Cykelsoftie

Her idag, hvor arbejdshesten Nicki Sørensen endelig fik en velfortjent Tour de France-etape, var det noget andet cykling, der virkelig rørte mig.

For selvom Nickis sejr, efter at han i så mange tours har slæbt diverse kaptajner op og ned af bjerge, både gav mig gåsehud og lidt fugt i øjnene, var der alligevel en anden cykelrytter, som berørte mig mere.

For et par dage siden mistede den lokale toprytter Jette Fuglsang livet under en træningstur i alperne. En glad ung kvinde, 31 år gammel, som på en nedkørsel fik for meget fart på og rundt i et sving ramte først en autocamper og derefter en bjergside. Ifølge medierne døde hun af indre kvæstelser på vej på sygehuset.

Hendes kæreste var med, men var ikke sammen med hende lige der - han var kørt ned før, og fik besked af de andre.

Forfærdeligt trist, men man hører jo så meget. Sørgeligt og ærgrerligt.

Idag så jeg så, at et par af mine venner havde meldt sig ind i en facebookgruppe til minde om Jette Fuglsang. Jeg gik ind og så nærmere på gruppen, og så ramte det mig. For inde på gruppens væg var hilsner fra JF's venner og bekendte, og en kort hilsen fra hendes kæreste.

Det var den sidste der fik mig ned med nakken. Puha, det ramte i mellemgulvet.

Er man så en softie, når man tuder så meget at man er nødt til at snige sig ud i køkkenet med camouflerende hår ned i ansigtet for at pudse næse? Stakkels Jette, og stakkels hendes familie og hendes kæreste.

Man kan sige at det er en god død, at falde væk midt i at man gør det, man elsker - men det er godtnok for tidligt, når man er 31.