule - så lidt, at vi ikke engang selv registrerer det. Som når vi smiler til den kollega eller det familiemedlem, som vi egentlig ikke bryder os om. Vi gør det, som en refleks, og tænker ikke engang over det.

Har du prøvet at føle dig fuldstændig isoleret eller afskåret - og helt ved siden af i en eller anden sammenhæng? Så har du måske faket for at forsøge at skabe forbindelse, connecte.

Med Dexter er det sat på spidsen. Det gør serien interessant og sjov. Vi andre, som ikke er skadet af traumatiske oplevelser eller lider af autisme eller Asperger, behøver ikke at fake hele tiden.

Men serien har fået mig til at lægge mærke til, når jeg selv gør det. Så tænker jeg på Dexter, og på hvor besværligt det er, når den dekoder, som normalt hjælper en igennem dagens mellemmenneskelige labyrint, har midlertidige nedbrud.