lørdag, april 21, 2007

Konfirmationen - der blev væk.

Min datter skulle egentlig have været konfirmeret her den 17. maj.

Hun har fulgt konfirmandundervisningen, og fra starten af troede hun, at hun skulle konfirmeres. Men hun kom hen ad vejen i tvivl. Følte ikke rigtig noget for det. Syntes ikke, det føltes rigtigt. Var i tvivl.

Vi talte om det, og jeg sagde, at hun skulle lade være, hvis hun ikke mente det. At hun skulle vælge med hjertet.

Jeg ved ikke noget værre, end når børn lader sig konfirmere for familiens, traditionens eller gavernes og festens skyld. Jeg synes, det udhuler ceremonien.
Jeg synes også, det er forkert, når par, som ikke ellers har et forhold til kirken eller til Gud, lader sig vie i kirken.

I mine øjne er det SÅ kunstigt!!

Jeg synes, det er respektløst overfor troen og kirken, og jeg er ikke engang troende selv.

Jeg har fortalt Bodil, at konfirmation er et personligt valg. At hun ikke skal lade sig konfirmere for andres skyld - og heller ikke lade være med at lade sig konfirmere for andres skyld. Hun skulle se ind i sig selv og finde ud af, om hun ville det.

Det har hun gjort, og hun er ikke klar. Måske bliver hun det, måske ikke.

Præsten kom på visit den anden dag, for at runde af. For at sige farvel for denne gang til Bodil - som hun har givet eneundervisning, fordi tidspunktet ikke passede med Bodils skema, efter hun skiftede skole. Hun er et sødt, varmt menneske, den præst, og utroligt glad for, at Bodil reflekterede over, hvad hun ville.

Hun fortalte om alle de konfirmander hun så, som lod sig konfirmere uden overhovedet at forholde sig til det - og det gør det enormt svært for hende at stå inde for det stykke arbejde, hun lægger i konfirmanderne. Fordi de ikke tager imod, men bare sidder der, fordi de skal.

Hun syntes, ligesom jeg selv, at det var flot og modent af Bodil at tage et personligt valg.

Og fest skal der være - i stedet for konfirmation holder vi da bare "Bodils fest".

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er det da bare sejt! Du kan da være stolt over en datter som reflekterer over tingene og ikke bare følger strømmen. Og respekt til dig! Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste i min familie, eller omgangskreds, som ikke ville skabe sig tosset over at deres unge ikke bare gør som alle de andre (trist).

Anonym sagde ...

HVor er det stort! Du kan være rigtig, rigtig stolt af din datter! :)

Lizelotte sagde ...

Hej anonyme. Velkommen til og tak. Hvem mon du er??

Acq - det er jeg sørme også!!

Anonym sagde ...

Det er dejligt, at Bodil kan reflektere oer nogle store ting i ung alder. Og godt, at hun fik en masse støtte fra jer alle, tror også det hjalp hende meget.

Så må vi jo fejre hende på en anden måde - at hun er Bodil :o)

Lene sagde ...

Bodil er en pige, som har grund til at være stolt af sig selv, hun sagde ikke bare nej, men valgte at få undervisning og udfra det tage stilling. I har grund til at være stolte af jer selv som forældre, for det er jo tit forældrene, der presser børnenen til det, fordi "det gør man jo" I kirker hvor man ikke har konfirmation kalder man festen 14 års fødselsdagsfest, så det har vi også været til.

Lizelotte sagde ...

Christina, hun er også værd at fejre :-)

Lene, jeg synes også det er rigtig godt - at hun har tænkt over det.

Liselotte sagde ...

Oline står for skud næste år, men har allerede bestemt, at hun ikke ønsker at blive konfirmeret. Det er hendes valg og der er fornuftige og gode argumenter bag, så jeg har det helt fint med hendes valg.

Jeg blev selv "tvangskonfirmeret" og hadede det for et godt ord, så ikke om mine skulle gennem det samme. Alexander valgte det også fra - 2 år i træk, så det var dybfølt. Det er i orden med mig.

Ingen børn skal lade sig konfirmere, for at leve op til voksnes forventninger.

Tina - omme i London sagde ...

Uha, hvor jeg ved hvordan hun har det - og hvor er hun bare STAERK!
Jeg blev konfirmeret UDELUKKENDE for mine bedsteforaeldres skyld. Jeg krydsede fingre gennem hele ceremonien, for jeg hadede at staa der og lyve!

Anonym sagde ...

Vi skal have ”konfirmationsfest” for vores dreng den 5 maj. Han har også valgt ikke at komme i kirke og blive konfirmeres. Men fra starten af. Han er helt klar på at han ikke er kristen, syntes det er hyklerisk at bekende sin tro i kirken. Kan kun give ham ret, og din datter og din Lizelotte. På en eller anden måde er jeg utrolig stolt af denne beslutning han tog. Hatten af for de børn der ærligt siger de ikke er kristne, og går imod denne åbenlyse mærkelige tradition. Det er stærkt. Vi må støtte dem.

Anonym sagde ...

Jeg blev konfirmeret, men holdt ikke stor fest. I min klasse var der een som ikke blev konfirmeret, resten blev og holdt stor fest og i dagene efter var der en masse snak om hvem der havde faaet flest penge i konfirmationsgave - jeg tror jeg havde faaet faerrest (bortset fra ham som ikke blev konfirmeret).

Jeg blev konfirmeret fordi jeg foelte og foeler mig som kristen - i dag ville jeg nok have valgt ikke at blive konfirmeret for saa troende er jeg nu heller ikke, kun saadan til jul og bryllupper, barnedaab og begravelser. Her er konfirmationen noget man aktivt skal opsoege saa jeg tror ikke Cathrine bliver konfirmeret, men man ved jo aldrig, jeg vil soerge for at hun faar valget.

Lizelotte sagde ...

Tak for kommentarer. Det er en spændende kommentartråd, det her.

Susan, jeg forstår ikke helt hvad du mener - with all due respect -at du føler dig kristen, men ikke så kristen at du ville blive konfirmeret i dag? Og at du kun føler dig troende til jul, bryllup, barnedåb og begravelser? Det må jeg indrømme, at jeg ikke forstår. Man er vel enten troende kristen, eller også er man ikke? Måske mangler du en lang og alvorlig snak med dig selv, så du kan finde ud af, hvad det betyder for dig?