Som jeg husker det

For tiden korresponderer jeg med en veninde fra gymnasietiden.

Ikke en af dem jeg kendte længst, men en af de sjoveste, skøreste, sødeste og mest farverige. Egentlig lærte jeg hende at kende gennem hende, der i 3g var min nærmeste veninde. De havde gået i skole i samme oplandsby, tror jeg ... og sikke et par de var. Hende jeg kendte først, havde italienske aner med de dertil hørende gnistrende sorte øjne, ditto hår, en rød fyldig kyssemund og masser af førstesopran-drama i temperamentet.

Den anden - hende jeg lærte at kende på 2. hånd - var bare smuk, smuk, smuk. Fagligt dygtig og sød oven i ... faktisk så sød, at den kiksede teen jeg var dengang, kunne tilgive hende at hun var alt for perfekt.

Naturligvis havde hun en modelkarriere ved siden af gymnasiet, og var i finalen i en landsdækkende skønhedskonkurrence. Det gjorde næsten ondt at sammenligne mig selv med hende - jeg var så ufatteligt utjekket...

Vi skiltes efter gymnasiet - livet hvirvlede os hver sin vej, og båndene var ikke stærke nok. Men jeg har båret gode minder om begge de to smukke veninder (selvom de vitterlig fik mig til at se totalt buttet og danskerbleg og uspændende ud) med mig siden dengang.

Via Facebook har jeg igen kontakt til dem begge, og det er noget så dejligt. Jeg har en brevveksling kørende med hende med de klare blå øjne, og det er utroligt sjovt og hyggeligt.

Og så skrev hun gudhjælpemig i et brev, at hun syntes jeg var så totalt cool dengang ... WHAAAT?

Måske vælter vi bare allesammen igennem gymnasieårene i sikker forvisning om, at vi er de mest kiksede, og de allermindst smukke, tjekkede, sjove og seje. Gid jeg kunne sende et brev til hende teenage-Liselotte og fortælle hende, at det slet ikke er så slemt - at hun bare skal være sig selv og slappe af.

Nogen gange er jeg bare SÅ glad for ikke at være 17 år. Jeg er vist meget bedre til at være 43.