Om anmelderes forskellighed

I morges tænkte jeg på, om det mon var den samme koncert, som jeg og den lunkne anmelder fra Fyens Stiftstidende havde været til. Men ok, hvad skal man forvente af en amatøravis, som ikke respekterer mit ejerskab af mine blogtekster - ja, præcis - at de sender en inkompetent anmelder, ikke?

Fyren fra Jyllandsposten har tydeligvis været til samme koncert som mig. Der kan man se :-)

Genlæsningen af min blogtekst-sag fra for 2 år siden var lige ved at få mig op at ringe igen. Mage til dumhed og arrogance fra en lille journalist-snotklat på en ynkelig provinsavis skal man da lede længe efter.

Livsnyderens musikalske stjernestund

Det kan godt være at visse anmeldere mener, at koncerten igår med Leonard Cohen bød på et kedeligt 1. sæt. Sådan oplevede jeg det bare slet ikke.

Jeg oplevede den gamle mester med en styrke i stemmen man ikke forventer af en mand på 76, og en indlevelse, som blot blev større i løbet af koncerten.

Smukt og gribende var det. Og ensemblet på scenen var stærkt - især den gamle spanier, som håndterede diverse strengeinstrumenter faldt lige i ørerne på mig.

Da koncerten så ud til at være slut, hviskede jeg til Bruno: "Nu skal han bare komme ind og spille Famous Blue Raincoat, så er min lykke gjort." Og det gjorde han så, efter et par andre ekstranumre.

Koncerten, som startede kl. 20.00 (sharp!), var ikke forbi før næsten 23.30, med en pause på godt 20 minutter midt i. Så vi fik sørme noget for pengene! Den gamle mester har helt sikkert også fået noget for pengene - for ud over billettens pris, var der en anderledes bonus at høste for ham: den kærlighed og respekt, der mærkbart strømmede op mod ham fra publikum.

Suk. Det var en magisk aften, selv med umådeligt trætte ben og en smadret lænd.

Jeg fatter bare ikke, at nogen betaler omkring 650 kr for en billet, for så at tro de er kommet til byfest. Snakker og griner, vader ustandseligt frem og tilbage (og hen over mine tæer) for at hente fadøl, pølser og gå på toilettet. Som en debattør foreslog på fyens.dk, så burde man have indført en koncertlinje, og dem der ville til byfest kunne stå bagved, og så kunne os, der ville høre musik, have stået foran den. Jeg kan godt lade være med at spise, drikke OG tisse i de 3,5 timer det varede.

Men sådan er vi jo så forskellige.

Flyvende livsnyder

Uhhhh jeg er næsten oppe at flyve idag!

Bruno og jeg har hele sommeren snakket om, at vi i sensommeren ville på kæresteweekend. Der har været snakket Rom, Lissabon og mange andre steder, og IGÅR købte vi så flybilletter og hotelophold.

Fra fredag morgen til mandag morgen, bliver det - og vi skal til Alghero i Sardinien. For returbilletter til os begge to, alt inklusive, må vi slippe den fyrstelige sum af 1.248 kr. Så er der da lidt ekstra til at spise godt og bo dejligt for.

Der ser superlækkert ud dernede ... uhm! Jeg glæder mig helt vildt!

Benløs livsnyder

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om alt det der motion.

På den ene side ved jeg jo godt, at jeg har godt af det, og at den hjælper mig med at styre min vægt. Og når jeg er i form, er det faktisk også rigtig dejligt med en løbetur.

Men idag var det som om mine ben slet ikke ville med ud at løbe - og de er jo faktisk også en del af min krop - så de burde vide bedre. PUHA de var tunge og utidige. Og jeg blev så træt, så træt af at slæbe dem efter mig.

Værst var at jeg frygtede at blive overhalet af skovsnegle, gamle damer med rollatorer, sommerfugle, teenagepiger på lyserøde cykler - kort sagt, alle naturens langsomste skabninger.

Jeg blev dog kun overhalet af nogle andre, mere overskudsagtige løbere. Overvejede at skælde ud på benene, men nu har jeg jo læst en del ledelsesteori, så jeg prøvede i stedet at give dem en omgang AI - Appreciative Inquiry. Jeg sendte kærlige og anerkendende tanker til mine ben, forsøgte at visualisere hvordan de bevægede sig let, men kraftfuldt hen ad stien - men lige lidt hjalp det. De var uafhjælpeligt tunge og umedgørlige.

Sure ben!

Heldigvis blev min løbetur slut, og belønningen var et dejligt varmt bad, og mad som Bruno havde lavet. Og nu sidder jeg og har super god samvittighed, fordi jeg BÅDE har cyklet på arbejde OG løbet en tur.

Og det er jo sådan, at selvom nogle ture bare er helt umulige og rædsomme og smertefulde, så ved jeg at den næste tur sikkert bliver bedre. Det hører med.

Så nu belønner jeg mine ben ved at klaske dem op i sofaen, og nyde, at DR2 byder på to afsnit af "min serie" - The Tudors.

Tæt på

I fredags var jeg at finde på Kiddesvej, da Post Danmark Rundt-feltet kørte ind på rundstrækningen i Vejle, på årets kongeetape.

Jeg fik heppet og hujet, især på ham her, som ikke havde en chance lige den dag --- men han er og bliver min cykelhelt :-)

Jo, det ER Jens Voigt ... på 2. eller 3. omgang. Første gang kom han så tæt forbi mig, at jeg kunne have strakt armen ud og rørt ved ham. Jeg var helt befippet, og fik slet ikke taget billeder. Jens er super sej, og jeg har allerede tilgivet ham, at han skifter hold i 2011 ... jeg er bare glad for at han beriger os med sin tilstedeværelse i pro cycling endnu et år.

Livsnyderen funderer over blufærdighed

Jeg tror nok jeg er rimeligt frit opdraget, når det kommer til kropslighed.

Ihvertfald er jeg ikke et fysisk blufærdigt menneske, hverken når det gælder min krop eller dens funktioner. Faktisk er jeg mest blufærdig på andre menneskers vegne....

På en eller anden måde forsøger jeg altid at holde fokus på, at jeg ikke siger noget upassende. Nogle mennesker synes rent faktisk ikke at det er naturligt at sige "Jeg skal lige tisse," når man altså skal det. Så jeg prøver at huske at sige "Jeg går lige ud for mig selv først," eller undlader at sige noget som helst om hvor jeg går hen.

Det smutter altså nogen gange for mig. For jeg kan for min død ikke forstå, hvorfor det er så forfærdeligt at sige "tisse". Eller det, der er værre. For pokker, vi gør det jo allesammen, ikke??

Lidt på samme måde har jeg det med at tale om sex. Jeg har kun enkelte nære venner, jeg normalt taler med sex om ... og sådan er det, fordi jeg jo godt ved, at det ikke er alle, der synes at sex (som jeg finder umådelig interessant at diskutere) er et spændende samtaleemne.

Lad mig en gang for alle slå fast: naturligvis disker jeg ikke op med intime detaljer om mit sexliv til hvem som helst. Der er ting, som bliver indenfor soveværelsets vægge, men der er altså også mange ting, som man både bliver klogere og rummeligere af, hvis man diskuterer det med andre.

Men jeg nøjes med at diskutere sex med de venner og veninder, som jeg ved har det ligesom jeg selv har - som synes det er enormt interessant at snakke om.

Jeg har også virkeligt gode veninder, som er langt mere kropsligt blufærdige end jeg er - og som jeg taler med andre, ikke mindre væsentlige emner om.

Mine ikke-eksisterende hæmninger i forhold til kropslige emner betyder dog ikke at jeg

• render rundt med måsen bar i tide og utide
• prutter og bøvser hæmningsløst i alle sammenhænge
• diskuterer sex med gud og hvermand

ganske enkelt fordi jeg trods alt har min egen form for blufærdighed.

Den går dog primært ud på, at jeg har det umådeligt dårligt, hvis jeg kommer til at støde andres blufærdighed, eller gøre nogen flove ved at presse mine normer ned over hovedet på dem. Jeg bryder mig heller ikke om at udlevere detaljer om mig selv og mine erfaringer til nogen, som jeg ikke stoler på. Der skal altså være en vis tillid.

Vi er enormt forskellige som mennesker, og jeg spekulerer nogen gange over hvorfor. Det er ikke opdragelse alene. For eksempel er min søster langt mere blufærdig end mig, og jeg kan også se, at der er himmelvid forskel på mine børn.

Jeg tænker også nogen gange på, hvordan det mon er at være meget blufærdig. Jeg har jo aldrig prøvet det, så jeg ved det ikke. Gad vide om det er irriterende, hæmmende, eller om det bare er dødpraktisk (fordi man aldrig kommer til at sige "Jeg skal lige ud og tisse")?

Er du blufærdig? Er du slet ikke? Fortæl mig hvordan du oplever det. Og hvordan du oplever ublufærdige mennesker, hvis du er blufærdig - og omvendt.

Familie-livsnyder vs. kæreste-livsnyder

De sidste 3 uger har budt på masser af familiesamvær.

Jeg har haft mine 3 poder (samt diverse kærester og andet godtfolk) under tag, og det har været rigtig hyggeligt og familie-varmt.

Men jeg må erkende, at ferien nu lakker mod enden. Det betyder at Bodil tager hjem til sin far, og at hverdagen melder sig med job og andre pligter.

Hulk-snøft! Jeg vil gerne have bare en ENKELT uge mere, hvor jeg kan gå herhjemme og vænne mig til tanken om at skulle igang igen ... men min kalender er booket fuldt op, lige fra jeg starter på mandag - det bliver fuld fart frem og håret HELT tilbage!

Til gengæld ser jeg frem til, at Bruno og jeg engang i september nok snupper en lille smuttur sammen. Hvorhen ved vi ikke endnu. Det bliver nok noget Sydeuropa - både Rom, Lissabon og andre byer har været oppe at vende i den sammenhæng. En forlænget weekend, hvor vi bare skal gå rundt og hygge os og være kærester. Stedet betyder mindre, og det bliver nok afrejsetidspunkter og billetpriser der kommer til at afgøre, hvorhen vi rejser.

For selvfølgelig nyder jeg at have alle mine store unger her, men det er altså også bare dejligt at være kærester og ikke andet. Og det er Bruno og jeg efter snart 10 år på bagen stadig rigtig gode til. Vi nyder intenst hinandens samvær, og skønner på at vi har både bedsteven, kæreste, partner, elsker(inde) og legekammerat samlet i en pakke :-)

Heldigvis udelukker det ene ikke det andet.

Livsnyderen som power-prinsesse

For nogle uger siden købte jeg magasinet Q.

Ikke fordi det er et særligt godt blad, for det synes jeg vitterlig ikke det er. Men der var en bog med, som jeg har set derude før, og tænkt, at jeg godt kunne tænke mig at læse.

Der er tale om Lone Rasmussens "Fra pæn pige til powerprinsesse", og den har nu ligget i mit køkken og gloet mens jeg har læst Harry Potter og Richard Dawkins' The Blind Watchmaker.

Men så tog jeg hul på powerprinsessen igår, og det er herlig læsning. Jeg er nok egentlig ikke i den målgruppe, som Lone henvender sig til, for jeg har arbejdet RIGTIG meget med mig selv, men det er alligevel givende at læse om Lones løsninger på hvordan man tackler livet, og selvudvikling er bare noget, man aldrig bliver færdig med.

Begyndelsen på bogen lyder:

"Størstedelen af mit liv har jeg følt mig alene, kikset og sårbar. Lidt som en skuespiller, der medvirker i en film uden en defineret rolle eller den fjerneste ide om, hvad handlingen går ud på. Følelsen af usikkerhed har været baggrundsmusikken gennem min tilværelse, og den har forpestet alt for mange år af mit liv.

Den har afholdt mig fra at have det så sjovt, som jeg kunne have haft det.

Den har mudret mine forhold til andre mennesker.

Den har gjort mig mere optaget af, hvordan jeg så ud, end hvordan jeg havde det.

Den har gjort andres mening mere vigtig for mig end min egen."

Wow ... er der andre end mig, der genkender det? Det er mig for 15 år siden, tror jeg. Og går vi 20 år tilbage, er det ENDNU mere mig.

Lone har en række power-principper og sætninger, som hun bruger til at motivere og målrette sig selv. Og så har hun en sund og ligetil facon, som især skinner igennem på de videoklip, der ligger på hendes hjemmeside. En klog, smuk og boblende dame, som man slet ikke kan lade være med at holde af... jeg tror simpelthen jeg er nødt til at opleve hende "live" :-)

Bogen og hjemmesiden kan anbefales - om ikke andet, så bare fordi Lone Powerprinsesse er en smittende positiv tilstedeværelse. Og lidt sund fornuft og fingerpeg til hvordan man bliver bedre til at være blid ved sig selv, kan vi allesammen bruge.

Indrømmet, jeg er lidt forelsket :-) hun er bare en skøn dame!