Et godt grin?

Humor er en sjov størrelse.


Se, det var jo egentlig en lidt komisk sætning ... for det giver jo sig selv, at humor er sjovt. Men ud over det, så er der jo helt vildt meget forskel på, hvad folk synes er morsomt.

Personligt får jeg ondt i maven af grin over mange forskellige ting ... noget af det ypperste er gamle klassikere som Monty Python ... jeg har hulket mig igennem mange afsnit af Flying Cirkus, for ikke at tale om Life of Brian eller The Meaning of Life ...


Jeg har dog også grinegrædt mig igennem gennemført platte og fjollede film som "Dude, where is my car" og - for at nævne en filmklassiker chez maison Saxkjær - "You don't mess with the Zohan". Sidstnævnte er en ultra-langt-ude-fjollet film med Adam Sandler som supersej, hummusguffende israelsk undercover-agent, som meget hellere vil være frisør i USA. Banal og åndet og ekstremt sjov ... synes vi hjemme hos os.

Ude på arbejde bliver jeg - af mine unge kolleger - introduceret til mange sjove ting. Det er som regel pænt langt ude på det skøre overdrev, og jeg labber det i mig. Tror efterhånden drengene har luret hvad det er, jeg synes er sjovt...

Dansk humor er nu heller ikke at foragte. Jeg vil ikke komme nærmere ind på de helt oplagte --- Dirch Passer, Preben Kaas, Tommy Kenter mv --- de er allesammen helte for mig. Nok fordi de kan noget, der appellerer kraftigt til mig: de formår at gribe mig om hjertet det ene øjeblik og fem minutter efter at have mig hulkende af grin. Det er noget, som mange moderne, udenlandske kunstnere ikke kan ... eller ikke ønsker at bruge. Jeg synes det er et stærkt virkemiddel, og det giver dybde til humoren.


Danmark er heldigvis slet ikke død hvad humor angår. Nogen, der ramte mig lige i lattermusklen, var WulffMorgenthaler. Først faldt jeg for efterhånden flere år siden for deres skøre, skæve klumme bag på Politiken, og senere var der show på TV med bl.a. Dolph.



Dolph er virkeligt, virkeligt åndssvag. Overdrevent voldelig, højtråbende og uimodtagelig for argumentation. Det han gør ved mig, er helt utroligt. Faktisk møder jeg nogen gange mennesker, eller ser dem på tv, som pludselig for mit blik forvandler sig til store blå flodheste. Det gør skræmmende, sære typer lidt mere håndterbare ... ja, humor er en forunderlig ting!

Drengene fra Angora må jeg også kaste mig i støvet for. De har på bedste "the-julekalender-vis" indført begreber og udtryk i det danske dagligsprog ("Det er ingen problem" udtalt på Randrusiansk som et godt eksempel), og introducerede typer i deres sketces, som var bizarre på et nærmest Monty Pythonsk niveau (tænk f.eks. på den sære kok som vil putte menneskelort i alting, eller russerne...).

Til gengæld har jeg det liiiiidt svært med Casper Christensen og Frank Hvam. Jov, jeg kan da godt se et afsnit af Klovn og grine af det - men jeg tror bare dumhed og pinlighed appelerer mindre til mig end det mere langt-ude-bizarre. På en måde kan jeg godt lide deres ironiske distance til sig selv - jeg kan sagtens se ideen - det appellerer bare i mindre grad til mig.

Jeg kender folk, som synes Monty Python er åndssvagt, men som til gengæld klasker sig på lårene af grin over Langt fra Las Vegas og Klovn. Og det er fedt og forunderligt, for hvad der er god værkstedshumor for den ene, behøver ikke at være det for den anden.

For mig skal jeg enten kunne se livet - det rigtige liv - i humoren, eller også skal den være ude på det bizartsorte overdrev, tror jeg, for at jeg synes det er HELT topgenialt. Men jeg kan grine af det meste - også mig selv - for sådan er jeg indrettet.

Latteren er et højtliggende lag i min personlighed, og det at kunne grine af andre og mig selv har fået mig igennem mange hårde perioder i mig liv. Humoren, glimtet i øjet, den hurtige ping-pong - det er noget jeg nyder intenst og ikke kan forestille mig at leve uden.

Faktisk i en grad, så jeg til min MUS (medarbejder-udviklings-samtale) fik følgende kommentar fra min afdelingsleder: "Du er sjov." Og da jeg bekymret bad om uddybning, var det heldigvis ment positivt, som at jeg er en der sætter liv i kludene og kan bløde situationer op med en "kvik" bemærkning. Heldigt nok, for jeg har svært ved at lave om på hvordan jeg er.

Men ligefrem sjov ... jeg tror jeg vælger at tage det som en kompliment.