Musiknæring

Det ville være forkert, hvis jeg udråbte mig selv til musikjunkie.

Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.

Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig. 

Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.

Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.

Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.

Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.

Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.

Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.

Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig. 
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.

Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den. 

Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også. 
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.

Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.

Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.

Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.