En rejse

Mit liv har været godt fyldt op af stort og småt på det sidste.

En af de ting, der har fyldt meget, har været træning og forberedelse til mit livs første halvmaraton.

Det har været en lang rejse. Før jul løb jeg 2 gange om ugen ... ca. 4-6 km ... og ikke særligt hurtigt. Da jeg gik på juleferie, begyndte jeg at følge et løbeprogram med ½ maraton som mål, og løbeturene blev hyppigere - 3 gange om ugen - og gradvis længere og længere.

Jeg kan huske den dag i vinter, hvor jeg første gang løb 10 km. Det var STORT ... en milepæl. Her den sidste måned har 10 km turen rangeret under "korte træningsture" ... jeg har været oppe at løbe 35-38 km om ugen.

Det har gjort ondt. På et tidspunkt var der altid en muskel, et knæ, et baglår, en ankel ... et eller andet, som var ømt eller gjorde ondt. Mine ben føltes permanent trætte. Men mine ben, mit kredsløb, vænnede sig til "mishandlingen", min form blev bedre, og jeg blev hurtigere på de korte ture.

I dag løb jeg så mit første halvmaraton. Det var sindssygt hårdt, og mine tæer ligner et månelandskab med vabler og hård hud. Men jeg gjorde det - og endda i en tid, jeg kunne leve med.

Det har været en rejse på flere måder. Både rent fysisk, men også mentalt. Jeg er nu medlem af en klub - jeg har løbet halvmaraton.

Gør jeg det igen? Hvis du havde spurgt mig ved 19-km mærket havde jeg råbt NEEEEEEJ! Men da jeg løb over målstregen, fangede jeg mig selv i at tænke: "Næste år vil jeg lave en bedre tid."

Så ja ... det kan meget vel tænkes, at jeg 1. maj næste år snører løbeskoene igen, og løber de 21 km.

Jeg skylder tak til dem, der har bragt mig hertil. Især tak til Bruno, som har bakket op om mit løb, rost mig og heppet på mig og især troet på mig. Og som stillede op idag som hepper og soigneur.

Tak også til Lene, min veninde, som fik mig med, og som jeg har sparret med på hele denne rejse. Tak til mine unger, som aldrig brokker sig, selvom jeg bruger al den tid på at spæne rundt i Fredericia og omegn.

Jeg er så superglad for at jeg turde stille op idag. Tak til mig selv fordi jeg overvandt angsten for at falde igennem. Det var nok den største hurdle på min rejse...