Det er blevet moderne at rakke ned på Danmark. Vi er ikke internationale nok, vi er småtskårne, racistiske mennesker, og den er helt gal med vores samfund.
Vi kan ikke lide folk der ikke kommer udefra, og vi går bare her og hygger os i vores lille smørhul (det sidste er fandme også for dårligt, det kan jeg godt se!!).
Det bliver der skrevet og blogget og kommenteret og facebooket en masse omkring. Senest har Dankortsystemet stået for skud - fordi en herboende finder det problematisk at bruge andre betalingskort i landets butikker og cafeer. Hm. Ja. Det er da uheldigt, kan jeg godt se, men det ser man da i masser af lande. Ikke at det er en undskyldning - det burde bestemt løses - men det er ikke noget specielt dansk.
Ikke desto mindre får alle disse kritiske indlæg diverse kommentarer med på vejen såsom: "Det er også typisk dansk."
"Jamen, sådan ER det jo altid i lille Danmark."
"Det er også for dårligt."
"Man er jo nærmest flov over at være dansker."
Og så er det jeg sidder og kradser mig lidt i parykken. Og nogen gange bliver jeg sq lidt harm og råber ud i lokalet (hvor min familie kikker forvirret på mig) "Gu' er jeg da EJ flov over at være dansker!!".
Nej - Danmark er ikke perfekt, ejheller er alle danskere perfekte. Og det er helt okay at forholde sig kritisk til vores system og vores sindelag, det er jo vejen til diskussion og udvikling.
Men jeg gider kraftpetervælteme ikke smide mig selv rundt i den der selvflaggellerende mudderpøl, hvor alt dansk er noget lort, og alt er i vejen med Danmark. Hæv lige blikket lidt, spænd hageremmen og kom ind i kampen igen!
Jep - der findes racistiske og småtskårne mennesker her i landet. Og der findes en masse mennesker som er åbne og positive og grundlæggende nysgerrige overfor andre kulturer.
Er vi internationale nok? Det ved jeg ikke. Jeg anser mig selv for at være europæer i højere grad end dansker. Og mon jeg er den eneste? Faktisk anser jeg mig selv for at være MENNESKE allerførst.....
Den samme kritik kunne man rette mod masser af andre lande. F.eks. er der da ikke ret mange regioner, hvor indbyggerne er så gode til engelsk, som skandinavien. Er det ikke en slags internationalitet?
Og hvor internationale skal vi være?
En ting jeg græmmer mig over, er vores udlændingepolitik. Den er stram på de helt forkerte steder, i min bog. Den forsøger at løse et gammelt integrationsproblem med nogle lappeløsninger, som rammer med spredehagl. Den er i mine øjne dårlig og lidt pinlig, men den gør mig sørme ikke flov over at være dansker?? Jeg mener - jeg synes faktisk det er FEDT at leve i et demokrati, hvor jeg kan stemme (og endda på mere end to næsten ens partier, som de fx. gør i USA) på dem, jeg synes skal bestemme. Det betyder så, at jeg ikke altid får ret, men jeg har stemt, har jeg. Og så har jeg lov til at brokke mig :-)
Jeg tror egentlig, det handler om, at retorik, hvor vi nedgør os selv, er blevet moderne.
Men jeg krummer tæer, når jeg ser folk rakke ned på det land, jeg bor i. Og jeg ved godt, der er en hårfin linje - men jeg synes godt jeg kan skelne mellem en reel kritik (som det blogindlæg jeg læste om dankortet) og nedrakning (ofte set i kommentarer til kritik-indlæg).
Selv er jeg da heller ikke bleg for at sige til, når jeg ser noget foregå i mit land, som jeg ikke bryder mig om - f.eks. hvordan man behandler homoseksuelle.
Men hvis nu man lige hæver sig lidt op over den førnævnte mudderpøl. Så kan man måske tørre mudderet ud af øjnene og se
- at vi lever i et land hvor vi har demokrati
- at vi lever i et land hvor vi har et skattefinansieret sundhedssystem
- at vi lever i et land hvor vi har et ditto uddannelsessystem
- at vi kan udtale os om alle de ovenstående (og alt muligt andet) uden at blive pisket, diskrimineret imod eller smidt i fængsel
Hvorfor hader vi os selv og vores land så meget? Og hvorfor hyler så mange med, når hylekorslederne går igang med deres "jeg-er-flov-over-at-være-dansker"-tirade?
3 kommentarer:
Endnu et interessant indlæg, Liselotte, og tror du har fat i den lange ende.
Personligt har jeg det dog efterhånden på en sådan måde omkring lande og konceptet "fædreland" at...well, det er jo totalt by pure chance and accident at jeg er blevet født af en mor og far, som lige tilfældigvis var bosat i DK.
SKAL jeg føle mig dansk af den grund? Og hvad er landegrænser egentlig...når man tænker over det? Vi er jo alle mennesker på én og samme jord, at vi så har optrukket fiktive grænser op til trods for at vi er meget ens kan godt virke til mærkeligt til tider.
Sure, jeg kan da godt li' en række ting ved "Danmark", men jeg kan nu aldrig lade være med at tænke: "Hvad havde vores forfædre lige røget da de valgte at bosætte sig i et koldt område nordpå hvor ingenting gror 6 måneder om året, med sne, minusgrader og inaverende grå regnvejsdage, etc etc.." ;o)
Nu sidder jeg jo hernede i heden i Thailand, spiser den lækreste mad frisk fra naturen, soler mig i det altid varme tropiske vejr, nyder thai mentaliteten "sabai, sabai" (rougly oversat til "tag det roligt, slap af, alt ordner sig").
Og well, I gotta say - Danmark falder lidt til kort på de punkter ;))
Hvis vi fik en rumvæsen invasion, gad vide om vi så ligepludselig alle ville føle os mere som "en race" og ikke have samme behov for opdelte landegrænser?
Afsluttende: NEJ, jeg er ikke en Danmark basher, hehe ;o)...Bare en realist %)
Morten, jeg kan høre vi er rigtig, rigtig enige langt hen ad vejen :-) og hvorfor er jeg slet ikke overrasket?? Kan vi ikke lige få slået vores afdelinger sammen igen, så vi kan sætte os med en flaske rødvin til afd. seminar og snakke om verdens tilstand :D
Elsker også det langsomme tempo man har under varmere himmelstrøg - og klimaet! Jep - det danske klima sutter mås. :-)
Og er helt enig i at vi først og fremmest er mennesker ... dernæst alt muligt andet.
...og hvem definerer hvad danskhed er, og hvad den "rigtige" måde at være dansk på, er?
Send en kommentar