Igang igen

Så fik jeg snøret løbeskoene og løb min første tur siden sidste lørdag. Vejret lokkede, løbeskoene stod og kaldte på deres plads nede i kælderen ... jeg kunne ikke modstå mere :D

Den der nye løbetrøje med "Lillebælt Halvmaraton" på lå også bare i skabet og ventede på at komme ud og blive godt gennemsvedt.

Så jeg fandt grejet frem, forlod min handy-mand midt i loftsmontering på Kristians værelse og satte afsted ud på min 10 km rute.

Det var en rigtig dejlig løbetur, i fint og lækkert vejr, og jeg løb i roligt tempo og tænkte på alt mellem himmel og jord.

På vej hen ad Prangervej passerede en bil mig. I bilen sad en kvinde, vel lidt yngre end mig, og pænt meget overvægtig. Hun så ikke særligt glad ud, og jeg tænkte, at det let kunne have været mig.

For 10 år siden var jeg ret overvægtig. Jeg vejede mig ikke, så jeg ved faktisk ikke præcis hvor meget. Men jeg gætter på, at jeg vejede et sted mellem 90 og 100 kg.
Jeg var på den aller tungeste "etage" i den vægtelevator, jeg før har skrevet om.

Jeg gik konsekvent efter telt-tøjet, når jeg skulle have nyt, og kunne ikke handle i flere af butikkerne i Fredericia - de havde simpelthen ikke tøj i min størrelse.

Problemer i ægteskabet med mine børns far gjorde på et tidspunkt, at jeg tabte mig . . op til skilsmissen røg der 8-9 kg (vil jeg tro) uden at jeg gjorde noget som helst for det. Desværre røg de allesammen på igen det første år jeg boede sammen med Bruno - men jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at være stor; det kunne lade sig gøre at tabe vægt.

Bruno og jeg var begge for store, så vi gik sammen på en livsstilsomlægning, der bestod i opmærksomhed på vores kost, samt motion som en fast bestanddel af vores liv.

Siden dengang har vi begge kørt lidt op og ned i den der elevator, som åbenbart SKAL være en del af vores liv, men det er aldrig gået så galt, at vi er kommet op på vores "top-vægt". Det får det nemlig ikke lov til.

Det her forår har været hårdt af flere årsager, som ikke hører hjemme her. Men et faktum er, at jeg har trøstespist, som en lille gris. Min halvmaratontræning har dog begrænset skaden :D ... et løbeprogram på 30-35 km om ugen er en god vægtøgningsforebygger.

Men da jeg så hende kvinden i bilen idag, satte jeg mig for at der bare skal holdes fast i de gode løbevaner. Der skal jeg ikke hen igen. Så jeg gav den lidt ekstra gas, mens jeg sendte hende en venlig tanke med håb om at hun finder balancen og motivationen i sit liv.

Jeg bliver aldrig Victoria Beckham-mager. (HELDIGVIS!) Men jeg gider heller ikke være tyk. Jeg kan så uendeligt meget bedre lide min krop, når den ikke har pølser af fedt hængende alle mulige mærkelige steder. Når den er stærk og veltrænet og gør det, jeg beder den om.

Så jeg løber.
For livet.