Jeg er på standby idag.
Og det er ikke fordi jeg står i et hjørne med en rød lampe, der blinker.
Nej, jeg har rådighedsvagt, og har haft det siden kl. 8 i morges. På mit arbejde er de nemlig igang med 3. prøvekonvertering - generalprøven på det store klimaks den 13-14. oktober, hvor vi I VIRKELIGHEDEN kører alle Jyske Banks oplysninger ind i vores systemer.
Jeg er en del af beredskabet. Det vil sige, jeg og mit team skal træde til, hvis der i de afsluttende kontroller opstår problemer, som skyldes de ændringer vi har lavet til systemerne for at få dem til at passe til vores nye, store bank.
Sidst - til 2. prøvekonvertering - var vi mødt ind. Og eftersom der ikke skete en bjælde, blev det lavet om til at vi skulle have vagt UDEN at møde ind.
Indtil videre har jeg ikke hørt en lyd. Jeg går ellers rundt med skarpladt og nyopladet telefon i lommen, men den er stille som en mus. Den har fulgt mig ned i vaskekælderen og ud i haven, og mens jeg sad ude i en stol i solen og tjente penge mens jeg læste "Fifty Shades Freed".
Det er godt, at der ikke sker noget - jeg håber, at det betyder at alt triller som det skal - men det er også lidt underligt sådan at være på standby. Jeg har lyst til at logge på for at se hvordan det går, men vi må helst ikke belaste vores fjernopkobling unødigt.
Så jeg tøjler min nysgerrighed og regner med at intet nyt er godt nyt.
Kl. 22 i aften er min rådighedsvagt slut, og så er jeg ikke standby længere.
Før den rigtige konvertering - det bliver så spændende, at det næsten ikke er til at holde ud :-)
søndag, september 23, 2012
tirsdag, september 18, 2012
En sur gammel rødstrømpe taler ud
På Facebook florerer for tiden et "sjovt" billede, som hedder "Verdens korteste eventyr".
I sin enkelhed går det sådan her:
"Der var engang en ung mand, som spurgte en ung pige: Vil du gifte dig med mig?
Den unge pige svarede "Nej".
Og den unge mand levede herefter lykkeligt og kørte motorcykel, tog på fiske- og jagtture, spillede en masse golf, drak øl og whisky og havde penge i banken, lod toiletsædet være oppe og pruttede når han havde lyst.
Slut."
Suk, suk, suk.
Jeg bliver så træt når jeg læser den slags, for det er hverken kreativt, sjovt eller originalt. Jeg har det nemlig sådan, at hvis en vits er kreativ, sjov og original, må den godt være sexistisk (mod det ene eller det andet køn), racistisk eller andet der slutter på -tisk. For så er den jo SJOV, og så er der jo en pointe med den.
Trætheden bliver ikke mindre af at det er en cementering af den der trend med at parforholdet er en magtkamp, hvor kvinderne altid har overtaget over de stakkels, stakkels mænd.
En ting er, at det er ynkeligt, når mænd sætter sig op som ofre, der ikke selv formår at tage magten i deres eget liv og sætte præg på det parforhold, som man må formode at de frivilligt er gået ind i, og som de som sådan har ca. 50% af ansvaret for.
Men jeg bliver da også lidt træt af at blive puttet i sådan en kasse der har klistermærket "Beregnende-og-sjovheds-dræbende-pengegrisk-kælling" solidt klasket på forsiden - - for er det sandheden, at kvinder KUN tænker på at få en mand i sine garn, så hun kan suge alle hans penge ud af ham, forbyde ham at have det sjovt og mentalt kastrere ham?
Og jo, jo, jo, jo, jo, jeg VED jo godt at det er "for sjov". Og at jeg er en kedelig party-pooper.
Men det ER jo ikke sjovt. Det er sexistisk agression kamufleret som en vittighed. Og det er næsten lige så sexistisk mod mændene (for de fleste af de dejlige, kloge og spændende mænd jeg kender, har sq for meget nosser til at lade sig "tæmme" på den ovenfor beskrevne måde) som det er mod os kvinder (der jo ret beset også er en slags mennesker, og som sådan lige så forskellige som mennesker er flest).
For det er ikke lige meget hvad vi griner af. Jo mere sådan en "sjov sandhed" bliver gentaget, jo mere cementerer vi nogle åndssvage myter om mennesker baseret på deres køn.
Så kald mig en gammel sur rødstrømpe, som bare får for lidt sex.
Bare jeg må fnise, når du gør det.
For jeg har jo ret.
I sin enkelhed går det sådan her:
"Der var engang en ung mand, som spurgte en ung pige: Vil du gifte dig med mig?
Den unge pige svarede "Nej".
Og den unge mand levede herefter lykkeligt og kørte motorcykel, tog på fiske- og jagtture, spillede en masse golf, drak øl og whisky og havde penge i banken, lod toiletsædet være oppe og pruttede når han havde lyst.
Slut."
Suk, suk, suk.
Jeg bliver så træt når jeg læser den slags, for det er hverken kreativt, sjovt eller originalt. Jeg har det nemlig sådan, at hvis en vits er kreativ, sjov og original, må den godt være sexistisk (mod det ene eller det andet køn), racistisk eller andet der slutter på -tisk. For så er den jo SJOV, og så er der jo en pointe med den.
Trætheden bliver ikke mindre af at det er en cementering af den der trend med at parforholdet er en magtkamp, hvor kvinderne altid har overtaget over de stakkels, stakkels mænd.
En ting er, at det er ynkeligt, når mænd sætter sig op som ofre, der ikke selv formår at tage magten i deres eget liv og sætte præg på det parforhold, som man må formode at de frivilligt er gået ind i, og som de som sådan har ca. 50% af ansvaret for.
Men jeg bliver da også lidt træt af at blive puttet i sådan en kasse der har klistermærket "Beregnende-og-sjovheds-dræbende-pengegrisk-kælling" solidt klasket på forsiden - - for er det sandheden, at kvinder KUN tænker på at få en mand i sine garn, så hun kan suge alle hans penge ud af ham, forbyde ham at have det sjovt og mentalt kastrere ham?
Og jo, jo, jo, jo, jo, jeg VED jo godt at det er "for sjov". Og at jeg er en kedelig party-pooper.
Men det ER jo ikke sjovt. Det er sexistisk agression kamufleret som en vittighed. Og det er næsten lige så sexistisk mod mændene (for de fleste af de dejlige, kloge og spændende mænd jeg kender, har sq for meget nosser til at lade sig "tæmme" på den ovenfor beskrevne måde) som det er mod os kvinder (der jo ret beset også er en slags mennesker, og som sådan lige så forskellige som mennesker er flest).
For det er ikke lige meget hvad vi griner af. Jo mere sådan en "sjov sandhed" bliver gentaget, jo mere cementerer vi nogle åndssvage myter om mennesker baseret på deres køn.
Så kald mig en gammel sur rødstrømpe, som bare får for lidt sex.
Bare jeg må fnise, når du gør det.
For jeg har jo ret.
søndag, september 16, 2012
I slutningen af en dejlig weekend
Så sidder man her i slutningen af en rigtig dejlig weekend. Vejret har været godt, især idag, hvor solen har skinnet ned på mig og min søde mand, som har arbejdet flittigt i haven.
Der er blevet friseret græsplæne og luget bede og svitset ukrudt, og det sidste rabarber er blevet høstet (og forvandlet til en laber kage). Og så tænker jeg - gad vide om det her er den sidste tur i haven i år? Gad vide om der bliver flere frokoster på terrassen, og nydetid i haven uden jakke?
Og så blev jeg lidt trist, for jeg kunne jo godt se de rødgule farver i pæretræet. Og jeg har jo lagt mærke til, at dagene er blevet kortere.
Men på den anden side. Så hader jeg virkelig havearbejde. INTENSIVT!
Vi har verdens mindste have - virkelig! Græsplanen er ikke stort mere end et frimærke, og der er kun 2 bede. Alligevel vokser den til i hønsetarm og mælkebøtter, for jeg er meget bedre til at finde et hyggeligt hjørne med en bog i en havestol, end jeg er til at knokle rundt og luge.
Så jeg har faktisk truet med at hyre en havemand - det eneste, der har holdt mig tilbage er risikoen for, at staklen ville grine sig en gang akut brok til, når han så den lillebitte have. Men jeg gider det godtnok bare ikke.
Det har hjulpet, at vi har anskaffet en ukrudtsbrænder, for min yndlingshadeopgave er at luge mellem fliser. Men stadig ... GAAAB!
Så det er klart den lyse side af efterår: ikke så meget havearbejde!
Og jeg ved, at det bliver forår igen.
Der er blevet friseret græsplæne og luget bede og svitset ukrudt, og det sidste rabarber er blevet høstet (og forvandlet til en laber kage). Og så tænker jeg - gad vide om det her er den sidste tur i haven i år? Gad vide om der bliver flere frokoster på terrassen, og nydetid i haven uden jakke?
Og så blev jeg lidt trist, for jeg kunne jo godt se de rødgule farver i pæretræet. Og jeg har jo lagt mærke til, at dagene er blevet kortere.
Men på den anden side. Så hader jeg virkelig havearbejde. INTENSIVT!
Vi har verdens mindste have - virkelig! Græsplanen er ikke stort mere end et frimærke, og der er kun 2 bede. Alligevel vokser den til i hønsetarm og mælkebøtter, for jeg er meget bedre til at finde et hyggeligt hjørne med en bog i en havestol, end jeg er til at knokle rundt og luge.
Så jeg har faktisk truet med at hyre en havemand - det eneste, der har holdt mig tilbage er risikoen for, at staklen ville grine sig en gang akut brok til, når han så den lillebitte have. Men jeg gider det godtnok bare ikke.
Det har hjulpet, at vi har anskaffet en ukrudtsbrænder, for min yndlingshadeopgave er at luge mellem fliser. Men stadig ... GAAAB!
Så det er klart den lyse side af efterår: ikke så meget havearbejde!
Og jeg ved, at det bliver forår igen.
tirsdag, september 11, 2012
Livsnyderens flow-dag
Jeg har bare haft sådan en mega dejlig dag idag.
Måske startede det i virkeligheden med, at idag var begyndelsen på min arbejdsmæssige tilbagevenden til Erritsø. For det var det. Fra denne uge af vil jeg være at finde 2 dage om ugen på Teknikervej.
Jeg har fået en plads i Betalingsformidlingsafdelingen, som egentlig ikke er den afdeling jeg skal være i fremadrettet - men jeg er udlånt til at løbe et par opgaver i mål der i første omgang.
Så idag startede jeg som føl (eller .. måske egentlig som "halvgammel hoppe") for en kollega (ja ... det vil sige, han er ikke ansat i firmaet men hyret ind som ekstern konsulent, men han har været her så længe at det mere føles kollegialt), hvis projekt jeg skal overtage, når hans kontrakt udløber 31.10.
Jeg fik stoppet en frygtelig masse viden i hovedet (gad vide om det hele stadig er der imorgen?) og nød i mit stille sind alle de "Hej-hvad-laver-du-her"-hilsner jeg mødte, når jeg gik ud og hentede kaffe.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke har været glad for at være i Silkeborg. Søde kolleger, fine forhold, og en lidt dyr beliggenhed midt i en lækker gågade (dyr, når man kommer til at vandre en tur ned af gaden i sin frokostpause). Men føler mig bare som den fortabte søn (eller datter), som er vendt hjem, når jeg går rundt i de velkendte lokaler på Teknikervej.
En ekstra bonus er den ekstra nattesøvn. Og morgenmaden sammen med Bruno og Kristian kimser jeg heller ikke af.
Og de nye opgaver ser spændende ud! Jeg er så klar på det!!
Oven i tog jeg forbi centret på vej hjem. Min nye rutine er: køre ud til centret lige fra arbejde, løbe en tur, styrketræne skuldre/ryg/arme. Og jeg havde en af de dage hvor det var rart at løbe. Jeg ved af erfaring at de bliver flere og flere jo mere jeg holder fast i 3 ugentlige ture, så selvom ulysten stikker hovedet frem ind imellem, får den ikke lov!
Nu sidder jeg mæt og glad i sofaen, selv strygetøjet har jeg fået has på.
Hvad faen kan man egentlig ønske sig mere, sådan en tirsdag aften.
fredag, september 07, 2012
Så til søs...!
Ind imellem er vi så heldige på mit arbejde, at vi bliver færdige med et projekt, og får lov til at holde et sjovt og spændende afslutningskalas.
Og i juni måned igangsatte vi en temmelig stor bunke kodeændringer - mange af dem bliver godtnok først taget i brug her om en måneds tid, når Jyske Bank kommer ind i vores systemer, men projektet er faktisk slut, og vi er videre til andre opgaver.
Jeg havde ikke lige nogen gode ideer, så jeg efterlyste forslag - - og der var en af gutterne, der havde en god ide. Han blev straks udskrevet til en lille tomands-komite, og så var vi igang med at planlægge.
Og i går var vi afsted: 10 mand som skulle ud på de vilde vover. Dagens udflugt gik nemlig til Middelfart, hvor vi fordelt på to både skulle sejle matchrace hos Match Racing Denmark.
Fire timer hvor vi først øvede os i i det hele taget at få skuden til at sejle fremad - derefter stod den på konkurrence! Det var bare herresjovt - jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at sejle, men det var bare en fest.
I dag kan jeg godt mærke de der timer i halv skovskiderstilling ovre ved forsejlet, mens jeg rykkede i snore sammen med gutterne. Der er dømt ømme muller i arme, skuldre, baglår og baller.
Men hvis nogen mangler en gast ... så er jeg frisk, vil jeg lige sige :-)
Og i juni måned igangsatte vi en temmelig stor bunke kodeændringer - mange af dem bliver godtnok først taget i brug her om en måneds tid, når Jyske Bank kommer ind i vores systemer, men projektet er faktisk slut, og vi er videre til andre opgaver.
Jeg havde ikke lige nogen gode ideer, så jeg efterlyste forslag - - og der var en af gutterne, der havde en god ide. Han blev straks udskrevet til en lille tomands-komite, og så var vi igang med at planlægge.
Og i går var vi afsted: 10 mand som skulle ud på de vilde vover. Dagens udflugt gik nemlig til Middelfart, hvor vi fordelt på to både skulle sejle matchrace hos Match Racing Denmark.
Fire timer hvor vi først øvede os i i det hele taget at få skuden til at sejle fremad - derefter stod den på konkurrence! Det var bare herresjovt - jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at sejle, men det var bare en fest.
I dag kan jeg godt mærke de der timer i halv skovskiderstilling ovre ved forsejlet, mens jeg rykkede i snore sammen med gutterne. Der er dømt ømme muller i arme, skuldre, baglår og baller.
Men hvis nogen mangler en gast ... så er jeg frisk, vil jeg lige sige :-)
mandag, september 03, 2012
Tilbage til Erritsø ... om ikke så længe!
Hvis det er rigtigt at gamle mennesker altid synes, at tiden går helt vildt hurtigt ... så er jeg skisme nok ved at komme op i årene.
For hvad sker der lige for at der kun er 40 dage, eller noget i den stil, til den der K-dag (den store konvertering af Jyske Bank ind i vores systemer)?? Det er jo bare lige et par dage siden Slamberten og jeg satte kursen mod Silkeborg i vintermørket.
Men ... Slamberten er jo skiftet ud, og der er lige pludselig gået godt og vel 1,5 år - faktisk nærmere 2.
Mit fremtidige job er på plads, mere eller mindre, og jeg er godt tilfreds ... selvom jeg allerede er lånt ud til en anden afdeling for en tid :o) Jeg er så småt i gang med et par opgaver, og dermed begynder jeg at lukke lige så stille ned for mine aktiviteter i Silkeborg.
På torsdag skal vi have projektafslutning .. og det bliver lidt underligt og vemodigt, for om få uger spredes teamet for alle vinde. Det er lidt mærkeligt. For det har jo været nogle gode år, vi har arbejdet sammen, synes jeg, og det er trygt og velkendt.
Men jeg tror det bliver rigtig godt. Det er sundt (om end lidt angstprovokerende) at blive smidt ud i noget nyt, og ind imellem tænker jeg, at jeg nok godt kunne have fundet på at søge videre uanset, bare for at prøve noget andet.
Jeg glæder mig til at få mine morgener tilbage. Til at møde kl. 8 i Erritsø, i stedet for kl. 8 i Silkeborg. Til at spise morgenmad sammen med Bruno og Kristian - og til at kunne cykle på arbejde igen :-)
For hvad sker der lige for at der kun er 40 dage, eller noget i den stil, til den der K-dag (den store konvertering af Jyske Bank ind i vores systemer)?? Det er jo bare lige et par dage siden Slamberten og jeg satte kursen mod Silkeborg i vintermørket.
Men ... Slamberten er jo skiftet ud, og der er lige pludselig gået godt og vel 1,5 år - faktisk nærmere 2.
Mit fremtidige job er på plads, mere eller mindre, og jeg er godt tilfreds ... selvom jeg allerede er lånt ud til en anden afdeling for en tid :o) Jeg er så småt i gang med et par opgaver, og dermed begynder jeg at lukke lige så stille ned for mine aktiviteter i Silkeborg.
På torsdag skal vi have projektafslutning .. og det bliver lidt underligt og vemodigt, for om få uger spredes teamet for alle vinde. Det er lidt mærkeligt. For det har jo været nogle gode år, vi har arbejdet sammen, synes jeg, og det er trygt og velkendt.
Men jeg tror det bliver rigtig godt. Det er sundt (om end lidt angstprovokerende) at blive smidt ud i noget nyt, og ind imellem tænker jeg, at jeg nok godt kunne have fundet på at søge videre uanset, bare for at prøve noget andet.
Jeg glæder mig til at få mine morgener tilbage. Til at møde kl. 8 i Erritsø, i stedet for kl. 8 i Silkeborg. Til at spise morgenmad sammen med Bruno og Kristian - og til at kunne cykle på arbejde igen :-)
lørdag, september 01, 2012
En ven jeg aldrig mødte
Idag har jeg kondoleret datteren til en ven, jeg aldrig mødte.
Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.
Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.
Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.
Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.
Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.
De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.
I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.
Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden.
Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.
Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.
Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.
Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.
Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.
Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.
Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.
Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.
De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.
I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.
Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden.
Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.
Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.
Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.
Abonner på:
Opslag (Atom)