Rejseplaner

Nu har vi snart rigtig længe haft booket flybilletter til Malaga - for vi skal jo ned og besøge Andreas i Granada.

Der har været MASSER af tid til finplanlægning og hotelbookning, men pludselig er tiden gået, og er der kun kort tid til vi skal afsted.

Så vi har haft travlt med at bestille overnatninger og bil, og koordinere med Andreas' skolegang.

Mand hvor jeg glæder mig! Og Andreas kan nærmest ikke vente - han glæder sig til at vise os Granada - tapas-barerne, stranden, Alhambra, butikkerne - og det "barrio" han bor i.

Jeg er lige hoppet af Skype efter en lang snak med ham - og mand, hvor jeg savner ham! Det bliver fantastisk at være sammen med ham igen. 25 grader og solskin har jeg heller ingenting imod. ;o)

Der er 2 måneder til han kommer hjem ... jeg tror han glæder sig endnu mere til det, end til at vi kommer. Han glæder sig vildt til at bo lidt på vores gæsteværelse og hænge ud med os, og blive pylret lidt om af sin mor, siger han :-) OG mon ikke også kæresten trækker en del :D

Vi regner med at skulle en tur til Gibraltar også - ifølge Andreas er det virkelig noget at se, og vi er jo ret fleksible, for vi lejer en bil dernede.

Jeg glæder mig!!

...hvad skete der med løbeposterne?

Måske har der siddet et par afvigere derude og SAVNET mine løbeposter.

Der har nemlig været riiiiigtiiiig laaaaaaangt imellem dem siden engang sidste sommer. Jeg har bøvlet med en skade i baglåret, som har gjort, at jeg har måttet ty til alternative motionsformer - primært spinning.

Men nu er der forsigtig optimisme at spore. Siden januar har jeg sneget minutter ind på løbebåndet ude i fitnesscentret, og i lørdags syntes jeg at intervallerne var lange nok til at berettige, at jeg snørede løbeskoene og kastede mig ud i "rigtigt" løb - ude i den ægte, udendørs verden.

Det er pissehårdt. Jeg kan godt mærke, at jeg er i skod-løbeform (spinning GØR ikke det samme for min form som løb), og især hvis jeg sammenligner med sidste år, samme tid ... men det er ligemeget, for jeg LØBER igen! Godtnok bare 5-10 minutters intervaller, med 1½ minuts gang imellem, men jeg løber, og det gør ikke ondt. Jeg kan mærke baglåret, men ikke andet.

Det svære lige nu er beherskelsens kunst. Det ville være skøøønt bare at lade som om alt var fint, og drøne derudaf for at se, hvor hurtigt jeg kan løbe 5 km. Men jeg gør det ikke, for jeg vil IKKE være skadet igen!

Det er heldigt - for efter en vinter med spinning kan jeg næsten ikke piske en stemning op for det mere - - sådan går det altid, når det bliver oktober igen, synes jeg det er faaantastisk, og når der så kommer blade på træerne er jeg ved at brække mig ved tanken om at sætte mig på spinningcyklen.

Jeg har dog ikke skippet centret. Jeg styrketræner lidt - mine skuldre har så godt af det - og så har jeg fundet noget nyt og sjovt: ZUMBA! Det er mega skægt! Jeg kan ikke påstå at det er det hårdeste, jeg har prøvet, men det er bare humørfremmende!

Koreografien er tilpas let for en motorikmongol som mig, og et par sæsoner med shimmy og ottetaller og arabiske grundtrin har nok også rustet mig ret godt. Og så er instruktøren bare verdens skønneste Tine ... hun var instruktør på min allerførste hold-oplevelse i Dansk Fitness (dengang "Aktiv Fritid"), hvor jeg kom i oversize-delleskjuler-tshirt for at være med til Mave-Balle-Lår. Tine er den herligste energibombe - det er ganske umuligt ikke at være glad, når hun svinger taktstokken (i overført betydning).

Så jeg er solgt på Zumba - et fedt supplement til løb og styrketræning.

GPS = genial på shoppetur

Igår var vi en tur over grænsen.

Faktisk var det mest for tøsernes skyld - altså bonusdatter Christina og bonussvigerdatter Mette - som vi skal besøge på søndag. De manglede billige sodavand, og hvad GØR man ikke for de unger!

Nu er Bruno jo en stor fan af landkort, og mener at GPS er en overflødig ting, så sådan en finder man ikke i Bimmeren. Men nede omkring Christiansfeld var gode dyr rådne, for der var sket en væmmelig ulykke på motorvejen, og vi måtte vente i kø, blot for at komme af motorvejen og ud på nogle mindre veje.

Det værste kommer bare op i folk i sådan en situation. Der går ikke længe, før alle mulige idioter (inkl. en SKOLEVOGN!!!) blev meget utålmodige og tog nødsporet for at komme til frakørslen. Tak for køkultur, møgører! Heldigt for dem var det åbenbart ikke i den sydgående retning, at ambulancerne skulle til ... så kunne ulykken måske have kostet endnu flere menneskeliv, fordi de skulle noget der var SÅ vigtigt at det var helt okay at blokere nødsporet.

Nå - men vi kom jo af motorvejen, og i radioen foreslog de folk at køre ad hovedvejen ned gennem Haderslev. De sagde i samme åndedrag at der var køkørsel ad denne vej også - så i stedet for at køre til venstre, da vi kom af, kørte vi til højre.

"Ved du, hvor vi skal hen?" sagde jeg så. "Næh," sagde min elskede "men vi kan da køre sådan lidt vestover og tage en anden grænseovergang i stedet."

Det havde han selvfølgelig ret i, men jeg kunne godt forudse lidt ekstra køretid, når nu han
a) ikke vidste hvor den vej, vi kørte på, førte hen
b) ikke var helt sikker på, hvad vej vi skulle for at finde en grænseovergang

Så - vupti dupti - jeg hev iPhonen frem, og lidt efter kunne jeg sige: "Hvis vi nu kører ligeud til denneher by, Sommmersted, og fortsætter lige igennem, så kan vi køre sydover ved e103" (eller hvad den nu hed) "og fortsætte ned mod Tønder."

For foran mig havde jeg nemlig et landkort, med en lille pulserende blå prik, der bevægede sig: nemlig os.

Resultat: vi kørte den direkte vej til Tønder, og kørte over grænsen ved Sæd. Der har vi handlet før, dengang Bodil gik i skole i Højer.

Jeg satser på, at han på et tidspunkt mørner og køber en GPS...

Den gamle mand med den dybe stemme...

Jeg har anskaffet mig koncertbilletter idag. Idag var nemlig dagen, hvor Billetnet lukkede op for salg af billetter til en koncert med Leonard Cohen til august i Odense.

Jeg har været rigtig glad for Cohens musik fra jeg var teenager. En guitarlærer slap mig løs på Suzanne ... og naturligvis måtte jeg jo så høre originalen. Den dybe, fløjlsbløde stemme, og den hypnotiske, bølgende rytme i sangen gjorde, at jeg var solgt.

Flere sange fulgte naturligvis. De sære, og sært dragende, sært smukke tekster vandrede rundt i min krop og ind i mit hoved, og jeg er sikker på at de satte varige spor i min sjæl. Verden blev smukkere på en lidt mørk og forvrænget måde.

Cohens musik og ord fik mig til at vokse, og hjalp mig med at blive voksen. Det var i hans musik jeg fandt trøst (og stadig gør det) når verden er tung - med budskabet om at smerte, ensomhed, tab ... det kan være så smukt, så smukt.

Musikken fra manden med det tunge ansigt og den jødisk-canadiske baggrund er noget af det eneste musik, som jeg holder lige så meget af idag, som da jeg var en rundforvirret teenagepige. Det har præget mig, været en del af mit liv.

Så jeg glæder mig til at se manden, i levende live, i Odense til sommer.

Måske bliver mine øjne fugtige, når han rent faktisk står lige der på scenen, og hans stemmes magi griber om mit hjerte.

Men det er helt i orden.

Hip hurra...

...det' min fødselsdag!

Og hvor ER jeg blevet fejret!!

Fra morgenen var der lækker varm havregrød med kanel og æblestykker, en klat græsk yoghurt og lidt syltetøj ... på bestilling, for det var det, jeg allerhelst ville have.
Der var flag og gaver på bordet, og Kristian stod op, selvom han faktisk først skulle møde kl. 10.

Bruno lykkedes med en gave, jeg slet ikke havde gættet på, og som jeg er SUPER glad for - en kvalitetsdartskive med darts og ekstra flights og tips. Den ER hængt op og indviet (og jeg vandt!).

På job var min stol og mit skrivebord pyntet med rigtig mange flag, og en sød kollega havde skrevet TILLYKKE! og tegnet et flag på et stykke papir som var sat i mit tastatur. Oven i købet fik jeg en fødselsdagssang fra drengene på kontoret, selvom jeg ikke havde kage med. ;-)

På mailen, på Facebook og telefon er hilsner strømmet ind hele dagen - det er dejligt at så mange gider sende tanker og hilsner, en lille ting som gør mig glad :-)

Dagens overraskelse var en tidligere kollega, som ringede til mig på arbejde - vi arbejdede sammen i Sydbank i 1990-1991, og hun husker ALTID min fødselsdag. I år syntes hun at jeg skulle have et telefonopkald frem for en mail.

Jeg tog lidt tidligt fri, og gik hjem og nød livet lidt. En gåtur ned at handle i byen (og omsætte et velkomment gavekort til Matas til et lækkert produkt fra Clarins), kaffe med Bruno og en lang snak med Andreas på Skype. Lækkert!

Den traditionelle ude-spisning er dog udsat til imorgen - ungerne spiller rollespil om torsdagen, så vi fejrer i morgen aften, selvfølgelig nede hos Katia.

Min niece Stine har fødselsdag i morgen - så jeg skulle lige have et kort sendt afsted i aften. Da vi alligevel var ude at gå, besluttede vi at stikke hovedet ind hos førnævnte Katia - det er nemlig sjovt nok også hendes fødselsdag i aften. Jeg ville bare lige ind og sige tillykke, men det lykkedes ikke - måske var det fordi jeg listede ud i køkkendøren og sang fødselsdagssang, vi blev ihvertfald budt på kaffe og et stykke guddommeligt valnøddekage. Katia havde også lige tid til at sætte sig og sludre 5 minutter, selvom hun siden 1. april selv har stået i køkkenet - den værste travlhed var vist ovre for idag.

Bagefter gik vi hjem, og så var det vi spillede bedst af 3 i 301. Jeg tror Bruno går i skarp træning, for han KAN ikke lide at tabe til mig i noget som helst :-D

Det har bare været en helt igennem god, varm og rigtig fødselsdag. Jeg går glad i seng, varm af alle de gode hilsner og lykønskninger jeg har fået.

44 føles godt.