På morgenens rundsurfning gen-faldt jeg lige over historien med Martin Spang Olsens underbuksetur i haven.
Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.
At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?
Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg.
Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.
Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.
Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.
For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.
Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?
PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar