Esta muy bien!

Her sidder jeg så på 3. dag i Barcelona sammen med ham den skønne Bruno.

Vi kom herned i fredags - ved middagstid - og vi har bare stor-hygget os.

Drukket fadbamser og rosévin, spist tapas, kikket butikker og gået usandsynligt mange km.
Vi har været på Picasso-museet og i Güell-parken, og set Sagrada Familia kirken ... vi er lidt vilde med Gaudis sære arkitektur, selvom jeg ikke er helt sikker på om den er røvlækker eller alt, alt for meget.

Igår var vi på bar-hopping og fik sjove drinks - de er gode til at lave caipirinhas hernede, kan jeg konstatere. OG man kan købe det rigtige, brasilianske sprut til det - så det har jeg hermed gjort :)

Lige nu holder vi siesta. Vi har drukket et par colaer og nydt lidt snacks på hotelværelset, og lige om 10 minutter sover jeg sikkert som et spædbarn. Ved 20-tiden går vi ud og spiser, for sådan gør man altså hernede i sydeuropa :)

Vi synes Barcelona er dejlig, og spanierne virkeligt søde og hjælpsomme. Og til vores store overraskelse er vores billige hotel meget, meget pænt - nydeligt, faktisk.

I morgen meget tidligt skal vi hjem. Det er også okay, for vi har hørt, at vejret i Danmark er rigtig godt. Og så venter en kort uge ... 3 arbejdsdage.

Det er da lige til at holde ud :D

Ode til kop

På Koldings gågade stopped' jeg op
for i et vindue var en kop
så smuk som få jeg endnu har set -
og så sagde Bodil ganske diskret:

Mor har du set, der er en til af slagsen?
Et nyt lækkert mønster - jeg sad i saksen!
Tallerkner kunne man også erhverve sig -
på vej ind af døren jeg pludselig fandt mig.



Der var så mange kopper, og alle så kønne,
tallerkner med mønstre så fine og skønne -
Jeg måtte en enkelt af kopperne ha'
så den kunne redde min shopping-dag.



Ak skønt i butikken der var så mange,
er der endnu flere - og jeg er bange
for at jeg må have flere - jeg ser
at man kan købe dem lige her!

Så nu kan jeg ikke sove om natten,
jeg ligger og drømmer om kopper, for katten!
Og smukke tallerkner med mønster der passer
til fine galettes og bagerens basser....

Tøsetur - ja tak!

I dag havde Bodil og jeg en rigtig tøse-dag. Hun havde fri kl. 13, så jeg tog tidligt fri - og så tog vi toget til Kolding.

Der skulle oses og tøses og hygges igennem!

Og det blev der. Følgende ingredienser var til stede:

1) En lækker frokost på cafe med efterfølgende stopmæthed
2) Gennemosning af diverse butikker (inkl. genbrugsbutikker)
3) Indtagelse af en softice som vi ikke RIGTIG havde plads til
4) Et stk. grineanfald opstået ifm. at Bodil skulle tørre sin jakke af i mine bukser ... lang historie, spørg ikke...!

Lidt før spisetid tog vi trætte og glade hjem. Det var rigtig hyggeligt.

Vi gør det snart igen!

Hvor er reservedelslagret?

Engang imellem bøvler jeg med bevægeapparatet.

I går begyndte min nakke lige så stille at sætte sig fast. Jeg havde ikke gjort noget - ingen vilde aktiviteter, intet overdrevet pc-brug ... men pludselig låste nakken.

Av-av! Det gør ondt! Jeg tager den lidt forsigtigt, og har heldigvis kunnet nyde solen i haven på trods af øm og træls nakke og skulder. Et glas rødvin skal der til i aften - muskelafslappende! - og så ved jeg jo, at det går over af sig selv i løbet af i morgen eller tirsdag.

Det skal fandengaleme være væk til weekenden, hvor jeg skal have en rigtig kæresteweekend med min Bruno!

Ellers må jeg finde reservedelslagret og få en ny nakke. Basta.

Sjælden salighed

Det er bare SÅ dejligt, når alle mine 3 unger er her under mit tag på en og samme tid.

Andreas har været hjemme - fra torsdag og til idag - og har bl.a. givet mig den fødselsdagsgave, han havde lovet mig: en voksbehandling af mazdaen. Den er blevet fin og skinnende rød igen, og det er dejligt.

Vi har bagt kage og hygget, og Andreas og jeg har været i bio og se Star Trek ... en VIRKELIGT fed film hvis man er sci-fi fan, og ikke mindst hvis man er lidt trekkie.

Nu er han kørt - i den nypudsede mazdabil - til Kibæk for at besøge sine bedsteforældre. Han har fået lov til at låne dytbilen indtil han kommer hjem igen om 14 dage. Så jeg satser hårdt på godt cykelvejr :D

Bruno har arbejdet som en lille hest med flytte-væg-projektet. Kristians værelse er klar til at blive malet, men han foretrækker at vi venter til en dag, hvor han er hos sin far - så han ikke skal sove i malingsdunsten. Så det gør vi.

Gæsteværelset har fået gipsvægge op, og Bruno kan spartle første gang. Han har købt nyt loft der ind til, som han også skal have sat op. Når det er gjort, skal der tapetseres der inde også, og det skal males.

Så mangler vi kun at gøre noget ved gulvene. Gulvet i det gamle gæsteværelse var nemlig IKKE høvlet af, så nu er der en rektangel af "gammelt" gulv i Kristians værelse. Det skal vi have en gulvmand ud at gøre noget ved, og han skal også ordne gulvet i gæsteværelset - når han nu er der alligevel.

Det begynder kort sagt at tage form - og det er rigtig dejligt!

Og så går vi ellers bare og nyder, at vi har fri. Næste uge er også en kort uge for Bruno og mig - vi holder fri fredag, og har store planer for weekenden :D

P4 Trekanten opfordrer til utugt!

I morges hørte jeg det i min radio ... mine ører var nær faldet af .. hørte jeg rigtigt??

Det gjorde jeg ... en opfordring med denne ordlyd: "Onsdag morgen har vi chokoladetrekanter på spil til den lytter, der tager det sjoveste, bedste og mest fantasifulde billede af en trekant og sender det til os."

ULP! Tænkte jeg bare.

I eftermiddag gik jeg spændt ind for at se de saftige billeder. Men jeg er ikke sikker på, om det er mig, der bare er noget galt med... for de var altså ikke særligt frække. Døm selv her.

Mmmmmm .... solskin!

Vejrudsigten så kedelig ud, selvom vejret var fint i morges.

Da jeg kom hjem, småregnede det.

Men nu er solen kommet frem ... skrå forårsaftensol ned på alt det grønne, og på de røde mursten som er standard i vores kvarter.

Jeg er glad - og nu går jeg i kælderen og finder mit løbetøj.

Sløv søndag

I går var vi i dejligt selskab med nogle mennesker som vi havde det rigtig hyggeligt sammen med. Derfor blev det SENT inden vi ramte boxmadrassen ... og i morges, da mit vækkeur ringede kl. 5.30 var jeg pænt glad for, at jeg havde meldt mig frivilligt til at køre hjem, så jeg ikke var lettere cognac-forgiftet, som Bruno senere på dagen viste sig at være.

Jeg har tilbragt min morgen på arbejde, og det, projektet har knoklet for, er nu i luften. Der venter os garanteret 3 travle dage på arbejde i næste uge, hvor vi følger op på dette og hint - og så kan vi gå på velfortjent "miniferie".

Alpetoppen er besejret for denne gang, og vi kan puste ud og stille og roligt starte næste projekt op.

Desværre kan vi ikke køre videre med helt samme besætning af projektet som hidtil - to af "mine drenge" skal forlade os (vi ved endnu ikke hvem) og erstattes af to andre programmører, som kan nogle andre ting (cobol/mainframe, for de indviede) end de programmører, som vi har nu. Snøft-snøft! Godt de ikke flytter så langt væk! For uanset HVEM det er der forlader os af mine 4 programmør-kolleger, vil jeg helt stensikkert komme til at savne dem.

Vi er gennem et par år blevet rystet godt og grundigt sammen, og er blevet en god, homogen gruppe, som både er dødeffektive og har det rigtig sjovt sammen.

Lige nu hænger jeg i sofaen. Jeg har småsovet af et par omgange, for 4 timers søvn er ALT for lidt for en "alfahun" som mig ;)

Tror lige straks jeg klapper en film på dvd-afspilleren. Der er vist ikke noget effektivt arbejde i mig idag alligevel.

Naturlig?

Nogle gange hører jeg nogen omtale andre ... især kvinder ... som "naturlige". F.eks.: hun er køn på en naturlig måde.

Men hvad indebærer det der naturlige egentlig? Hvor naturlige skal vi være, for at være naturlige ... og ikke bare kedelige...?

Jeg spekulerede lidt over det, og hvis nogen er interesseret i at vide hvor naturlig/unaturlig jeg er, kommer det her:

Mit hår ER blondt, fra naturens side (1-0 til "naturligt")
Om vinteren bliver det nogen gange leverpostejfarvet, og så lysner jeg det. (1-1)
MEN mine krøller de er ægte! (2-1)
...jeg hjælper dem godtnok lidt til at holde faconen med hårprodukter... (2-2)
Jeg går aldrig i solarie - det er da naturligt! (3-2)
Til gengæld snyder jeg lidt med selvbruner om vinteren ... (3-3)
Nej - jeg bruger ikke kontaktlinser med farve - mine øjne ER faktisk brune. (4-3)
Min mund er præcis som den ser ud. Smal-læbet og ikke særligt rød. For jeg bruger aldrig læbestift. (5-3)
Der er ikke ANTYDNING af silikone i mit brystparti ... min "svulmende" B-skål er som naturen har skabt den. (6-3)

Pynt?? Joooh ... mascara, eyeliner, øjenskygge og andet lir ... hmmmm hvordan tæller det i scoren?

Det, der kommer ud af munden på mig, er oftest lige fra hjertet ... og det er da også ret naturligt? Faktisk har jeg ind imellem ønsket mig at være LIDT mindre naturlig, lige i den sammenhæng.

Uhh .. og så er der alle de der hår, jeg fjerner rundt omkring ... noget øjenbryn og ben og i den dur. Det trækker vist ikke i den naturlige retning...

Så er der min kropsfacon. Hvis ikke jeg gjorde en hel masse (kost, motion) ville jeg være temmelig meget mere buttet. Ville det være mere naturligt? Eller hvad? Og er det mere naturligt at være i form af løb, end hvis jeg trænede i et fitnesscenter?

Mand, det er indviklet. Jeg skal vist ikke forsøge mig med al for meget overdreven naturlighed, hvis det betyder jeg skal være fed og behåret, og ligne udskidt æblegrød uden make up....

I give up! Jeg er bare en livsnyder, med tilsætningsstoffer......
Og nu har Bruno hældt en lækker kop kaffe op til mig :D

Sikke en uge!

Det har været en pænt heftig uge ... eller rettere, jeg burde sige måned.

Vi har haft travlt på arbejde - meget travlt. På den gode måde, forstås ... jeg har hele tiden kunnet overskue mine opgaver, men jeg har også vidst, at jeg skulle rubbe neglene for at nå dem.

Der har været meget at gøre udenfor arbejdstiden også, og tiden er fløjet afsted. Jeg har sådan set haft det fint med travlheden, men har også kunnet mærke, at det er godt at det snart peaker.

Bl.a. har jeg døjet ret meget med hovedpine. Det har varet en del tid - faktisk var jeg i ugen op til Lillebælt ½ maraton ved lægen og få målt mit blodtryk og lige blive tjekket, fordi jeg ikke ville løbe 21 km uden at være sikker på, at jeg var fysisk okay.

Blodtrykket er lige så fint som det plejer at være, så jeg gætter på at hovedpinen skyldes nakkespændinger, som igen skyldes travlhed. Stress nægter jeg at kalde det - for jeg er vitterlig ikke stresset! Jeg ville måske blive det, hvis jeg fortsatte i samme tempo i 4-5 måneder i træk - men heldigvis sætter vi vores produkt igang på søndag, og når vi så har samlet op, starter vi lige så stille op med fundering af et nyt projekt.

Idag strammede jernbåndet sammen om hovedet igen. Men lige nu har jeg det bare rigtig, rigtig godt. En lækker løbetur på volden, en slapper med min bog, en gåtur ned i byen og købe ind sammen med Bruno, aftensmad .... jeg føler mig som et nyt og bedre menneske.

Hvis jeg så bare kan finde ud af at komme i ordentlig tid i seng ... så tror jeg i morgen bliver en fin dag også.

I denne eksamenstid...

...glæder jeg mig over, at vi indtil videre har høstet:

* et flot 12-tal, bragt hjem af Andreas i sidste uge - da han var til eksamen i Virksomhedsforståelse

* et smukt 10-tal, lavet af Bodil, i hendes 9. klasses afgangsprøve i Biologi.

Gad vide hvem de børn er blevet så kloge og dygtige efter??

Igang igen

Så fik jeg snøret løbeskoene og løb min første tur siden sidste lørdag. Vejret lokkede, løbeskoene stod og kaldte på deres plads nede i kælderen ... jeg kunne ikke modstå mere :D

Den der nye løbetrøje med "Lillebælt Halvmaraton" på lå også bare i skabet og ventede på at komme ud og blive godt gennemsvedt.

Så jeg fandt grejet frem, forlod min handy-mand midt i loftsmontering på Kristians værelse og satte afsted ud på min 10 km rute.

Det var en rigtig dejlig løbetur, i fint og lækkert vejr, og jeg løb i roligt tempo og tænkte på alt mellem himmel og jord.

På vej hen ad Prangervej passerede en bil mig. I bilen sad en kvinde, vel lidt yngre end mig, og pænt meget overvægtig. Hun så ikke særligt glad ud, og jeg tænkte, at det let kunne have været mig.

For 10 år siden var jeg ret overvægtig. Jeg vejede mig ikke, så jeg ved faktisk ikke præcis hvor meget. Men jeg gætter på, at jeg vejede et sted mellem 90 og 100 kg.
Jeg var på den aller tungeste "etage" i den vægtelevator, jeg før har skrevet om.

Jeg gik konsekvent efter telt-tøjet, når jeg skulle have nyt, og kunne ikke handle i flere af butikkerne i Fredericia - de havde simpelthen ikke tøj i min størrelse.

Problemer i ægteskabet med mine børns far gjorde på et tidspunkt, at jeg tabte mig . . op til skilsmissen røg der 8-9 kg (vil jeg tro) uden at jeg gjorde noget som helst for det. Desværre røg de allesammen på igen det første år jeg boede sammen med Bruno - men jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at være stor; det kunne lade sig gøre at tabe vægt.

Bruno og jeg var begge for store, så vi gik sammen på en livsstilsomlægning, der bestod i opmærksomhed på vores kost, samt motion som en fast bestanddel af vores liv.

Siden dengang har vi begge kørt lidt op og ned i den der elevator, som åbenbart SKAL være en del af vores liv, men det er aldrig gået så galt, at vi er kommet op på vores "top-vægt". Det får det nemlig ikke lov til.

Det her forår har været hårdt af flere årsager, som ikke hører hjemme her. Men et faktum er, at jeg har trøstespist, som en lille gris. Min halvmaratontræning har dog begrænset skaden :D ... et løbeprogram på 30-35 km om ugen er en god vægtøgningsforebygger.

Men da jeg så hende kvinden i bilen idag, satte jeg mig for at der bare skal holdes fast i de gode løbevaner. Der skal jeg ikke hen igen. Så jeg gav den lidt ekstra gas, mens jeg sendte hende en venlig tanke med håb om at hun finder balancen og motivationen i sit liv.

Jeg bliver aldrig Victoria Beckham-mager. (HELDIGVIS!) Men jeg gider heller ikke være tyk. Jeg kan så uendeligt meget bedre lide min krop, når den ikke har pølser af fedt hængende alle mulige mærkelige steder. Når den er stærk og veltrænet og gør det, jeg beder den om.

Så jeg løber.
For livet.

En tur til de fjerne lande...

Det er lidt en mini-ferie at besøge de Bazarer, som efterhånden findes flere steder rundt omkring.

I dag besøgte Bruno og jeg Bazar Fyn, som ligger i Odense. Nøj, det var hyggeligt! Vi shoppede grøntsager i stride strømme, og jeg fik det, jeg egentlig ville derover efter: et møntbælte, som jeg skal bruge til mavedans. Det, jeg har købt er råhvidt og minder om disse her - men der er godtnok mange penge at spare på at hente dem i den lokale bazar frem for at købe dem på internettet.

Jeg har testet det her i eftermiddag, mens Bruno har leget "Bob the Builder" ovenpå - satte musikcd'en på fra mavedans, og forsøgte mig med de "moves" vi har øvet ... jeg er nok ikke noget stort talent, men det er sjovt .. og et nummer sjovere, når der kommer de rigtige raslelyde sammen med hoftebevægelserne!

Bruno er rigtig langt med projekt flyt-en-væg. Han er ved at forstørre Kristians værelse - det bliver rigtig godt. Han har fået brudt den gamle væg ned, og er lige nu ved at sætte en ny op. Det skulle jo gerne være nogenlunde beboeligt, når Kristian kommer hjem i morgen aften.

Vi får brug for en gulvmand, for gulvene i Kristians værelse er slebet af - men det er de ikke i gæsteværelset. Så der skal lige køres en tur med en gulvsliber på noget af gulvet.

Men det må komme bagefter ... lige nu skal værelset bare lukkes af :)

Vi har slet ingen planer denne weekend - det er bare dejligt. I aften skal vi hygge med lækker mad - bl.a. skal vi have tomatsalat af nogle fantastiske aromatiske tomater, som vi har købt i bazaren. Et godt glas rødvin, nye kartofler og et stykke kylling... det bliver garanteret vellykket.

Når det lykkes er man glad

For ikke så længe siden havde jeg en tvær teenager, som synes at skolen var kedelig, fagene meningsløse, lærerne dumme ..... der var ikke det, der ikke var i vejen.

Lærerne var lidt ærgrerlige, for de syntes at drengen spildte sine evner, for han gad ikke rigtig noget. Og begavet var han.

Han fik en pæn studentereksamen - ikke prangende, men pæn. Og så skulle han ud i livet lidt, for han var ikke klar til at læse videre.

I går ringede han så til mig - ham drengen, som var engang. For at fortælle mig, at han havde fået 12 til den eksamen, han skulle op i - i virksomhedsforståelse.
Og jeg var så glad.

For drengen er en glad ung mand, som arbejder målrettet og ivrigt på det universitetsstudie, han er rigtig tilpas med. Som har venner og en dejlig kæreste, og retning i sit liv.

Damn det er dejligt, når de lykkes, de børn :D

Og TIL LYKKE Andreas!

Stemmer i æteren

Jeg har før undret mig over den måde, stewardesser taler på, når jeg har været ude at flyve. Det vil sige - måden de snakker på, lige så snart der er en tændt mikrofon foran munden på dem.

Jeg har tænkt, at det måske var noget man lærte på stewardesseskolen .. det der med en mærkelig intonation og utydelig udtale. En bizar vane, hvis du spørger mig.

Lidt af det samme har jeg oplevet i reklamer - i særdeleshed reklamer for mobiltelefoner. F.eks. Telmores reklamer. En eller anden krukket-kælen mærkelig kvindestemme der lyder som ... ja, som noget jeg ALDRIG har hørt nogen andre steder end i en mobiltelefonreklame på TV eller i radioen.

Gad vide hvem den stemmeføring appelerer til? Jeg får bare sådan en ubændig trang til at skifte kanal, når jeg hører den.

Familieguf

Jeg har været til konfirmation i dag - - og som altid må jeg glædes over, hvor dejlig en familie jeg har :)

Det var den næstyngste i den unge generation, som blev konfirmeret - min niece, som er et års tid ældre end min "lille" Kristian. Hun så rigtig sød ud, og festen, som blev holdt på et lækkert hotel i Aalborg, var god - især var vinen guf for et vin-øre som mig.

Men det bedste guf var nu - familieguf. Det er altid rart at være sammen med mine søskende og deres familier ... og så fedt at se de unge mennesker hygge sig sammen.

Jeg hyggesnakkede længe med et af min voksne søskendebørn - en dejlig pige midt i tyverne, brandgodt begavet, hurtig og udadvendt ... Hun er en smuk og dejlig tøs, som er midt i et længere studie.

Det var nu ikke studier, vi snakkede om. Vi snakkede om mange andre ting - bl.a. motion, og med min nys overståede halve maraton in mente, fortalte hun om sine kvaler med at begynde at løbe. Det er jo både hårdt og kedeligt, især når man ikke er i superform, og så er søskendebarnet ligesom mig ... man må jo godt ta' sig lidt godt ud, MENS man udfører sporten.

Hendes foretrukne løberute går lige forbi et sted hvor en flok unge fyre træner amerikansk fodbold, og hele den strækning er hun jo så nødt til at suge maven ind, skyde brystet frem, svinge kækt med hestehalen og se godt ud. Dælme hårdt!!

"For det er jo sådan nogen fyre på alder med os," sagde hun ... og så kunne jeg godt se på hende at det gik op for hende, at hun havde sagt noget forkert. For jeg er jo trods alt små 20 år ældre end hende.

Det er fedt at være "jævnaldrende" med sådan en ung sild ... og med 88 år gamle fødder, er det jo en kommentar der kan redde ens dag - eller uge, måske endde :D

En rejse

Mit liv har været godt fyldt op af stort og småt på det sidste.

En af de ting, der har fyldt meget, har været træning og forberedelse til mit livs første halvmaraton.

Det har været en lang rejse. Før jul løb jeg 2 gange om ugen ... ca. 4-6 km ... og ikke særligt hurtigt. Da jeg gik på juleferie, begyndte jeg at følge et løbeprogram med ½ maraton som mål, og løbeturene blev hyppigere - 3 gange om ugen - og gradvis længere og længere.

Jeg kan huske den dag i vinter, hvor jeg første gang løb 10 km. Det var STORT ... en milepæl. Her den sidste måned har 10 km turen rangeret under "korte træningsture" ... jeg har været oppe at løbe 35-38 km om ugen.

Det har gjort ondt. På et tidspunkt var der altid en muskel, et knæ, et baglår, en ankel ... et eller andet, som var ømt eller gjorde ondt. Mine ben føltes permanent trætte. Men mine ben, mit kredsløb, vænnede sig til "mishandlingen", min form blev bedre, og jeg blev hurtigere på de korte ture.

I dag løb jeg så mit første halvmaraton. Det var sindssygt hårdt, og mine tæer ligner et månelandskab med vabler og hård hud. Men jeg gjorde det - og endda i en tid, jeg kunne leve med.

Det har været en rejse på flere måder. Både rent fysisk, men også mentalt. Jeg er nu medlem af en klub - jeg har løbet halvmaraton.

Gør jeg det igen? Hvis du havde spurgt mig ved 19-km mærket havde jeg råbt NEEEEEEJ! Men da jeg løb over målstregen, fangede jeg mig selv i at tænke: "Næste år vil jeg lave en bedre tid."

Så ja ... det kan meget vel tænkes, at jeg 1. maj næste år snører løbeskoene igen, og løber de 21 km.

Jeg skylder tak til dem, der har bragt mig hertil. Især tak til Bruno, som har bakket op om mit løb, rost mig og heppet på mig og især troet på mig. Og som stillede op idag som hepper og soigneur.

Tak også til Lene, min veninde, som fik mig med, og som jeg har sparret med på hele denne rejse. Tak til mine unger, som aldrig brokker sig, selvom jeg bruger al den tid på at spæne rundt i Fredericia og omegn.

Jeg er så superglad for at jeg turde stille op idag. Tak til mig selv fordi jeg overvandt angsten for at falde igennem. Det var nok den største hurdle på min rejse...