Sikke en dejlig dag, det har været!
Netop som jeg mentalt havde sendt sandalerne i vinterhi, viste sensommeren sig fra sin allervenligste side. Efter et par ærinder i byen i formiddag, stod der havearbejde på planen - og det var en ren fornøjelse. Solen har skinnet idag, og lunet mig mens jeg lugede og kultiverede og rev og slog græs.
Vasketøjet hang fint og tørrede i solen, og der var bare så dejligt ude i solen, at jeg satte mig i en havestol og læste avisen ... og da jeg løb tør for avis, hentede jeg min bog. Et par timer blev det til, i havestolen i det lune hjørne nederst i haven - med udsigt til blå himmel, blafrende vasketøj og en nyluget og veltrimmet have .... aaaaah!
Lige nu får jeg mig et lillebitte glas rødvin i sofaen, mens jeg nyder Chronicles of Riddick ... det er længe siden jeg har set den, og en aften med en god sci-fi actionfilm (med Vin Diesel i stram tshirt) er ikke det værste man har.
Gårsdagen bød på en tur på Katias, sammen med min veninde Alice (hendes mand, Kim, er sammen med Bruno i Harzen). Det var ustyrligt hyggeligt, og vi sluttede af med tiramisu og kaffe og en lang sludder med Katia og hendes veninde Anita(som hjælper i restauranten). Vi kom laaaangt omkring emnemæssigt, og Alice og jeg fortsatte på hjemvejen ... i en grad så vi sad i bilen og snakkede ud for mit hus :-)
I morgen står den på spinning, og så tror jeg lige jeg har et par ting i huset, jeg vil have lavet.
I morgen aften kommer Bruno og Kristian hjem. Så har jeg fået en dejlig dosis egoist-liv og vil nyde at være sammen med dem igen.
1 kommentar:
Det er skønt med egoist-tid. Jeg nyder det i fulde drag, de dage jeg har mulighed for det. 2-3 dage plejer dog også at være nok :-)
God søndag.
Send en kommentar