Igår fik jeg mig en chat på Skype med Andreas.
Det er bare SÅ dejligt at høre fra ham - vel at mærke fordi han er glad og travl og veltilpas.
Skolen er begyndt, vejret er blevet godt, han bor et godt sted - og fredag aften var han ude at feste igennem sammen med en flok andre ERASMUS-studenter, bl.a. fra Canada og Holland (tror jeg nok).
Det er en verden til forskel at snakke med ham nu, frem for da han lige landede dernede - hvor han fik lejet sig ind det helt forkerte sted, alting var nyt og usikkert, og der var rigtig møjvejr - nærmest som et dansk efterår.
Han trives - han får løbet ture, og han nyder alle de oplevelser og kontakter, han får.
Han savner os - men han er glad.
Kæft det er dejligt.
Og før vi får set os om, er vi igang med at pakke kufferten for at tage derned :-)
søndag, februar 28, 2010
fredag, februar 26, 2010
Forårsfornemmelser
I denne uge var jeg til skole/hjem-samtale med Bodil.
Hun går i 10. klasse nu, på en privatskole her i Fredericia, og hun har været rigtig glad for det. De gode karakterer har da også stået i kø - i en grad som vi ikke har oplevet, siden hun gik i 8. klasse på Friskolen.
Efter friskolen fulgte et ikke-vellykket ophold på en efterskole, som blev afbrudt i utide - vi fik en slidt pige hjem, som startede i en 9. klasse på en nærliggende skole. Det blev aldrig nogen succes - det var ikke skolens skyld, men Bodil var træt og brugt af det rodede efterskoleophold.
Karaktererne i 9. var temmelig elendige. Det kan ikke anbefales at skifte skole midt i et skoleår på den måde, men det var det eneste, vi kunne gøre.
I 10. klasse startede Bodil så der, hvor hun går nu. Det har været en succes fra starten, og det har holdt. Hun siger, at det er den eneste skole, hvor hun har gået i en klasse uden et defineret hierarki - og det nyder hun.
Og her i foråret har hun væltet sig i 10- og 12-taller.... på den her skole, som har altså et pænt fagligt niveau!
Skole-hjem-samtalen afspejlede dette. Min søde, dygtige, kloge datter fik så meget ros med sig. Lærerne der har set hendes faglige styrker - og set at hun er et unikt, stærkt menneske med sin helt egen stil.
"Jeg elsker dig, Bodil," sagde hendes engelsklærer. "Jeg er helt vild med din personlige stil."
Ord som "indsigtsfuld" og "kærlig" blandede sig med "højt fagligt niveau" og jeg kunne snart ikke være der for røde ører og svulmende hjerte.
Hvor er det dejligt, at min helt specielle datter har fundet sine ben i den grad - jeg håber bare, hun tager det med sig til næste år, når hun skal på hhx. Skønt at hun har overskud til at skinne, og lækkert at der er lærere, der kan se hendes kvaliteter.
Der har været sorger og bekymringer - og uendeligt mange glæder - ved at være Bodils mor. Og det er tider som den samtale, hvor jeg får bekræftet det, jeg altid har holdt fast i og troet på: at hun finder en retning og finder overskuddet til at bruge alle de lækre menneskelige og personlige ressourcer hun har.
You go girl!
Hun går i 10. klasse nu, på en privatskole her i Fredericia, og hun har været rigtig glad for det. De gode karakterer har da også stået i kø - i en grad som vi ikke har oplevet, siden hun gik i 8. klasse på Friskolen.
Efter friskolen fulgte et ikke-vellykket ophold på en efterskole, som blev afbrudt i utide - vi fik en slidt pige hjem, som startede i en 9. klasse på en nærliggende skole. Det blev aldrig nogen succes - det var ikke skolens skyld, men Bodil var træt og brugt af det rodede efterskoleophold.
Karaktererne i 9. var temmelig elendige. Det kan ikke anbefales at skifte skole midt i et skoleår på den måde, men det var det eneste, vi kunne gøre.
I 10. klasse startede Bodil så der, hvor hun går nu. Det har været en succes fra starten, og det har holdt. Hun siger, at det er den eneste skole, hvor hun har gået i en klasse uden et defineret hierarki - og det nyder hun.
Og her i foråret har hun væltet sig i 10- og 12-taller.... på den her skole, som har altså et pænt fagligt niveau!
Skole-hjem-samtalen afspejlede dette. Min søde, dygtige, kloge datter fik så meget ros med sig. Lærerne der har set hendes faglige styrker - og set at hun er et unikt, stærkt menneske med sin helt egen stil.
"Jeg elsker dig, Bodil," sagde hendes engelsklærer. "Jeg er helt vild med din personlige stil."
Ord som "indsigtsfuld" og "kærlig" blandede sig med "højt fagligt niveau" og jeg kunne snart ikke være der for røde ører og svulmende hjerte.
Hvor er det dejligt, at min helt specielle datter har fundet sine ben i den grad - jeg håber bare, hun tager det med sig til næste år, når hun skal på hhx. Skønt at hun har overskud til at skinne, og lækkert at der er lærere, der kan se hendes kvaliteter.
Der har været sorger og bekymringer - og uendeligt mange glæder - ved at være Bodils mor. Og det er tider som den samtale, hvor jeg får bekræftet det, jeg altid har holdt fast i og troet på: at hun finder en retning og finder overskuddet til at bruge alle de lækre menneskelige og personlige ressourcer hun har.
You go girl!
tirsdag, februar 23, 2010
Dem vi elsker at hade
Medierne kammer over med Rigmor Zobel, kokain, politimetoder og meget andet.
Jeg forstår det ikke rigtigt. Hvorfor er det så uendelig interessant? Før denne sag, ville jeg ikke have kunnet koble noget ansigt på navnet, som blot ville have vakt en vag genkendelse.
Men jeg kan da godt se at det er guf for sladderbladene .... for er der noget, der kan give menigmand fråde om munden, er det da en halvadelig jetsetdame, som falder i skandaleuføret.
På den ene side tænker jeg, at hun jo nok ikke er en forfulgt uskyldighed. Politiet plejer ikke at knalde døre ind og genere folk uden grund. Og hvis damen har været i besiddelse af narkotika, og måske endda har handlet med det (det har politiet ihvertfald haft en eller anden grund til at mistænke hende for), så har jeg faktisk heller ikke voldsomt ondt af hende, fordi hun har måttet tage straffen for det.
På den anden side synes jeg ikke, at der er nogen, der har fortjent at blive hængt ud og hetzet i den grad, som det er sket for "Jetsetdronningen" aka RZ. Medier såvel som de halvhjerner, som fx. kommenterer på tv2s og EBs hjemmesider, har knaldet helt ud i det vildeste jantelovsorgie, og har svinet hende til - et sted så jeg endda en kommentator, som nævnte at straffen for narkobesiddelse i et eller andet asiatisk land var halshugning - og at DET fortjente hun!
Hvad sker der for folk?? Damen er dømt for at have købt 5 g kokain ... hun har fået en bøde for det ... og det er så det. Hun har ikke misbrugt dyr, solgt narko til børn, tortureret gamle mennesker eller tegnet Dronning Margrethe som en gris.
Men vi har set hende på Se og Hør-billeder i designertøj og med Annie Fønsby-læber og afbleget hår til diverse hofballer og teaterpremierer, og når nu vores liv begrænser sig til 37 dødssyge jobtimer om ugen, X-factor på TV om fredagen, et liv hvor højdepunktet er når ugebladet udkommer, så må vi hade hende en lille smule, og derfor gå i lykkekramper, når hun dummer sig og skvatter uelegant ned fra piedestalen.
Som nævnt har jeg ikke særlig ondt af hende. Jeg tvivler på at hun er justitsmyrdet i retssystemet, og tror på at hun nok har fortjent sin straf.
Men jeg synes det er kvalmende at se reaktionen fra visse medier, og fra helt almindelige borgere i samfundet. Og jeg håber inderligt, at den historie hun fortæller, om politi-læk og dårlig behandling er forkert.
Hele miseren får mig til at tænke: Usmageligt - og skræmmende.
Jeg forstår det ikke rigtigt. Hvorfor er det så uendelig interessant? Før denne sag, ville jeg ikke have kunnet koble noget ansigt på navnet, som blot ville have vakt en vag genkendelse.
Men jeg kan da godt se at det er guf for sladderbladene .... for er der noget, der kan give menigmand fråde om munden, er det da en halvadelig jetsetdame, som falder i skandaleuføret.
På den ene side tænker jeg, at hun jo nok ikke er en forfulgt uskyldighed. Politiet plejer ikke at knalde døre ind og genere folk uden grund. Og hvis damen har været i besiddelse af narkotika, og måske endda har handlet med det (det har politiet ihvertfald haft en eller anden grund til at mistænke hende for), så har jeg faktisk heller ikke voldsomt ondt af hende, fordi hun har måttet tage straffen for det.
På den anden side synes jeg ikke, at der er nogen, der har fortjent at blive hængt ud og hetzet i den grad, som det er sket for "Jetsetdronningen" aka RZ. Medier såvel som de halvhjerner, som fx. kommenterer på tv2s og EBs hjemmesider, har knaldet helt ud i det vildeste jantelovsorgie, og har svinet hende til - et sted så jeg endda en kommentator, som nævnte at straffen for narkobesiddelse i et eller andet asiatisk land var halshugning - og at DET fortjente hun!
Hvad sker der for folk?? Damen er dømt for at have købt 5 g kokain ... hun har fået en bøde for det ... og det er så det. Hun har ikke misbrugt dyr, solgt narko til børn, tortureret gamle mennesker eller tegnet Dronning Margrethe som en gris.
Men vi har set hende på Se og Hør-billeder i designertøj og med Annie Fønsby-læber og afbleget hår til diverse hofballer og teaterpremierer, og når nu vores liv begrænser sig til 37 dødssyge jobtimer om ugen, X-factor på TV om fredagen, et liv hvor højdepunktet er når ugebladet udkommer, så må vi hade hende en lille smule, og derfor gå i lykkekramper, når hun dummer sig og skvatter uelegant ned fra piedestalen.
Som nævnt har jeg ikke særlig ondt af hende. Jeg tvivler på at hun er justitsmyrdet i retssystemet, og tror på at hun nok har fortjent sin straf.
Men jeg synes det er kvalmende at se reaktionen fra visse medier, og fra helt almindelige borgere i samfundet. Og jeg håber inderligt, at den historie hun fortæller, om politi-læk og dårlig behandling er forkert.
Hele miseren får mig til at tænke: Usmageligt - og skræmmende.
mandag, februar 22, 2010
Nye veje til lykke
Ude i sidebarren på min Facebook gled mine øjne hen over en reklame for ... ja det var vel egentlig en søm-madras...
"De afrundede søm stimulerer din krop til at producere lykkehormoner," eller noget i den stil lød teksten.
Wow ... man skal altså bare smide sit lade legeme på en sømmadras, så bliver man totalt glad i låget? Det lyder altså nemt.
I reklamer og blade får vi at vide, at sømmadrasser, kosttilskud, cremer og hårfarver, biler og nye køkkener, den rigtige karriere og det perfekte hjem vil gøre os lykkelige, og vi stæser afsted for at få det hele.
For at kunne få enderne til at nå sammen på sindet, lokker herba-life og vorterodsudtræk, aura-læsning og healing, selvhjælp og coaching, kend-dig-selv og bliv-mere-effektiv-bøger dig - du kan læse og lære dig til quickfixes, så du kan holde tempoet i jagten på den der uhåndgribelige lykke.
Vi jagter rigtig meget lykken i det her samfund anno 2010. Og hvis jeg påstår mig hævet over tendensen, så lyver jeg.
Men jeg er dog blevet så gammel, at jeg ikke tror på, at en sømmadras, en urtepille og en selvhjælpsbog kan gøre mig lykkelig.
Kærlighed, harmoni i livet og et job med indhold gør det nok snarere for mig.
Det er dog ikke lige noget man kan sælge via postordre, kan jeg godt se.
"De afrundede søm stimulerer din krop til at producere lykkehormoner," eller noget i den stil lød teksten.
Wow ... man skal altså bare smide sit lade legeme på en sømmadras, så bliver man totalt glad i låget? Det lyder altså nemt.
I reklamer og blade får vi at vide, at sømmadrasser, kosttilskud, cremer og hårfarver, biler og nye køkkener, den rigtige karriere og det perfekte hjem vil gøre os lykkelige, og vi stæser afsted for at få det hele.
For at kunne få enderne til at nå sammen på sindet, lokker herba-life og vorterodsudtræk, aura-læsning og healing, selvhjælp og coaching, kend-dig-selv og bliv-mere-effektiv-bøger dig - du kan læse og lære dig til quickfixes, så du kan holde tempoet i jagten på den der uhåndgribelige lykke.
Vi jagter rigtig meget lykken i det her samfund anno 2010. Og hvis jeg påstår mig hævet over tendensen, så lyver jeg.
Men jeg er dog blevet så gammel, at jeg ikke tror på, at en sømmadras, en urtepille og en selvhjælpsbog kan gøre mig lykkelig.
Kærlighed, harmoni i livet og et job med indhold gør det nok snarere for mig.
Det er dog ikke lige noget man kan sælge via postordre, kan jeg godt se.
lørdag, februar 20, 2010
Ultrakort telefonsamtale
Telefonsælger: "Ja goddag, du taler med Jesper fra Allers Forlag."
Liselotte: "Det gør jeg så ikke ret meget længere. Farvel."
Og så siger de, at kvinder taler meget i telefon?
Liselotte: "Det gør jeg så ikke ret meget længere. Farvel."
Og så siger de, at kvinder taler meget i telefon?
fredag, februar 19, 2010
Trøsteshopping
Jeg har haft en rigtig off-dag, så i eftermiddag synes jeg, at jeg ville forkæle mig selv. Jeg tog på trøste-shopping, og se, hvad jeg købte:
Fin, ikke? Den er fra 2006, og den har kørt 28000 km. Lige knap.
Min gode, gamle mazda har jeg bort-adopteret - den skal bo hos mine svigerforældre fremadrettet. Men ikke før jeg får den lille sorte slambert ovenfor - og det gør jeg først mandag i uge 9.
Sælgeren fik mig ellers lidt pisset af, da jeg sad derovre ved hans skrivebord og var igang med at gennemføre handlen.
JEG havde ringet til ham tidligere på dagen, for at sikre mig at bilen stadig stod der. Og fortalt ham at JEG gerne ville komme over og se på bilen.
JEG mødte op derovre - sammen med Bruno, som pænt gik i baggrunden og sagde så lidt som muligt - og JEG fik nøglerne og satte mig bag rattet for at køre en prøvetur.
Bagefter sagde JEG at JEG gerne ville købe bilen.
Så sidder vi på kontoret. JEG fører ordet, og har dialog med sælgeren. Og hvad tror du så, han siger?
"Hvis navn skal stå på registreringsattesten?" - siger denne mandsperson og skeler til Bruno, som sidder og ser solid, uldjakket, gråhåret og myndig ud ved siden af mig.
Et splitsekund overvejede jeg vende mig, se bedende på Bruno og sige "Bruno, må mit navn ikke godt stå der?" Men så tænkte jeg, at manden måske ikke var kvik nok til at fatte ironi.
Så jeg svarede - meget hurtigt - "Det skal mit navn da.".
Hvorfor spørger han overhovedet? Tssssss .... stod der ikke 2010 på kalenderen??
Men fin er den, bilen. Jeg glæder mig til at tage den på ;-)
Fin, ikke? Den er fra 2006, og den har kørt 28000 km. Lige knap.Min gode, gamle mazda har jeg bort-adopteret - den skal bo hos mine svigerforældre fremadrettet. Men ikke før jeg får den lille sorte slambert ovenfor - og det gør jeg først mandag i uge 9.
Sælgeren fik mig ellers lidt pisset af, da jeg sad derovre ved hans skrivebord og var igang med at gennemføre handlen.
JEG havde ringet til ham tidligere på dagen, for at sikre mig at bilen stadig stod der. Og fortalt ham at JEG gerne ville komme over og se på bilen.
JEG mødte op derovre - sammen med Bruno, som pænt gik i baggrunden og sagde så lidt som muligt - og JEG fik nøglerne og satte mig bag rattet for at køre en prøvetur.
Bagefter sagde JEG at JEG gerne ville købe bilen.
Så sidder vi på kontoret. JEG fører ordet, og har dialog med sælgeren. Og hvad tror du så, han siger?
"Hvis navn skal stå på registreringsattesten?" - siger denne mandsperson og skeler til Bruno, som sidder og ser solid, uldjakket, gråhåret og myndig ud ved siden af mig.
Et splitsekund overvejede jeg vende mig, se bedende på Bruno og sige "Bruno, må mit navn ikke godt stå der?" Men så tænkte jeg, at manden måske ikke var kvik nok til at fatte ironi.
Så jeg svarede - meget hurtigt - "Det skal mit navn da.".
Hvorfor spørger han overhovedet? Tssssss .... stod der ikke 2010 på kalenderen??
Men fin er den, bilen. Jeg glæder mig til at tage den på ;-)
onsdag, februar 17, 2010
Om at fejre kærligheden
På lørdag skal vi til fest. Vi skal til sølvbryllup - for et hold af vores venner har grangivelig været gift i FEMOGTYVE år!
Jaja, jeg ved godt, at vi har en alder, hvor dem af vores venner, som er lykkedes med det første ægteskab, efterhånden er nået dertil. Men det ER rent faktisk det første sølvbryllup, jeg har været med til siden mine forældres (så vidt jeg husker).
Det allerdejligste ved det er, at man ikke er spor i tvivl om, at det vennepar, vi skal til sølvbryllup med, stadig er rigtig, rigtig glade for hinanden. Hver for sig er de søde, hyggelige og sjove (og temmelig forskellige) - men sammen fungerer de altså bare allerbedst.
Jeg bliver så glad af at være sammen med den type mennesker. Vi har nogen gange joket med, at de to her er lige omvendt af os: han er turbosnakker, udadvendt og fuld af fis og ballade - hun er lidt mere tilbageholdende, men bestemt værd at tage sig tid til at lære at kende, for der er masser af meninger og dejlige egenskaber at hente.
Hos os er det mig der er den hurtige og udadvendte - og noget må åbenbart fungere ved den konstellation.
Og et faktum er det, at vi fire mennesker hygger os rigtig meget sammen - der bliver snakket på kryds og tværs, og der er aldrig et dødt øjeblik.
Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle til sølvbryllup, lige præcis med de to. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det, vi fejrer på lørdag, er intet mindre end kærligheden.
Jaja, jeg ved godt, at vi har en alder, hvor dem af vores venner, som er lykkedes med det første ægteskab, efterhånden er nået dertil. Men det ER rent faktisk det første sølvbryllup, jeg har været med til siden mine forældres (så vidt jeg husker).
Det allerdejligste ved det er, at man ikke er spor i tvivl om, at det vennepar, vi skal til sølvbryllup med, stadig er rigtig, rigtig glade for hinanden. Hver for sig er de søde, hyggelige og sjove (og temmelig forskellige) - men sammen fungerer de altså bare allerbedst.
Jeg bliver så glad af at være sammen med den type mennesker. Vi har nogen gange joket med, at de to her er lige omvendt af os: han er turbosnakker, udadvendt og fuld af fis og ballade - hun er lidt mere tilbageholdende, men bestemt værd at tage sig tid til at lære at kende, for der er masser af meninger og dejlige egenskaber at hente.
Hos os er det mig der er den hurtige og udadvendte - og noget må åbenbart fungere ved den konstellation.
Og et faktum er det, at vi fire mennesker hygger os rigtig meget sammen - der bliver snakket på kryds og tværs, og der er aldrig et dødt øjeblik.
Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle til sølvbryllup, lige præcis med de to. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det, vi fejrer på lørdag, er intet mindre end kærligheden.
tirsdag, februar 16, 2010
Smuttur til Tyskland
En af fordelene ved at bo, der hvor jeg bor, er at man lige kan smutte over grænsen og handle.
Det tager kun en time i bil, så er vi der - og idag har vi lige været smuttet ned efter colaer. For det ER mest dåsecolaerne, der trækker :-)
Det er en lang dag, når man starter med morgensang 6.30 :-)
Men nu har vi cola nok - og der er købt lidt guf til drengene på kontoret osse :-)
Det tager kun en time i bil, så er vi der - og idag har vi lige været smuttet ned efter colaer. For det ER mest dåsecolaerne, der trækker :-)
Det er en lang dag, når man starter med morgensang 6.30 :-)
Men nu har vi cola nok - og der er købt lidt guf til drengene på kontoret osse :-)
lørdag, februar 13, 2010
Øjeblikke af rendyrket lykke
Kender du det ... de der øjeblikke, hvor din verden bare er i balance? Hvor dit hjerte er let og fuldt af kærlighed og glæde?
Sådan har jeg det i aften :-)
Sådan har jeg det i aften :-)
I Katias stue
Vi har haft en travl lørdag idag.
Først var vi i Vejle og kikke på biler, og en tur i Bauhaus ... hvor vi faktisk endte med at købe et badeværelsesarrangement. Så nu er vi officielt igang med at ordne badeværelse ;-)
Bagefter gik vi i hus-mode - jeg fik malet karnapvinduerne 2. gang, så nu kan vi hænge gardiner op. Bruno fik ombygget vores køleskabs-kabinet. Det gjorde han fordi vi for nylig blev ejere af et køleskab, som egentlig skulle stå i kælderen. Det er stort - lige så stort som det køle/fryseskab vi har nu, bare lidt bredere. Og bare 100 gange lækrere. Så vi har bestemt os for at lade det køle/frys-skabet ryge i kælderen, som ekstra-køl, og få det store, dejlige køleskab herop til daglig brug :-)
Nu er skabskorpus'et bygget om til at passe til det nye, så i morgen kommer en af vores venner og hjælper Bruno med at flytte køleskabet her op.
Når vi nu havde været så flittige, havde vi fortjent at spise ude. Og det var alt, alt for længe siden at vi havde været hos Katia, så det måtte bare være der!
Vi blev ikke skuffede - vi har haft en eminent hyggelig aften. Med toplækker mad, dejlig vin og den der helt unikke fornemmelse af at være en velkommen gæst et sted, hvor man føler sig så hjemme, at skoene er lige ved at ryge af.
Vi endte da også med at stå og sludre ½ times tid, da vi havde betalt vores regning. Hvor Katia og jeg i øvrigt fandt ud af, at vi har fødselsdag samme dag :D pudsigt sammentræf!
Nu skal der vist bare hygges i sofaen. Den næste uges tid har vi næsten-ferie - ingen børn, der skal have mad eller forventer at vi yder nogen form for services ;-) Kristian er på ski med sin far i Østrig, og Bodil har gang i 117 ting - hun gider ikke stå på ski, men besøger familie rundt omkring, og hygger med venner.
Hvad Andreas angår, er han efter et fejlvalg (en møgbeskidt lejlighed han skulle dele med tre storrygere) landet i et pensionat hos en dame ved navn Rosa. Der bor ud over ham 2 amerikanske lærere og en palestinenser. Har faktisk lige chattet med ham, og han lød kanonglad. Men han var nødt til at løbe - for der var nogen der sang nede i køkkenet, og han var nødt til at gå ned og se hvad der foregik.
Behøver jeg at sige mere?? Han har det vist godt der!
I næste uge starter han på universitetet, og det er dejligt at vide, at han nu er godt og trygt installeret.
Livet er godt lige her i min stribede sofa :-)
Først var vi i Vejle og kikke på biler, og en tur i Bauhaus ... hvor vi faktisk endte med at købe et badeværelsesarrangement. Så nu er vi officielt igang med at ordne badeværelse ;-)
Bagefter gik vi i hus-mode - jeg fik malet karnapvinduerne 2. gang, så nu kan vi hænge gardiner op. Bruno fik ombygget vores køleskabs-kabinet. Det gjorde han fordi vi for nylig blev ejere af et køleskab, som egentlig skulle stå i kælderen. Det er stort - lige så stort som det køle/fryseskab vi har nu, bare lidt bredere. Og bare 100 gange lækrere. Så vi har bestemt os for at lade det køle/frys-skabet ryge i kælderen, som ekstra-køl, og få det store, dejlige køleskab herop til daglig brug :-)
Nu er skabskorpus'et bygget om til at passe til det nye, så i morgen kommer en af vores venner og hjælper Bruno med at flytte køleskabet her op.
Når vi nu havde været så flittige, havde vi fortjent at spise ude. Og det var alt, alt for længe siden at vi havde været hos Katia, så det måtte bare være der!
Vi blev ikke skuffede - vi har haft en eminent hyggelig aften. Med toplækker mad, dejlig vin og den der helt unikke fornemmelse af at være en velkommen gæst et sted, hvor man føler sig så hjemme, at skoene er lige ved at ryge af.
Vi endte da også med at stå og sludre ½ times tid, da vi havde betalt vores regning. Hvor Katia og jeg i øvrigt fandt ud af, at vi har fødselsdag samme dag :D pudsigt sammentræf!
Nu skal der vist bare hygges i sofaen. Den næste uges tid har vi næsten-ferie - ingen børn, der skal have mad eller forventer at vi yder nogen form for services ;-) Kristian er på ski med sin far i Østrig, og Bodil har gang i 117 ting - hun gider ikke stå på ski, men besøger familie rundt omkring, og hygger med venner.
Hvad Andreas angår, er han efter et fejlvalg (en møgbeskidt lejlighed han skulle dele med tre storrygere) landet i et pensionat hos en dame ved navn Rosa. Der bor ud over ham 2 amerikanske lærere og en palestinenser. Har faktisk lige chattet med ham, og han lød kanonglad. Men han var nødt til at løbe - for der var nogen der sang nede i køkkenet, og han var nødt til at gå ned og se hvad der foregik.
Behøver jeg at sige mere?? Han har det vist godt der!
I næste uge starter han på universitetet, og det er dejligt at vide, at han nu er godt og trygt installeret.
Livet er godt lige her i min stribede sofa :-)
mandag, februar 08, 2010
Travl og glad
Forkølelsen er så småt ved at slippe taget i mig. Jeg har det så godt, at jeg har lidt svært ved at huske at tage min penicillin for bihulebetændelse, selvom jeg stadig lyder lidt tæt når jeg snakker.
Der er fuld fart på, både på job og i fritiden. Weekenden var dog heldigvis stille og rolig.
Fredag nød jeg en hyggelig kvinde-aften, med de andre kvinder i afdelingen (samt en enkelt som forlod os sidste sommer - men det er et svært netværk at forlade).
Lørdag var vi lidt huslige ... i november 2008 fik vi nye vinduer i, men vi fik ikke liiige sat de sidste lister på og fik malet karnapvinduerne indvendig. I lørdags satte Bruno listerne på, og jeg malede første gang. Det går fremad :D
Søndag stod den på motion - Bruno kørte vintercup, og jeg tog i Dansk Fitness. Fredag aften havde vi nemlig gejlet hinanden op til at deltage i både Feminas og Alt for Damernes kvindeløb her i Fredericia, så jeg var motiveret til at prøve benene lidt. Så den stod på løbebånd, og det gik okay. Men jeg må konstatere, at jeg stadig mærker den fiber, jeg pådrog mig sidste sommer, i højre baglår :-(
Jeg satser dog på at træne det forsigtigt alligevel.
Jeg nuppede også lidt styrketræning og en tur på Nordic Walkeren, så jeg var godt brugt, da jeg kørte hjem.
På job er der fuld gang i den. Jeg er ved at starte et nyt projekt op, og det ser RIGTIG spændende ud - og har stor direktions-bevågenhed. Det er jo herligt, for mon ikke jeg så kan få liiige de ressourcer, jeg har brug for? Men det betyder også, at min kalender er plastret totalt til med møder - det er lidt en udfordring at nå at følge op på dem også.
Oh well - jeg skal nok få det til at gå op i en højere enhed, uden at få stress eller noget. Heldigvis er jeg ikke særligt disponeret for at blive arbejds-stresset. Det går først galt når der er følelsesmæssigt pres på.
Ugen byder OGSÅ på:
Der er fuld fart på, både på job og i fritiden. Weekenden var dog heldigvis stille og rolig.
Fredag nød jeg en hyggelig kvinde-aften, med de andre kvinder i afdelingen (samt en enkelt som forlod os sidste sommer - men det er et svært netværk at forlade).
Lørdag var vi lidt huslige ... i november 2008 fik vi nye vinduer i, men vi fik ikke liiige sat de sidste lister på og fik malet karnapvinduerne indvendig. I lørdags satte Bruno listerne på, og jeg malede første gang. Det går fremad :D
Søndag stod den på motion - Bruno kørte vintercup, og jeg tog i Dansk Fitness. Fredag aften havde vi nemlig gejlet hinanden op til at deltage i både Feminas og Alt for Damernes kvindeløb her i Fredericia, så jeg var motiveret til at prøve benene lidt. Så den stod på løbebånd, og det gik okay. Men jeg må konstatere, at jeg stadig mærker den fiber, jeg pådrog mig sidste sommer, i højre baglår :-(
Jeg satser dog på at træne det forsigtigt alligevel.
Jeg nuppede også lidt styrketræning og en tur på Nordic Walkeren, så jeg var godt brugt, da jeg kørte hjem.
På job er der fuld gang i den. Jeg er ved at starte et nyt projekt op, og det ser RIGTIG spændende ud - og har stor direktions-bevågenhed. Det er jo herligt, for mon ikke jeg så kan få liiige de ressourcer, jeg har brug for? Men det betyder også, at min kalender er plastret totalt til med møder - det er lidt en udfordring at nå at følge op på dem også.
Oh well - jeg skal nok få det til at gå op i en højere enhed, uden at få stress eller noget. Heldigvis er jeg ikke særligt disponeret for at blive arbejds-stresset. Det går først galt når der er følelsesmæssigt pres på.
Ugen byder OGSÅ på:
- mavedans - juhuuu, det starter igen!
- møde om blå mandag (skønt poden ikke skal konfirmeres, skal han med alligevel)
- X-tet-øveaften
- en gang spinning mere
- X-tet-koncert
... så mon ikke jeg er klar til at holde weekend, når vi når til fredag?
Kom frisk, spændende og afvekslende uge!
onsdag, februar 03, 2010
Snot-sæson
Det er vist sæson for snot. Der er godtnok mange, som er syge for tiden!
Selv er jeg også stadig temmelig snottet. Syntes faktisk jeg var ved at være rask mandag - selvom jeg allerede søndag var lidt øm over panden på den dårlige bihule-måde.
Var faktisk også ret frisk mandag - tog på job og nød at være igang igen. Men tirsdag var det ligesom om jeg var ramt af et læs mursten. Jeg var SÅ træt, og utidig, og hen på eftermiddagen gik jeg hjem og SOV på sofaen. Det var ligesom om min strategi om saltvandsskylning af næsen, brug af næsespray og målrettet blik mod raskhed ikke helt slog til.
Idag dundrede mit hoved allerede ret tidligt på formiddagen. Jeg tog et par panodiler, og ringede til lægen så snart hans telefon ringede. Så nu er jeg på penicillin.
Jeg foretager mig absolut ikke andet end det højst nødvendige - dvs. gå på arbejde, og lave de mest nødvendige ting herhjemme. (og det er ikke ret meget der er nødvendigt - jeg har jo en dejlig mand, og en skøn lille hvid tornado af en datter, for ikke at nævne en sød og hjælpsom teenage-søn). Jeg har allerede aflyst mine spinningtider for denne uge, for der er bare ikke overskud til mere. Og i aften har jeg brændt mine favorit-damer i X-tetten af ... desværre.
MEN nu går det fremad - for det skal det! Jeg har spændende opgaver på arbejdet, som ligger og råber på mit skrivebord, og helt generelt liv der skal leves.
Jeg følte mig lidt raskere i eftermiddag - for da jeg lukkede min laptop op, ringede min Skype - og det var Andreas, der ville snakke, nede fra Madrid. Ham og hans klassekammerat, Stine, er stadig ude og se sig om - lige nu altså i Madrid - men engang i næste uge tager de til Granada og bliver installeret. De skal starte på uni den 15. februar, så de har god tid til at finde på plads inden de skal igang.
Hurra for Skype - og for penicillin!
Selv er jeg også stadig temmelig snottet. Syntes faktisk jeg var ved at være rask mandag - selvom jeg allerede søndag var lidt øm over panden på den dårlige bihule-måde.
Var faktisk også ret frisk mandag - tog på job og nød at være igang igen. Men tirsdag var det ligesom om jeg var ramt af et læs mursten. Jeg var SÅ træt, og utidig, og hen på eftermiddagen gik jeg hjem og SOV på sofaen. Det var ligesom om min strategi om saltvandsskylning af næsen, brug af næsespray og målrettet blik mod raskhed ikke helt slog til.
Idag dundrede mit hoved allerede ret tidligt på formiddagen. Jeg tog et par panodiler, og ringede til lægen så snart hans telefon ringede. Så nu er jeg på penicillin.
Jeg foretager mig absolut ikke andet end det højst nødvendige - dvs. gå på arbejde, og lave de mest nødvendige ting herhjemme. (og det er ikke ret meget der er nødvendigt - jeg har jo en dejlig mand, og en skøn lille hvid tornado af en datter, for ikke at nævne en sød og hjælpsom teenage-søn). Jeg har allerede aflyst mine spinningtider for denne uge, for der er bare ikke overskud til mere. Og i aften har jeg brændt mine favorit-damer i X-tetten af ... desværre.
MEN nu går det fremad - for det skal det! Jeg har spændende opgaver på arbejdet, som ligger og råber på mit skrivebord, og helt generelt liv der skal leves.
Jeg følte mig lidt raskere i eftermiddag - for da jeg lukkede min laptop op, ringede min Skype - og det var Andreas, der ville snakke, nede fra Madrid. Ham og hans klassekammerat, Stine, er stadig ude og se sig om - lige nu altså i Madrid - men engang i næste uge tager de til Granada og bliver installeret. De skal starte på uni den 15. februar, så de har god tid til at finde på plads inden de skal igang.
Hurra for Skype - og for penicillin!
Abonner på:
Opslag (Atom)