onsdag, april 09, 2014

Livsnyderen i panikalderen

En god telefon-ven sagde engang til mig, at min blog nogen gange havde gjort hende lidt forundret. For man kan fa´me ikke have det så godt så meget af tiden, som det så ud til når man læste mine poster.

Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.

Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.

Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:

Jeg mangler bare en sportsvogn og en 20 år yngre mand, så er stereotypen i hus. Men jeg er overmåde tilfreds med Bruno, og min Hyundai kører jo sådan set også udmærket.

I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.

Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.

De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.

Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.

Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)

Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.

2 kommentarer:

conny sagde ...

Wow, en Fender! Det står for mig som über-tresser-pigtråd-fed-guitar-agtigt. Det er stærkt gået. Og så er du også forsanger i et godt gammeldags amatørband. Jeg er imponeret og ønsker dig fortsat gode vibrationer :-)

Lizelotte sagde ...

Conny, ups, jeg har først set din kommentar nu :D

Det er godtnok en akkustisk Fender, men mærket har jo noget pigtråd over sig, ikke …. og kvaliteten er der ikke noget som helst i vejen med! Elsker den!

Tak for vibrationerne :)