Idag har jeg kondoleret datteren til en ven, jeg aldrig mødte.
Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.
Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.
Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.
Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.
Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.
De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.
I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.
Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden.
Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.
Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.
Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.
4 kommentarer:
Det gør mig ondt for din ven og hans familie, det er ungt at skulle dø fra datter, familie og venner.
Det at knytte venskab, at komme til at holde af nogen, man følger på nettet, er en forunderlig ting, men også en gave. Ens horisont bliver udvidet.
Og så har jeg lige set tilbage på gamle indlæg og kommentarer, hvor dit navn dukkede op, jeg kom helt til at savne at følge dit liv, så det var underligt at opdage, at du havde skrevet ikke bare et men to indlæg uden at jeg havde opdaget det :-)
Lene, hvis du er på Facebook, må du sende mig en venneanmodning ... hvis du ikke er, er det da ikke et øjeblik for tidligt at du kommer det ;o)
Jeg forsøger lidt at genoplive bloggen, men piller nok lidt ved formen på indlæggene...
Liselotte, jeg har helt bevidst valgt facebook fra, og da mine børn har taget samme valg, så frister det ikke, selvom jeg godt gad følge dig der :-)
Jeg har en meget gammel veninde, som er i livsforlængende behandling (cancer). Selvfølgelig snakker vi lidt i telefon sammen en sjælden gang i mellem. Men jeg vil ikke forstyrre for meget og jeg ved, at hun har et godt netværk i sin familie. Kan også følge hende via fb, mest når hun liker andres eller mine kommentarer eller spiller - nok mest det sidste. Hver gang der går tid mellem, at hun er på, så bliver jeg så bekymret, så bekymret. Squ hårdt den slags.
Faktisk selv når man ikke har mødt folk irl, synes jeg. Jeg har jo heller ikke mødt dig irl, men det er rart at vide, at du findes et sted derude :-)
Send en kommentar