Livsnyderens arbejdsfryd

Efter en temmelig mat december, kan jeg uden skam melde, at min arbejdsglæde er tilbage ... også i den grad!

Og den her uge er bare startet ... godt!

Vi har travlt i teamet. Søndag den 6. februar sætter vi en hel masse brugervenlighedsforbedringer igang - så hvis du er kunde i Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Nørresundby Bank, Nordjyske Bank eller en af vores andre banker, og du ind imellem bevæger dig ind i investeringsfunktionerne, så vil du kunne glæde dig over at det hele bliver meget mere lækkert, pænt og let at bruge.

Men der er stadig et par uger til, og det har virkelig stået på brændende pæle, eller hvad man siger... der har været ting der drillede, var uafklarede og ikke ville som vi ville. Så helt indtil slutningen af sidste uge frygtede jeg, at vi blev nødt til at udskyde.

MEN takket være nogle dygtige og dedikerede kolleger, ser det hele nu meget bedre ud. Vi har godtnok også knoklet.

Lige fra programmører (som har kodet og undersøgt og knoklet) hen over vores tester (som har testet og gentestet adskillige gange) og vores mand i Sydbank (som har hjulpet med test og båret over med os) og til mig (som har forsøgt at holde overblik og hovedet køligt og samtidig lave mine andre opgaver). Og lige nu ser det bare ud til at lykkes.

Når vi kan sætte det igang om et par uger, og det forhåbentlig bare kører, så bliver det en stor tilfredsstillelse! Så er der andre opgaver der skal løses, og en lille smule opfølgning på det, vi har lavet, men på en eller anden måde er en forløsning at afslutte noget, som man har arbejdet på længe. For den her proces startede allerede sidste forår for mig - og sidst på sommeren for de øvrige projektdeltageres vedkommende.

Hvad vi skal lave bagefter, vides ikke helt endnu. Men det bliver garanteret noget, der på en eller måde er relateret til konverteringen af vores store, nye bank - Jyske Bank. Helt sikkert er det, at der er masser af opgaver til os, og at vi nok skal blive udfordret.

Jeg glæder mig :-)

PS: Jeg ved det godt ... jeg er lalleglad. Men det er jeg lige nu. Er det ikke okay??

Livsnyderens ode til lejet

Hver aften når jeg lægger mig i min seng, glæder jeg mig over den. Jeg har nemlig en helt fantastisk skøn seng :-)

Gennem årene har jeg haft mange senge. Da jeg var alene med Andreas, havde jeg en 3/4 vandseng, og den var jeg meget glad for. Så flyttede jeg sammen med Bodil og Kristians far - som ind i forholdet bragte en dobbelt udæmpet vandseng. Det var en mere blandet fornøjelse, for han var noget mere kuldskær end jeg, og når jeg skruede lidt ned for vandtemperaturen, skruede han op ;-)

Da vi fik børn sammen, røg den ud - som højgravid med bækkenløsning kunne jeg bare SLET ikke komme ud af den seng uden en fastmonteret kran. Så blev det til almindelige boksmadrasser, og det var heller ikke så tosset.

Da Bruno og jeg flyttede sammen, sov vi allerførst på et par ældgamle springmadrasser. Så noget af det første vi købte sammen, var en rigtig god 3/4 boksmadras med en god overmadras. Jeg var lidt skeptisk, for jeg syntes at en 3/4 seng var lidt lille. Vi købte også en dobbeltdyne - og den har vi aldrig fortrudt, for det er hyggeligt at man ikke er pakket ind i hver sin dyne, men ligger under den samme.

Jeg har dog døjet en del med skuldre og lænd. Og når jeg er øm, har jeg brug for at have plads nok at ligge på. Så gennem et par år agiterede jeg for en dobbeltseng - og det fik jeg sidste sommer, hvor vores 3/4 seng blev degraderet til gæsteværelsesseng. Til stor glæde for Andreas, som ofte har lånt vores gæsteværelse i ugevis om sommeren, når han har haft sommerjob på Coca Cola.

Nu har vi to boksmadrasser med en stor, fælles koldskumsovermadras. Da vi ikke vejer det samme, har vi forskellige madrasser, og aldrig i mit liv har jeg ligget bedre i min seng. Madrassen er blød på de rigtige steder og fast hvor den skal være det, og den har en speciel skulderzone. Når jeg ligger mig i min seng, er det som om den tager imod mig, former sig efter mig og støtter op omkring min ryg - det er skønt.

Lidt mere plads har det også været dejligt at få - og sengen er jo ikke større, end man lige kan stikke hånden over og nå den anden.

Det betyder utroligt meget, at man ligger godt i sin seng. Når jeg rammer madrassen om aftenen, er jeg ofte træt, og så er der intet bedre end at føle, at man lægger sig på en sky, som om man var en lille, træt basunengel. Den gode nattesøvn er fantastisk vigtig for livskvaliteten - din dag bliver faktisk tit så god som din søvn har været.

Så igen i aften vil jeg lægge mig på mit leje med et lille, tilfreds suk, og føle at livet er godt - fordi jeg har haft kræfter til at bruge mig selv træt idag, og fordi jeg nu kan ligge mig ned og hvile. Og fordi jeg ligger så pokkers godt i den seng :-)

Livsnyderen om den danske selvhadstrend

Hvad er det, der sker med danskere for tiden?

Det er blevet moderne at rakke ned på Danmark. Vi er ikke internationale nok, vi er småtskårne, racistiske mennesker, og den er helt gal med vores samfund.

Vi kan ikke lide folk der ikke kommer udefra, og vi går bare her og hygger os i vores lille smørhul (det sidste er fandme også for dårligt, det kan jeg godt se!!).

Det bliver der skrevet og blogget og kommenteret og facebooket en masse omkring. Senest har Dankortsystemet stået for skud - fordi en herboende finder det problematisk at bruge andre betalingskort i landets butikker og cafeer. Hm. Ja. Det er da uheldigt, kan jeg godt se, men det ser man da i masser af lande. Ikke at det er en undskyldning - det burde bestemt løses - men det er ikke noget specielt dansk.

Ikke desto mindre får alle disse kritiske indlæg diverse kommentarer med på vejen såsom: "Det er også typisk dansk."

"Jamen, sådan ER det jo altid i lille Danmark."

"Det er også for dårligt."

"Man er jo nærmest flov over at være dansker."

Og så er det jeg sidder og kradser mig lidt i parykken. Og nogen gange bliver jeg sq lidt harm og råber ud i lokalet (hvor min familie kikker forvirret på mig) "Gu' er jeg da EJ flov over at være dansker!!".

Nej - Danmark er ikke perfekt, ejheller er alle danskere perfekte. Og det er helt okay at forholde sig kritisk til vores system og vores sindelag, det er jo vejen til diskussion og udvikling.

Men jeg gider kraftpetervælteme ikke smide mig selv rundt i den der selvflaggellerende mudderpøl, hvor alt dansk er noget lort, og alt er i vejen med Danmark. Hæv lige blikket lidt, spænd hageremmen og kom ind i kampen igen!

Jep - der findes racistiske og småtskårne mennesker her i landet. Og der findes en masse mennesker som er åbne og positive og grundlæggende nysgerrige overfor andre kulturer.

Er vi internationale nok? Det ved jeg ikke. Jeg anser mig selv for at være europæer i højere grad end dansker. Og mon jeg er den eneste? Faktisk anser jeg mig selv for at være MENNESKE allerførst.....

Den samme kritik kunne man rette mod masser af andre lande. F.eks. er der da ikke ret mange regioner, hvor indbyggerne er så gode til engelsk, som skandinavien. Er det ikke en slags internationalitet?

Og hvor internationale skal vi være?

En ting jeg græmmer mig over, er vores udlændingepolitik. Den er stram på de helt forkerte steder, i min bog. Den forsøger at løse et gammelt integrationsproblem med nogle lappeløsninger, som rammer med spredehagl. Den er i mine øjne dårlig og lidt pinlig, men den gør mig sørme ikke flov over at være dansker?? Jeg mener - jeg synes faktisk det er FEDT at leve i et demokrati, hvor jeg kan stemme (og endda på mere end to næsten ens partier, som de fx. gør i USA) på dem, jeg synes skal bestemme. Det betyder så, at jeg ikke altid får ret, men jeg har stemt, har jeg. Og så har jeg lov til at brokke mig :-)

Jeg tror egentlig, det handler om, at retorik, hvor vi nedgør os selv, er blevet moderne.

Men jeg krummer tæer, når jeg ser folk rakke ned på det land, jeg bor i. Og jeg ved godt, der er en hårfin linje - men jeg synes godt jeg kan skelne mellem en reel kritik (som det blogindlæg jeg læste om dankortet) og nedrakning (ofte set i kommentarer til kritik-indlæg).

Selv er jeg da heller ikke bleg for at sige til, når jeg ser noget foregå i mit land, som jeg ikke bryder mig om - f.eks. hvordan man behandler homoseksuelle.

Men hvis nu man lige hæver sig lidt op over den førnævnte mudderpøl. Så kan man måske tørre mudderet ud af øjnene og se

• at vi lever i et land hvor vi har demokrati
• at vi lever i et land hvor vi har et skattefinansieret sundhedssystem
• at vi lever i et land hvor vi har et ditto uddannelsessystem
• at vi kan udtale os om alle de ovenstående (og alt muligt andet) uden at blive pisket, diskrimineret imod eller smidt i fængsel

..og jeg kunne godt fortsætte, men du fanger pointen, ikke?

Hvorfor hader vi os selv og vores land så meget? Og hvorfor hyler så mange med, når hylekorslederne går igang med deres "jeg-er-flov-over-at-være-dansker"-tirade?

Breaking news!!

Af en eller anden grund er den helt store dille indenfor nutidens journalistik at vise BREAKING NEWS.

I mit hoved er det noget med helt store politiske begivenheder, naturkatastrofer eller exceptionelt alvorlige biluheld med mange involverede.

Det er IKKE

• at de royale nyfødte bliver behandlet for gulsot (det gjorde Andreas også som baby - det var ret udramatisk)
• at Paradise-Amalie har fået et smilehul forærende af sin far
• at Pia Kjærsgaard er uenig med Villy Søvndal om noget

Men det er sådan cirka i det lag, vi ofte bevæger os, når de danske medier dækker noget.

F.eks. har tv2 news VIRKELIG dækket den royale familieforøgelse. Komplet med reportager fra en tom gang på rigshospitalet, og grafik af ruten fra Rigshospitalet til Amalienborg.

Vi må konstatere, at det er et MEGET lille land vi lever i. For kors, hvor er det uinteressant.

Jeg spekulerer lidt på, hvad de mon vil kalde det, hvis der sker noget, som reelt ER at betragte som "Breaking news"?

Livsnyderen om gamle hunde og nye tricks

Nu har jeg i lidt mere end en måned haft arbejdsplads i Silkeborg.

Det har været hårdere, end jeg havde regnet med. På forhånd syntes jeg ikke, det var et problem - med de gode vilkår, vi blev tilbudt, var det jo til at håndtere, og jeg er egentlig ret fleksibel oven i hovedet.

Eller, det synes jeg da ihvertfald selv at jeg er.

Men til min egen store overraskelse ramte flytningen mig som et læs mursten - hårdt.

Der var flere årsager til det.

Køreturen. Der er 91 km til Silkeborg, og de sidste 40 (ca.) er på landevej. Læg dertil mørke morgener, masser af sne og frostgrader der sætter salt ud af funktion. Selvom jeg ikke er en ængstelig chauffør, eller bange for at køre, fordi der er lidt glat, er det trættende og udfordrende at køre den lange vej, når man hele tiden har alle sanser på højkant for at imødegå alle mulige situationer. Og december med sne, sort is og lignende morsomheder, bød på rigeligt med udfordringer på turen.

De nye rammer. Et nyt hus. Masser af nye mennesker. Vi skulle finde ud af, hvor vi fandt tingene, og vi er stadig ikke i stand til selv at booke mødelokaler - så vi skulle spørge nogle af kollegerne fra Jyske It om hjælp til det ene og det andet. Vi kan godt holde videomøde, men hvis vi skal vise ting frem i vores systemer, slår teknikken ikke til.

Nye arbejdsvilkår - fordi vores kørsel er arbejdstid, er der jo mindre tid at arbejde i. Turen fra Erritsø til Fredericia tager omkring en time og 15 minutter, og selvom vi alle har sagt ja til en bonusordning, hvor vi bliver ekstra belønnet, hvis vi når et fastsat antal overarbejdstimer det næste års tid, er der altså ikke mange der arbejder de 12,5 timer ekstra om ugen, som det ville kræve for at opnå samme arbejdstid. Så vi kan nå mindre, og det er frustrerende og besværligt - ikke mindst for projektlederen, som skal få enderne til at nå sammen. Det er nu gået rimeligt godt - nok mest fordi jeg er en del af et fedt team, som har ydet virkeligt godt.

En ændret hverdag.... mange af mine arbejdsdage starter, når jeg kører fra Erritsø kl. 6 om morgenen - fordi jeg vælger at lægge mit overarbejde om morgenen. Andre dage arbejder jeg hjemme, og andre igen tager jeg senere til Silkeborg og arbejder ikke over.

Jeg er pludselig langt fra mine børn, min frisør, min læge, min kiropraktor, min tandlæge. Det kræver lidt mere logistisk planlægning.

Så alt i alt har der været meget, der har været anderledes. Besværligt og ind imellem lidt svært at se den dybere mening med. Selvom jeg godt ved, at det kommer til at give mening på sigt, er det en svær pille at sluge, når det går ud over kadencen i projektet og hverdagen.

Hos mig har det faktisk givet lidt stress-symptomer. Læg nøje mærke til at jeg IKKE siger, at jeg har stress, eller har haft det - men der er nogle velkendte lamper, der har blinket lidt gult. Det mest karakteristisk har været, at min søvn har været dårlig. Jeg har sovet dårligt, vågnet mange gange, og haft svært ved at falde i søvn - især de nætter, hvor jeg skulle til Silkeborg dagen efter. Mit humør har været mere svingende, og latteren har været lidt sværere at finde. Arbejdsglæden - som ellers er stor - er udeblevet fra mit liv.

Åbenbart i en grad, så min afdelingsleder (som ellers er en travl mand) har lagt mærke til det: "Du har længere til smil," sagde han "og du er jo ellers en glad pige." Godt set af ham, synes jeg - vi har ikke arbejdet sammen ret længe, og han er arbejdsmæssigt godt hængt op, fornemmer jeg.

Jeg har ind imellem også oplevet, at der er kommet urimeligt meget brok ud af min mund. Og sådan gider jeg bare slet overhovedet ikke at være. Det er ligesom om der er nogen, der overtager min krop, mens jeg selv sidder magtesløs oppe på den ene skulder og siger "Hov, stop det der!! Sådan er jeg ikke, jeg er for fa'en både positiv og forandringsparat!"

Så jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, tænkt meget over hvordan jeg kunne få arbejdsglæden og smilet igen, og jeg tror jeg er ved at have fundet et mindset og nogle daglige rutiner, som kan få det til at fungere. Og så har jeg en aftale med min dygtige coach-kollega, som har lovet at hjælpe mig med at få ryddet op i tankerodet.

Og i denne uge er det forunderlige så sket. Jeg har siddet oppe i Silkeborg og har hørt mig selv le ... ja, sådan rigtig le, nærmest skraldergrine ... og jeg har følt mig glad og overskudsagtig. Og vigtigst af alt: Jeg har sovet som et spædbarn.

Så det kan godt være at du kan lære en halvgammel tæve nye tricks. Det tager bare lidt tid.

Juhuu ... jeg er her endnu :D

Jeg er altså ikke blevet væk - det har bare ikke været bloggen, jeg har haft fokus på.

Min december kom og gik, rigtig hurtigt. Jeg har været til advendtsblomsterbinding, julefrokost og et par julekoncerter med X-tetten (som gik rigtig godt) - holdt juleferie, selvom jeg egentlig havde bestemt mig til at arbejde flere dage end jeg gjorde, og vænnet mig til at køre frem og tilbage til Silkeborg.

Jeg har været træt om aftenen, og har ikke fået trænet helt så meget som i november.

Men nu er der lidt luft igen. Juleferien er slut, en dejlig nytårsaften ligger bag mig, og et friskt, nyt år strækker sig ud foran mig.

Jeg har ikke lavet nogle nytårsforsætter - og jeg har ikke noget egentligt mål for 2011.

Det er blevet tøvejr (jeg håber det er et tidligt forårstegn), og dagen er blevet omkring 20 minutter længere. Jeg glæder mig til forår, for jeg har fundet ud af, at det ikke er min favoritdisciplin at køre 182 km om dagen på skøjtebaneglatte veje.

Måske bliver jeg en flittigere blogger i 2011 - det må vi se næste år ved denne tid. Men jeg er her altså endnu.

Sprællevende og i fornuftig form.