Jeg har gået og taget tilløb.
Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.
Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.
Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.
Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.
Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.
Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning.
Jeg vil hellere ryste røv.
fredag, oktober 26, 2012
søndag, oktober 21, 2012
Nypuritanismens triumf del II
På morgenens rundsurfning gen-faldt jeg lige over historien med Martin Spang Olsens underbuksetur i haven.
Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.
At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?
Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg.
Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.
Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.
Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.
For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.
Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.
At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?
Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg.
Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.
Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.
Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.
For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.
lørdag, oktober 20, 2012
Nypuritanismens triumf
"Pak så de hængebryster væk!" Det er et af de virkeligt kvalificerede indlæg i den debat, der pt. verserer omkring hvorvidt det er i orden at amme sine børn offentligt.
Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.
Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?
På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.
Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?
Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.
Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.
Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.
Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.
Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?
På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.
Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?
Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.
Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.
Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.
Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
torsdag, oktober 18, 2012
På den anden side...
Det er gået rigtig godt med vores store konvertering i weekenden. Men det kan du læse om i aviserne, hvis du altså søger.
Jeg har arbejdet en del timer, men der er mange, som har arbejdet meget mere. Mine dygtige kolleger har udvist en utrolig vilje til at komme de problemer, som uværgerligt kommer efter sådan en manøvre, til livs. Jeg er stolt af at arbejde et sted, hvor der er så megen dedikation og vilje og holdånd - for det er der.
Det er rigtig dejligt at være godt på den anden side - og jeg glæder mig til at arbejdslivet normaliseres helt.
Nu er vi i grønt beredskab - og det er snart weekend, en arbejdsfri en af slagsen :)
Det glæder jeg mig til.
torsdag, oktober 11, 2012
Næsten som juleaften!
Idag er der officielt sagt "Gi' den gas!" til at sætte gang i den konvertering, som gerne skal resultere i, at vi søndag kan lukke vores netbank op for Jyske Banks kunder.
I morgen aften lukker Jyske Bank deres systemer ned. Jeg er sikker på, at det ikke bliver uden vemod, for mange af medarbejderne har lagt hjerte og kræfter i de systemer, og der er for så vidt ikke det mindste i vejen med dem. Men de får ikke meget tid til at dvæle over det - for foran os venter en spændende weekend med masser af arbejde.
Konti, posteringer, renteoplysninger, kundedata, og tusindvis af andre oplysninger, skal trækkes ud af Jyske Banks systemer, og hældes ned i de helt rigtige huller i vores. Det er et stort puslespil, som har krævet mange mandetimer, og som er testet mange gange. Vi har haft testkonverteringer og prøvekonverteringer, hvor vi har prøvekørt processen.
Når oplysningerne er kørt ind engang lørdag aften, kommer der en masse mennesker og tester, at det ser rigtigt ud. Og når det er kontrolleret, kommer der en ny flok, som skal teste, at systemerne opfører sig som de skal med de nye data.
Forhåbentlig bliver alting meldt godkendt og klar i løbet af søndag, for efter planen lukker vi Jyske Banks netbankkunder ind kl. 15.
Mandag morgen møder en hel masse medarbejdere ind, og skal bruge de nye systemer, de har fået. Forud for mandag har rigtig mange af dem været på uddannelse, men der er også medarbejdere fra vores andre pengeinstitutter ude i filialerne for at hjælpe de nye samarbejdspartnere i fællesskabet godt igang.
Mandag er hotlines i banken og hos os bemandet fra 5 - 20.00. Jeg har trukket den tidlige tjans og skal møde kl. 5, men så kan jeg glæde mig over at jeg allerede har fri kl. 18.00 :-)
Vi er rustet til tænderne for at kunne hjælpe vores nye, store bank med spørgsmål og problemer, der kunne opstå den første tid.
Det er bare så spændende! Vi har arbejdet for og ventet på denne weekend så længe, og nu er den her ENDELIG!!
....og idag havde jeg sidste dag i Silkeborg. Det var lidt underligt og vemodigt og dejligt på en gang.
I morgen aften lukker Jyske Bank deres systemer ned. Jeg er sikker på, at det ikke bliver uden vemod, for mange af medarbejderne har lagt hjerte og kræfter i de systemer, og der er for så vidt ikke det mindste i vejen med dem. Men de får ikke meget tid til at dvæle over det - for foran os venter en spændende weekend med masser af arbejde.
Konti, posteringer, renteoplysninger, kundedata, og tusindvis af andre oplysninger, skal trækkes ud af Jyske Banks systemer, og hældes ned i de helt rigtige huller i vores. Det er et stort puslespil, som har krævet mange mandetimer, og som er testet mange gange. Vi har haft testkonverteringer og prøvekonverteringer, hvor vi har prøvekørt processen.
Når oplysningerne er kørt ind engang lørdag aften, kommer der en masse mennesker og tester, at det ser rigtigt ud. Og når det er kontrolleret, kommer der en ny flok, som skal teste, at systemerne opfører sig som de skal med de nye data.
Forhåbentlig bliver alting meldt godkendt og klar i løbet af søndag, for efter planen lukker vi Jyske Banks netbankkunder ind kl. 15.
Mandag morgen møder en hel masse medarbejdere ind, og skal bruge de nye systemer, de har fået. Forud for mandag har rigtig mange af dem været på uddannelse, men der er også medarbejdere fra vores andre pengeinstitutter ude i filialerne for at hjælpe de nye samarbejdspartnere i fællesskabet godt igang.
Mandag er hotlines i banken og hos os bemandet fra 5 - 20.00. Jeg har trukket den tidlige tjans og skal møde kl. 5, men så kan jeg glæde mig over at jeg allerede har fri kl. 18.00 :-)
Vi er rustet til tænderne for at kunne hjælpe vores nye, store bank med spørgsmål og problemer, der kunne opstå den første tid.
Det er bare så spændende! Vi har arbejdet for og ventet på denne weekend så længe, og nu er den her ENDELIG!!
....og idag havde jeg sidste dag i Silkeborg. Det var lidt underligt og vemodigt og dejligt på en gang.
onsdag, oktober 10, 2012
Musiknæring
Det ville være forkert, hvis jeg udråbte mig selv til musikjunkie.
Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.
Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig.
Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.
Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.
Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.
Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.
Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.
Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.
Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig.
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.
Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den.
Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også.
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.
Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.
Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.
Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.
Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.
Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig.
Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.
Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.
Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.
Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.
Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.
Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.
Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig.
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.
Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den.
Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også.
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.
Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.
Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.
Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.
søndag, oktober 07, 2012
På vej i seng siger jeg lige...
Egentlig burde jeg ligge i min seng nu. I morgen skal jeg nemlig til Silkeborg for næstsidste gang, og så plejer jeg jo at stå lidt tidligt op.
Men vi er næsten lige kommet hjem fra en dejlig weekend i Lille Rosa, som sluttede med middagsmad hos min søde mor i Storvorde. Hun laver stadig superlækker mad, selvom hun undervejs fortæller adskillige gange at hun ikke kan finde ud af det mere.
Lidt spontant endte det med at min Aalborg-residerende søn og svigerdatter også dukkede op, og der var mad nok - og hjertevarme.
Det har bare været den smukkeste efterårsweekend. Lørdag gik jeg hele vejen fra vores sommerhus, og ind til den by, som ligger 10-11 km. længere nordpå ad kysten. Det tog nogle timer, men det var nu ingen sag i gode vandrestøvler og med den smukkeste natur omkring sig.
Farverne lige nu er utrolige. De brændte farver på træer og græs og bevoksningen på strandengen, og ud over havet og himlen et spil af blå, lilla og lyserøde nuancer. Der var næsten vindstille, og jakken endte med at hænge om livet, fordi der var så lunt.
Jeg fik hilst på nogle andre sommerhusejere, nusset en ko, skræmt et par kalve og småsludret med en mand, som hjalp mig med at finde Nordsøstien igen. Jeg fik tjekket, at åen, som jeg har sejlet gummibåd og fisket i som barn, var der endnu, og at min søsters sommerhus stod fredeligt lige der hvor det plejer at stå.
Og så stødte Bruno til i slutbyen, hvor vi fik lækre fisk til frokost på havnen. Jeg fik et lift hjem til sommerhuset, og så var der kaffe på kanden og en lækkerlur på sofaen.
Så bliver livet ikke meget bedre.
Abonner på:
Opslag (Atom)