Livsnyderen om gamle hunde og nye tricks

Nu har jeg i lidt mere end en måned haft arbejdsplads i Silkeborg.

Det har været hårdere, end jeg havde regnet med. På forhånd syntes jeg ikke, det var et problem - med de gode vilkår, vi blev tilbudt, var det jo til at håndtere, og jeg er egentlig ret fleksibel oven i hovedet.

Eller, det synes jeg da ihvertfald selv at jeg er.

Men til min egen store overraskelse ramte flytningen mig som et læs mursten - hårdt.

Der var flere årsager til det.

Køreturen. Der er 91 km til Silkeborg, og de sidste 40 (ca.) er på landevej. Læg dertil mørke morgener, masser af sne og frostgrader der sætter salt ud af funktion. Selvom jeg ikke er en ængstelig chauffør, eller bange for at køre, fordi der er lidt glat, er det trættende og udfordrende at køre den lange vej, når man hele tiden har alle sanser på højkant for at imødegå alle mulige situationer. Og december med sne, sort is og lignende morsomheder, bød på rigeligt med udfordringer på turen.

De nye rammer. Et nyt hus. Masser af nye mennesker. Vi skulle finde ud af, hvor vi fandt tingene, og vi er stadig ikke i stand til selv at booke mødelokaler - så vi skulle spørge nogle af kollegerne fra Jyske It om hjælp til det ene og det andet. Vi kan godt holde videomøde, men hvis vi skal vise ting frem i vores systemer, slår teknikken ikke til.

Nye arbejdsvilkår - fordi vores kørsel er arbejdstid, er der jo mindre tid at arbejde i. Turen fra Erritsø til Fredericia tager omkring en time og 15 minutter, og selvom vi alle har sagt ja til en bonusordning, hvor vi bliver ekstra belønnet, hvis vi når et fastsat antal overarbejdstimer det næste års tid, er der altså ikke mange der arbejder de 12,5 timer ekstra om ugen, som det ville kræve for at opnå samme arbejdstid. Så vi kan nå mindre, og det er frustrerende og besværligt - ikke mindst for projektlederen, som skal få enderne til at nå sammen. Det er nu gået rimeligt godt - nok mest fordi jeg er en del af et fedt team, som har ydet virkeligt godt.

En ændret hverdag.... mange af mine arbejdsdage starter, når jeg kører fra Erritsø kl. 6 om morgenen - fordi jeg vælger at lægge mit overarbejde om morgenen. Andre dage arbejder jeg hjemme, og andre igen tager jeg senere til Silkeborg og arbejder ikke over.

Jeg er pludselig langt fra mine børn, min frisør, min læge, min kiropraktor, min tandlæge. Det kræver lidt mere logistisk planlægning.

Så alt i alt har der været meget, der har været anderledes. Besværligt og ind imellem lidt svært at se den dybere mening med. Selvom jeg godt ved, at det kommer til at give mening på sigt, er det en svær pille at sluge, når det går ud over kadencen i projektet og hverdagen.

Hos mig har det faktisk givet lidt stress-symptomer. Læg nøje mærke til at jeg IKKE siger, at jeg har stress, eller har haft det - men der er nogle velkendte lamper, der har blinket lidt gult. Det mest karakteristisk har været, at min søvn har været dårlig. Jeg har sovet dårligt, vågnet mange gange, og haft svært ved at falde i søvn - især de nætter, hvor jeg skulle til Silkeborg dagen efter. Mit humør har været mere svingende, og latteren har været lidt sværere at finde. Arbejdsglæden - som ellers er stor - er udeblevet fra mit liv.

Åbenbart i en grad, så min afdelingsleder (som ellers er en travl mand) har lagt mærke til det: "Du har længere til smil," sagde han "og du er jo ellers en glad pige." Godt set af ham, synes jeg - vi har ikke arbejdet sammen ret længe, og han er arbejdsmæssigt godt hængt op, fornemmer jeg.

Jeg har ind imellem også oplevet, at der er kommet urimeligt meget brok ud af min mund. Og sådan gider jeg bare slet overhovedet ikke at være. Det er ligesom om der er nogen, der overtager min krop, mens jeg selv sidder magtesløs oppe på den ene skulder og siger "Hov, stop det der!! Sådan er jeg ikke, jeg er for fa'en både positiv og forandringsparat!"

Så jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, tænkt meget over hvordan jeg kunne få arbejdsglæden og smilet igen, og jeg tror jeg er ved at have fundet et mindset og nogle daglige rutiner, som kan få det til at fungere. Og så har jeg en aftale med min dygtige coach-kollega, som har lovet at hjælpe mig med at få ryddet op i tankerodet.

Og i denne uge er det forunderlige så sket. Jeg har siddet oppe i Silkeborg og har hørt mig selv le ... ja, sådan rigtig le, nærmest skraldergrine ... og jeg har følt mig glad og overskudsagtig. Og vigtigst af alt: Jeg har sovet som et spædbarn.

Så det kan godt være at du kan lære en halvgammel tæve nye tricks. Det tager bare lidt tid.