Nypuritanismens triumf

"Pak så de hængebryster væk!" Det er et af de virkeligt kvalificerede indlæg i den debat, der pt. verserer omkring hvorvidt det er i orden at amme sine børn offentligt.

Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.

Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?

På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.

Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?

Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.

Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.

Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.

Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.

Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?