lørdag, februar 24, 2007

Energiniveau: opadgående

Gud hvor jeg hader blogger!! Nu er det 3. gang, at denne post bliver skrevet - fordi blogger har "spist" de to foregående. Men jeg prøver igen!

Håber ikke, I har været bekymrede for mig. Det har jeg selv klaret :-)
Jeg har været sløj og energiforladt. Sov det meste af fredag væk, gik rundt som en zombie om eftermiddagen, og det var først til aften, at jeg begyndte at ligne mig selv lidt igen.

I dag er jeg til nogenlunde pænt brug igen. Hovedpinen, som har været min følgesvend hele denne uge, er væk. Skønt!

Jeg kan høre Bodil synge højt med på Tokyo Hotel bag sin lukkede værelsesdør. Hun rydder op. Hun er glad. Det var hun også igår, og hendes smil, latter og kolde æblekinder lige ind fra kulden satte kulør på min grå dag. Det er længe siden, jeg har set hende så mild, snaksom og med så dejligt et glimt i øjnene.

Bruno og jeg har været aktive og organiseret huset i dag. Støvsuget og ryddet op og gjort ved.
Nu er her pænt, det er dejligt. Jeg ordner vasketøj - mindst 6 maskinfulde står stadig og venter på deres tur.

I eftermiddag besøger vi Brunos forældre i Ejstrupholm. Det er længe siden, og vi glæder os til at se dem. De er godt selskab. Min svigermor og jeg snakker så godt sammen, selvom vi egentlig er meget forskellige - vi har ihvertfald haft nogen helt forskellige liv. Men ligner nok hinanden lidt alligevel - på det lyse sind og gå-på-modet, og evnen til at flyde ovenpå. Vi har haft brug for det, begge to.

Ninna har arbejdet hårdt hele sit liv. Kom ud at tjene, da hun ikke var meget ældre end Bodil er nu. Blev gift tidligt, og fik Bruno. Hans far gik, da han var 5-6 år, og selvom der ikke gik mange år, inden hun blev gift igen med Bent, var hun alligevel ofte alene med ham, for Bent kørte lastbil i udlandet.

Nu er hun aktiv, udadvendt pensionist. Får noget ud af tiden, er altid i gang med noget. Er taknemlig for det hun har. Jeg synes hun er sej, sød og sjov. Holder, som det nok skinner igennem, meget af hende.

Det bliver en god dag, kan jeg mærke.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Dejligt at høre lidt fra dig. Har været meget bekymret. Hilsen Mor

Helle sagde ...

Godt at se, at du er her endnu.
Hvor er du heldig, med den svigermor, jeg siger ikke mere ...
Her står ALT i sneens tegn, det er ved, at være lidt ensformigt.
Mon Bodil sku være forelsket, det lyder det til, har du spurgt hende.
go' weekend

Helle

Anonym sagde ...

Hej, har da tænkt på, at det var længe siden, vi havde hørt fra dig, og hvordan det mon gik. Godt det går bedre. Håber du får en dejlig dag og weekend.

Anonym sagde ...

Jeg HAR været bekymret. Ingen livstegn på bloggen i 3 dage. Det ligner dig slet-slet ikke ...

Lene sagde ...

sikke glad man kan blive når man snyder sig til at blogge og ser du er med igen. Lyder til at have været en god dag.

Anonym sagde ...

Godt at høre nyt igen.
Og dejligt når man får en svigermor, man synes om. Jeg har også været heldig, selvom hun nu mere og mere lever i sin egen verden på plejehjemmet.

Lizelotte sagde ...

Helle, jeg har haft 3 svigermødre og været heldig med de to seneste ;-)Bodil ER forelsket, men det er ikke noget nyt - hun har haft den samme kæreste i 3 måneders tid nu...

Deborah, tak - det har været en fin dag :-)

Helle S - nej vel ... ved heller ikke helt hvad der gik af mig ;-)

Lene - det er altid dejligt at være savnet :-)

Conny, det må være trist at se en svigermor, man har holdt af, trække sig ind i sig selv på den måde... :-(