Den gamle mand med den dybe stemme...

Jeg har anskaffet mig koncertbilletter idag. Idag var nemlig dagen, hvor Billetnet lukkede op for salg af billetter til en koncert med Leonard Cohen til august i Odense.

Jeg har været rigtig glad for Cohens musik fra jeg var teenager. En guitarlærer slap mig løs på Suzanne ... og naturligvis måtte jeg jo så høre originalen. Den dybe, fløjlsbløde stemme, og den hypnotiske, bølgende rytme i sangen gjorde, at jeg var solgt.

Flere sange fulgte naturligvis. De sære, og sært dragende, sært smukke tekster vandrede rundt i min krop og ind i mit hoved, og jeg er sikker på at de satte varige spor i min sjæl. Verden blev smukkere på en lidt mørk og forvrænget måde.

Cohens musik og ord fik mig til at vokse, og hjalp mig med at blive voksen. Det var i hans musik jeg fandt trøst (og stadig gør det) når verden er tung - med budskabet om at smerte, ensomhed, tab ... det kan være så smukt, så smukt.

Musikken fra manden med det tunge ansigt og den jødisk-canadiske baggrund er noget af det eneste musik, som jeg holder lige så meget af idag, som da jeg var en rundforvirret teenagepige. Det har præget mig, været en del af mit liv.

Så jeg glæder mig til at se manden, i levende live, i Odense til sommer.

Måske bliver mine øjne fugtige, når han rent faktisk står lige der på scenen, og hans stemmes magi griber om mit hjerte.

Men det er helt i orden.