Om at fejre kærligheden

På lørdag skal vi til fest. Vi skal til sølvbryllup - for et hold af vores venner har grangivelig været gift i FEMOGTYVE år!

Jaja, jeg ved godt, at vi har en alder, hvor dem af vores venner, som er lykkedes med det første ægteskab, efterhånden er nået dertil. Men det ER rent faktisk det første sølvbryllup, jeg har været med til siden mine forældres (så vidt jeg husker).

Det allerdejligste ved det er, at man ikke er spor i tvivl om, at det vennepar, vi skal til sølvbryllup med, stadig er rigtig, rigtig glade for hinanden. Hver for sig er de søde, hyggelige og sjove (og temmelig forskellige) - men sammen fungerer de altså bare allerbedst.

Jeg bliver så glad af at være sammen med den type mennesker. Vi har nogen gange joket med, at de to her er lige omvendt af os: han er turbosnakker, udadvendt og fuld af fis og ballade - hun er lidt mere tilbageholdende, men bestemt værd at tage sig tid til at lære at kende, for der er masser af meninger og dejlige egenskaber at hente.
Hos os er det mig der er den hurtige og udadvendte - og noget må åbenbart fungere ved den konstellation.

Og et faktum er det, at vi fire mennesker hygger os rigtig meget sammen - der bliver snakket på kryds og tværs, og der er aldrig et dødt øjeblik.

Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle til sølvbryllup, lige præcis med de to. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det, vi fejrer på lørdag, er intet mindre end kærligheden.