Livsnyderlørdag med gys og strøm i.

I går var en rigtig skæg og hyggelig dag.

Det hyggeband, jeg synger i, havde nemlig et lille spillejob, lige her midt i Fredericia. 

Sådan noget kan dagen godt gå med. Vi startede med at stille de pavillioner, som gjorde det ud for scene, op - lige omkring kl. 10 om formiddagen. Det regnede. Meget.

Så slæbte vi kabinetter og stativer og instrumenter og andet gear, op af kælderen fra vores øvelokale, og ud bag i biler og trailere, og kørte det derhen, hvor vi skulle spille. Nogen som vidste mere end mig, satte det hele sammen igen.

Og jeg skulle hilse og sige, at et trommesæt fylder bagagerummet i en Skoda Octavia stationcar HELT op, især når trommeslageren er en glad dreng som var ung i 80'erne (dengang hvor trommesæt var STORE).

Læg dertil lidt parkeringsbesvær (fordi øvelokalet ligger lige midt i byen) og andet sjov, så kan sådan en gang opsætning godt være udfordrende.

Koncerten (som bestod af 8 sange - jeg har jo kun været med ½ år) - gik vist godt nok. Det var sjovt, omend man ikke står ret godt på sådan en halvvåd græsplæne, og så var der et eller andet der gav mig stød i læberne når jeg kom til at sætte dem mod mikrofonen, da vi gentog forestillingen. Der var nemlig ikke gulv i hele teltet - så trommesættet og nogen af kabinetterne havde forret til de plader der var til rådighed.

Men det var skægt og hyggeligt, og for første gang prøvede bandet at have en roadie (Bruno) og dansere (3-4 små tøser på 5-6 år som dansede foran scenen og mellem sangene hvinede "hvor er I goooooode" - - et lidt andet segment end vi egentlig troede vi henvendte os til).

Vi var egentlig bare lidt pauseunderholdning til arrangementet, som var en halloween-ting, hvor familier kunne gå rundt på Fredericias voldanlæg og blive skræmt af uhyggelige græskarhoveder og trolde, hekse, spøgelser, zombier, pindemonstre og mange andre væmmelige ting.

Jeg er frisk igen en anden gang! 

Livsnyderen undrer sig over kromosomklubber

Der er noget, jeg til stadighed undrer mig over.
Noget, som jeg ikke helt forstår nødvendigheden af, eller hvorfor folk finder det specielt og interessant. 

Det er alle mulige arrangementer som hedder noget med "Dame-", "Mande-", "Pige-" eller "Herre-" til at begynde med.

Altså, jeg kan selvfølgelig bedst gøre mig klog på hunkønsdelen. For jeg er jo ikke en mand, og kan derfor ikke udtale mig om hvad mennesker med Y-kromosomer har af specielle behov.


I min gamle afdeling havde vi en "pigeaften" engang imellem. Eller, jeg er ikke sikker på om det hed sådan. Men os med to X-kromosomer mødtes en håndfuld gange om året og spiste, snakkede og drak et glas vin sammen. 
Det var meget hyggeligt, helt sikkert!

Men nogen gange tænkte jeg at jeg godt ville have hygget mig med nogen af de andre kolleger, dem med Y-kromosomerne, også.

Vi var ikke så mange kvinder, så det var nemt at samle os - det havde straks været en større sag hvis det var hele afdelingen.

Og jeg deltog, for det var hyggeligt, men jeg må indrømme at jeg ikke havde noget specielt behov. Altså for samværet med personer med ene X-kromosomer. Havde der været nogen Y-kromosomer til stede, ville det ikke have ødelagt det mindste for mig.

Måske illustreres det af noget, jeg blev spurgt om sådan en aften. Nemlig, om jeg ikke syntes det var lidt træls at jeg var den eneste kvinde i mit daværende projekt. Jeg tog lige et par sekunder om at svare, for jeg skulle lige lave et mentalt tjek - - næh, der var ikke andre kvinder. Og dermed serverede svaret sig selv. Jeg havde det egentlig fint med at være eneste kvinde.

Jeg ville helt sikkert også have haft det fint med at der var flere kvinder. I mit nuværende projekt er vi hele to kvinder. Det giver ingen problemer.


Men seriøst, jeg synes altså at vi mennesker er så meget mere end vores køn, og jeg bliver altid overrasket, når jeg forventes at have mere til fælles med nogen af mit eget køn end nogen af det modsatte.


Ikke at køn er ligemeget. Jeg sætter stor pris på at vi er to køn. Det gør livet nuanceret og spændende.

Men jeg er nok tilbøjelig til at se mennesker. Se humoren, fagligheden, empatien, den skæve vinkel, intelligensen, frem for de der X og Y-kromosomer. Nogen mennesker har jeg rigtig meget kemi med, nogen mindre. 



Jeg har en ven (med Y-kromosom) som har det på samme måde. Han går troligt med til mandetingene, men han har heller ikke rigtig fanget det. Er heller ikke så meget til for meget "mandehørm". 

For mænd gør det jo også. De har endda loger, hvor kvinder ikke må være med. Og det tilsvarende findes vist også for kvinder.


Dermed ikke sagt at jeg ikke kommer i kvinde-forsamlinger og nyder det. Et eksempel er X-tetten. 

Men vi er jo en dame-vokalgruppe, fordi det at synge arrangementer for lige stemmer (kun kvindestemmer) er det, vi gør. Jeg har også gået til sport og spillet på dame-hold. Fint nok.

Men der er jo en årsag til, at man har kønsopdelingen. Ikke fordi vi har bestemt at vi er en kromosomklub.



Jeg vil ikke rynke på næsen af køns-ekskluderende forsamlinger og arrangementer. Jeg erkender, at nogen tilsyneladende har det behov.

Jeg forstår det bare ikke. Det gør jeg helt ærligt ikke.

Livsnyderens Lykke-liste

Jeg har hørt at man bliver et lykkeligere menneske over at være taknemmelig.
Jeg tror endda, jeg engang har skrevet et indlæg om det. 
Øjeblik - tjekker lige!

Joh - den er god nok. For et år siden skrev jeg om at være taknemmelig. Egentlig imponerende - på det tidspunkt var jeg godt på vej med ekspresfart ind i Stressland, og måske handlede mit indlæg også om selvbehandling.

I dag er jeg mange ting - optaget, travl, nogen gange endda lidt tidspresset, men stresset, det er jeg ikke.

Ja, det vil sige, i dag er jeg ikke engang nogen af de ovenstående ting, for det er lørdag, jeg er halvsyg og alene hjemme, så jeg har foræret mig selv en fridag i sofaen med en god Vuelta-etape, computer og en dåsecola.

Noget jeg også er for tiden, er ret lykkelig. Selv efter livsnyder-standard. Med fare for at lyde lalleglad og alt det.

Måske burde jeg være bekymret over rynkerne rundt om øjnene og min dalende seksuelle kapital (eller whatever), men det er jeg ærligt talt ikke. 

Min liste over lykke-ting er faktisk ganske omfangsrig. Og det helt uden Kählervaser, designermøbler, meditationsteknikker eller medlemsskab af golfklub.

I får ikke hele listen. Den er nemlig min, og noget af den er privat.

Men I skal da ikke snydes for lidt af det, som hælder diesel i min personlige brændstoftank.

• Bruno. Selvfølgelig. Han er god for mig, og det superfede er, at han synes han er lige så heldig med mig, som jeg synes jeg er med ham.
• Mine børn og bonusbørn. Hvor er de faldet heldigt ud. Og jeg er glad for det gode forhold jeg har til både dem og deres kærester.
• Min farmor-status. Børnebørn er perler af koncentreret glæde i livets champagneglas.
• Mit job. Jeg troede på et tidspunkt at det aldrig ville ske - men jeg er blevet glad for arbejdet igen.
• X-tetten - som er blevet ENDNU bedre af, at vi har fået en ny, veluddannet og særdeles inspirerende dirigent, som har pustet nyt liv i gamle travere (her taler jeg naturligvis om sangene og ikke sangerne!!) og introduceret nye yndlingsnumre.
• Tirsdagsbandet - som ud over et sted hvor jeg får lov til at synge, også er et sted hvor jeg er sammen med 4 af de rareste, hyggeligste og skjønneste gutter man kunne forestille sig. Shhh! Ikke sige det videre! De får bare storhedsvanvid af det!
• Motionen - som der er ved at komme gang i igen, efter en knæoperations-induceret pause. Endelig kan jeg styrketræne og spinne igen! Det ender med at jeg også skal have løbeskoene frem!
• Åndehullet nord på - Lille Rosa - som står og venter på besøg fra os.

Jajaja jeg ved det godt! Endnu et feelgood-indlæg fra mig ... jeg ender med runde hjørner og billeder af pelargonier og dampende kaffekopper.

Men hey! Hvad skal man gøre, når man bare sidder en lørdag med vuelta på TV, sit favorit-saritæppe hen over mavsen, tæerne på sofabordet og føler sig som en happy camper.

God lørdag til jer alle derude!

Livsnyderens kønskamp på herretoilettet

På IT-fabrikken hvor jeg arbejder, er der mange toiletter (naturligvis, for vi er jo en del mennesker).

Jeg har ikke helt forstået systemet ... men nogen er dametoiletter, andre herretoiletter og nogen er bare ... toiletter.

Det som er tættest på det kontor, jeg sidder på for tiden, er i forbindelse med en garderobe. Der er et dametoilet, som også er bruser, og så er der et herretoilet, som er en forgang med en håndvask, og adgang til to toiletter.

I dag skulle jeg bruge et toilet, og som det af og til sker, var dametoilettet optaget. 

Praktisk som jeg er, smuttede jeg da bare ud på herretoilettet. Jeg mener - der er jo ikke noget pissoir, eller i den stil, så det kan vel lidt være hip som hap.
Ind imellem møder jeg nogen, som kommer med sjove kommentarer når det er mig, som kommer ud fra en af boksene.

I dag stod der en rar mandlig kollega og vaskede hænder, da jeg kom ud, og selvom jeg kun kender ham meget overfladisk, gættede jeg på at han var nørdet nok til at forstå min afværgemanøvre: Den for Star Wars fans kendte håndbevægelse, ledsaget af sætningen: "These are not the droids you are looking for."

Han grinede bare af mig, og så var det det.

Men der er da lige et akavet øjeblik, når man sådan vader ud af herretoilettet, umiskendeligt hunkønsagtig.

Godt man arbejder et sted, hvor en lille bemærkning på nørdisk redder det meste. :-)

Livsnyderen synes det er trist

Jeg vågnede op idag til nyheden om, at Robin Williams er fundet død i sit hjem i Californien.

Siden imorges er internettet flydt over med nyheden. En af de artikler jeg så (kun overskriften - glem alt om at trykke på links med den dårlige netdækning jeg har her i sommerlandet) spurgte: hvilken rolle husker du bedst Robin Williams i?

Og det kan jeg slet ikke svare på. Jeg får en hel perlerække af sjove, skøre, smukke og hjertegribende karakterer frem på min indre tv-skærm.

Men det, jeg husker er det uimodståelige Robin Williams-smil. Det, som virkede så varmt og ægte og som altid nåede helt op i hans øjne.

Ingen kunne som han udstråle varme - ja, endda kærlighed - så du kunne mærke det hjemme i stuen. 

Han var sjov. Han var professionel. Og han greb mig om hjertet med sine roller. Han gjorde halvsløje film seværdige, og så var han endda cykelsportfan (jeg tilgiver ham for støtten til Lance Armstrong, som aldrig har været min kop the).

Jeg er så naiv at tro, at Williams udstråling på lærredet fortalte noget om det menneske han var. I så fald var han et varmt og favnende menneske. 

Jeg har læst han tidligere har haft misbrugsproblemer, så han havde sikkert også en mørkere side. 

Uanset, så har verden mistet en stor skuespiller. Tak for smilene, Robin Williams. 

Livsnyderens stille aftenstund

Sådan en sommeraften er der godtnok både mørkt og roligt på min terrasse.

Her sidder jeg. Kan høre dæmpede stemmer fra et vindue, og lyden af rangerende tog. En bil der kører forbi ude på Luthersvej. 

Der er lys i vinduerne i husene omkring os. Mange står åbne.

Der er mørkt og fredeligt her. Lun luft og ben på bordet. Hus-silhouetter mod sommerhimlen som er svagt rødlig og mellemblå.

Der er dejligt her i min by-have. Jeg gider ikke gå ind endnu.

Livsnyderen om lykke og integritet

I morges var jeg en tur forbi Facebook, hvor jeg observerede at en af mine venner havde postet et billede med nogen inspirerende ord.

Hvis du spørger mig, er ca. 90% af disse inspirerende citater det argeste crap, som man siger på ny-jysk, men lige den her kildede mig lidt mere end vanligt. Der stod nemlig:

One day she remembered, that the only person that could make her happy was HERSELF…. so she took back her power, re-claimed her place in the world and shined like never before!

Det sjove var egentlig, at jeg igår aftes sad og filosoferede over netop det. Jeg tror rigtig mange kan genkende det der med ….

…. man møder en person, som man forelsker sig i. Man tænker, at vedkommende kan gøre en lykkelig, og så hælder man en hel masse kræfter ind i at relationen skal gøre netop det - fylde en op og gøre en komplet og stærk og lykkelig.

En dag går man derfra, og siger "Han/hun gjorde mig ikke lykkelig."

Og i virkeligheden er det jo mig selv, der skal sørge for at jeg er lykkelig. Selvfølgelig er en god partner med til at give mig lykke i livet. Jeg er på den front en utroligt heldig kartoffel, og der er ingen tvivl om at ham jeg deler dobbeltdyne med er med til at gøre mine dage lysere og smukkere.

Men det er ikke, og det har aldrig været, hans ansvar at gøre mig lykkelig. 

Jeg siger heller ikke, at alle parforhold står at redde. Nogen gange er den vej, der gør dig lykkelig, nemlig den der fører ud af parforholdet.

Det er vigtigt for mig at være noget i kraft af mig selv. At have et job, der tilfredsstiller mig, at gøre ting i min fritid, som giver mig energi. At opsøge fællesskaber som opfylder de behov jeg har - og jeg har masser af behov, masser af sider, som min partner ikke kan eller skal dække.

Engang imellem stopper jeg op, midt i vores semisymbiotiske tosomhed og tænker: hvordan ville dit liv være, hvis du ikke var i det her forhold? Hvem ville du være?

Svaret skal helst være, at mit liv ville være godt på en anden måde, og at jeg ville være præcis den samme, bare single. Dermed ikke sagt at man ikke præger og udvikler hinanden, når man er i et forhold. Men der er en grundsubstans i enhver person, som ikke sådan lige lader sig ændre. En identitet, som man bærer med sig, ligesom fingeraftryk og øjenfarve.

Man skal aldrig opgive, miste sig selv og sin integritet, fordi man er i et forhold.

Det er meget nemt at synke ind i sådan en par-somhed, men jeg tror det er døden for kærligheden. Både fordi man lægger ansvaret for sin egen lykke fra sig, og fordi man holder op med at være den der unikke person, som den anden forelskede sig i. I stedet bliver man sådan en par-enhed, hvor man ikke rigtigt er noget selv …

Ham jeg deler dobbeltdyne med er en kæmpestor og dejlig tilstedeværelse i mit liv. Jeg er uendeligt taknemmelig for hans kærlighed og respekt og støtte. Men selvom vi er forbundne, så er vi IKKE én person. Og det er vigtigt - ihvertfald for mig.

Og jeg er også utroligt glad for at jeg ikke har ansvar for at dække alle hans behov. Jeg vil gerne have en partner, som kommer hjem med sine egne oplevelser og indtryk som giver energi ind i vores liv, i stedet for at han kommer hjem og forventer at jeg skal "være" det hele. Jeg gider for eksempel ikke drøne rundt i skoven på en mountainbike, eller se Formel 1 med ham. 
Lige så lidt som han deler min interesse for SciFi og skrækfilm, og min hang til at musicere.

Det er helt som det skal være, tror jeg. Jeg har brug for at være mig. Han har brug for at være ham - og vi har det utroligt hyggeligt når vores veje krydser hinanden her hjemme i huset Rosa.

Så start nu, hvis du ikke allerede er igang. Det er kun dig, der kan sørge for at søge de veje, der gør dig til et helt og lykkeligt menneske.

Livsnyderen og regnbuen

I weekenden var min mand og jeg i Wien på en herlig kæresteweekend.

Der skete det sjove, at vi løb ind i Vienna Pride, og vi var så heldige at opleve den store parade.

Man kan sige, at nogen er noget mere opfindsomme end andre, men det fede var 

1. det var en fest
2. der var SÅ meget kærlighed i luften
3. folk var voldsomt glade 

Og så får jeg altså gåsehud og en tåre i øjenkrogen, når jeg ser især de helt unge, som går hånd i hånd med deres kæreste. Det gør mig så glad, at de gør det frit, for hele verden at se. Jeg tror det må være svært for langt de fleste, selv i de mest frigjorte lande og familier, fordi det ikke er normen, og er der noget der er svært, når man er ung, er det at stikke ud.

Kærlighed gør mig altid glad. Men fordi jeg ikke kan forestille mig noget værre end at elske nogen og vide, at det vil få andre til at dømme mig. 

I nogle lande bliver homoseksualitet endda betragtet som en sygdom og en forbrydelse. Du bliver forfulgt og straffet for at elske nogen.

Derfor er jeg regnbuefarvet ind i min sjæl. Jeg synes det er vigtigt at elske nogen, for at have et godt liv, og vi bliver som regel ikke ringere mennesker af at rumme et andet så tæt på.

Sådan en pride fejrer kærlighed og diversitet.
Det er måske ikke direkte min fest, men det er noget jeg i den grad går ind for!

Livsnyderens kulørte klatter

Jeg elsker at smøre maling på lærreder, og jeg gør det alt for sjældent.

Lad mig starte med at sige at jeg ikke har noget nævneværdigt talent for det. Tro mig - det har jeg vitterlig ikke.

Men når jeg snasker farver sammen til en baggrund, klasker effekter på med en fluesmækker, krøllet papir eller en gammel svamp, så bliver jeg totalt nulstillet. Jeg maler naivistiske motiver (min kære mand fniste af min børnetegningsagtige rumraket igår), for det er det eneste jeg næsten kan. 

Nøj hvor jeg hygger mig!

Alligevel er det første gang i 3-4 år jeg maler. Og jeg forstår ikke helt hvorfor. 

For jeg kan jo være helt ligeglad med at resultatet aldrig kommer til at hænge på Louisiana, eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Lærreder er billige, og man kan jo genbruge dem.

Jeg har brug for leg og kreativitet i mit liv. Sangen giver mig det, men det gør det også at male. Det giver balance. Det forynger min sjæl, som en slags mental rynkecreme.

Derfor har jeg lavet et forårsforsæt (der er jo længe til nytår) om at jeg vil male noget mere.

Og så håber jeg virkelig at jeg har ret i, at jeg synger bedre end jeg maler!!

Livsnyderen skuler ondt til skodderne

Livsnyderens weekend har været fuld af solskin og havearbejde.

Efter 4 weekender i streg i det lille sommerhus i skoven stod den på hårdt tiltrængt hjemmeweekend. Ukrudtet havde glade dage, og havemøblerne stod og skreg på omsorg.

Og det er jo en fornøjelse at gå i gang, når solen skinner og der står en kold øl i køleskabet og venter når man er færdig.

Bare én ting som undrer mig HVER gang jeg ordner mine bede og området foran huset. 

Hvad er det med rygere og deres omgang med cigaretskodder? De rygere jeg kender er utroligt hensynsfulde på alle måder, og kunne ikke drømme om at ryge indendørs, eller i hovedet på andre. 

Men skodderne ….

Det kommer måske som en stor overraskelse for nogen, men cigaretskoddet blinker ikke ud af eksistens når du slipper det. Det lander på jorden - mange gange i blomsterbedet (som IKKE er anlagt til brug som askebæger) eller bare på fliserne foran mit hus …. og der ligger det altså indtil NOGEN samler det op.

NOGEN er i denne sammenhæng mig. For jeg synes ikke at cigaretskodder pynter i mit bed eller på fliserne foran mit hus. Faktisk har jeg siden min barndom syntes at cigaretskodder var decideret ulækre. Det synes jeg stadigvæk. Så gider I ikke lige smide dem i en skraldespand eller tage dem med hjem??

Har overvejet et skilt i mit bed med teksten "Hvis du lader være med at smide skodder i mit bed, vil jeg lade være med at plante blomster i dit askebæger", men det er også så meget at gøre ud af det.

Så: Tag. Jeres. Skodder. Med. Hjem. Tak.

Livsnyderens lyseblå morgen

Jeg vågnede i morges og havde et (for mig) sjældent anfald af alders-traume.

Måske fordi jeg bare havde lidt en møg-morgen, som resultat af en lidt for travl dag i går.

Ihvertfald så jeg på mig selv i spejlet på badeværelset med bare en smule selvhad, og tænkte (muligvis højt, det kan ikke afvises): "Hvordan blev du lige så gammel?!"

Og så slog det mig.

Jeg blev så gammel - 48 år, faktisk - imens jeg elskede, arbejdede, sov, spiste, grinede, sang, dovnede, cyklede, løb, slængede mig, dansede, fik børn…. levede.

Nåja, så.

Og alternativet er jo afgjort værre.

Livsnyderen om at dø eller blive stærkere

Hvis du har læst med her, ved du at jeg ikke abonnerer på holdningen, at "hvis det ikke slår dig ihjel, gør det dig stærkere".

Alligevel må jeg erkende, at jeg tager noget med fra det stressforløb, jeg har været igennem (og heldigvis er på vej ud på den rigtige side af).

Det er først her bagefter - nu hvor farverne rigtig vender tilbage - at jeg kan mærke det. Jeg er blevet stærkere, på en eller anden måde. Ikke sådan, at jeg kan løfte en Fort Mondeo eller bare en Kia Picanto, eller sådan at jeg har lyst til at køre 8 projekter på en gang, fordi jeg er f*cking invincible.

Men jeg har bare fået en ro og en tyngde i min personlighed (jeg hader at bruge det her pop-udtryk - men jeg føler at jeg er blevet "grounded") som ikke var der før. 

Effekten er at jeg bare er lidt mere pisseligeglad med ligegyldige ting. Som for eksempel

• om nu andre tænker at jeg er god nok
• om jeg er arbejds-ambitiøs nok
• om jeg er arbejds-ambitiøs på den rigtige måde
• at du ikke synes mine tatoveringer er pæne
• at du synes jeg ser rigtig/forkert ud i tøjet/på håret/etc

Altså. Hvis nogen ikke kan lide mig, så er det bare ærgrerligt. Sådan har jeg egentlig haft det i en del år. 
Men selv hvis du KAN lide mig, så er jeg ligeglad med om du synes mine jeans er for tøsede, eller om mine øreringe er for store/små/kedelige, og om du synes jeg går for meget i sort. For jeg har taget det på, som JEG godt kan lide. 

Og det er ikke sådan, at jeg er blevet ligeglad med mit arbejde. Men jeg gider ikke jagte ANDRES mål. Jeg har ikke lyst til at gøre ting for at positionere mig selv og "se godt ud". 

Til gengæld er jeg superambitiøs i forhold til at gøre det, jeg gør, bedst muligt, og holde de ting jeg lover. Og så er min aller-allerstørste ambition at blive ved med at elske det, jeg gør. At blive ved med at synes det er sjovt - både arbejdsmæssigt og privat.

Og så vil jeg forfølge de ting, som jeg bliver glad af.
Jeg vil synge, vil jeg, og spille på min nye guitar til mine fingre bløder.
Jeg vil elske og spise og drikke god vin.
Jeg vil forsvinde ind i skønne bøger.

Jeg vil gøre ting for mig, og det er ikke fordi jeg vil til at være superegoist. Men når jeg gør ting for mig, så bliver jeg glad, og så får jeg lyst til at gøre alt muligt for andre. Så får jeg overskud.

Prøv det - prøv det! 

Og hvis du ikke har lyst, så lad være. For helt ærligt, jeg har ikke behov for at du er enig med mig.

Mindre end nogensinde, faktisk.

Livsnyderen i panikalderen

En god telefon-ven sagde engang til mig, at min blog nogen gange havde gjort hende lidt forundret. For man kan fa´me ikke have det så godt så meget af tiden, som det så ud til når man læste mine poster.

Men jeg plejer nu ikke at pynte på virkeligheden her på bloggen. Er noget for broget, så skriver jeg bare ikke om det - det er det der princip med, at det er fint at være personlig, men jeg har ikke lyst til at være privat. Eller - noget er jeg ok med at dele, andet bliver hjemme i den virkelige vennekreds.

Jeg vover alligevel pelsen, og skriver endnu et positivt blogindlæg - og helt ærligt, så har der jo også været halvlangt imellem dem. Men jeg har bare haft sådan en herrelækker uge, at det er lige til at hvine af fryd over, hvis man var den type.

Man kunne godt få tanken, om jeg var i kvinde-versionen af en mid-life-crisis, for indenfor den sidste uge har jeg:

• købt en virkeligt fed akkustisk guitar af mærket Fender
• fået mig en lille ny tus, som jeg har ønsket mig længe
• landet en tjans som forsanger i et hyggeligt amatør-rockband.

Jeg mangler bare en sportsvogn og en 20 år yngre mand, så er stereotypen i hus. Men jeg er overmåde tilfreds med Bruno, og min Hyundai kører jo sådan set også udmærket.

I bemærker nok at 2 ud af de 3 punkter er musikrelaterede. Og det er ikke tilfældigt, for jeg har i løbet af de seneste måneder lovet mig selv, at der skulle være mere af det gode i mit liv. Og noget af det bedste jeg kan foretage mig er at synge.

Så da en af mine fjæsbogsvenner postede en "amatørband søger sangerinde"-ting, skød jeg hjertet op i halsen og kontaktede bandet. Jeg inkluderede et par lydfiler af min øndige stemme, så de kunne høre om jeg var et seriøst bud eller fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden på X-faktor-audition-måden.

De må have ment det første, for igår så vi hinanden an. Jeg mødte op - af alle steder udenfor den lokale dyrehandel - og skulle prøve at synge med bandet. Til min lettelse var der ikke en X-faktor-agtig audition-kø, men bare mig.

Gutterne viste sig at være både hyggelige og positivt stemt, og nu kan jeg kalde mig forsanger. Det er dælme længe siden jeg har prøvet det. Jeg sang engang med det hedengangne Bankdata-band, men det afgik ved døden omkring den tid hvor min datter blev født … og hun bliver jo snart 21.

Jeg endte faktisk med at synge med dem resten af aftenen, og jeg gik hjem på en lyserød sky. Jeg elsker at synge!! Så idag er jeg totalt høj på livet, og glæder mig bare til at skråle i vildskab igen :-)

Undskyld mig, men jeg tror jeg er nødt til at snuppe min nye guitar og klimpre lidt. Og måske kysse lidt på den også. Og hvine en lillebitte smule af fryd.

Livsnyderen stiger på regionaltoget

Det er forår, og alting springer ud.

Bare ikke mig, for mit knæ sørger for at jeg ikke springer så vildt endnu. Til gengæld er jeg i denne uge steget forsigtigt på toget igen. Ikke det der amok-kørende vildskabstog som jeg skvattede af for et par måneder siden, men et lille regionaltog som futter gennem landskabet.

Jeg er tilbage på arbejde! I første omgang 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Onsdag restituerer jeg, på forslag af den dygtige psykologdame jeg går hos. Tænkte faktisk at det var lidt luksus, men det har jeg så erfaret at det ikke er. Jeg var simpelthen så latterligt træt efter to arbejdsdage.

Men det går rigtig godt, og jeg er enormt glad for at være tilbage igen. 

Det sidste er vigtigt. Jeg sad her i weekenden og overvejede at skrive et indlæg om at jeg snart skulle starte på job igen, men jeg var simpelthen så splittet i forhold til, om jeg syntes det var positivt. Mit hoved syntes det var rart. Mit hjerte glædede sig til at se kollegerne igen. Men der var altså også en stor del af mig som var lidt bange.

Så jeg lod være med at skrive noget, og idag kan jeg heldigvis skrive: Jeg er enormt glad for at være tilbage igen.

Jeg er blevet modtaget varmt, men heldigvis ikke for ståhej-agtigt, af mine uforlignelige kolleger. Jeg har fået en tilbage-efter-stress-snak med min nærmeste leder, og det var også bare en god oplevelse. Jeg er begyndt at sætte mig ind i hvad der er sket siden jeg var på arbejde sidst. Og selvom der er lidt rust i gearene, skal de nok komme i sving igen.

Jeg er på toget, og det kører væk fra Stressland.

Livsnyderen humper glad omkring

Så er jeg i gang med at gå igen!

I den sidste uge har jeg haft lov til at støtte på mit knæ igen - og gå lidt mere omkring end bare ruten mellem soveværelse, badeværelse, stue og køkken.

Jeg kan hjælpe til med aftensmad og vasketøj igen (ok - jeg har snydt LIDT og vasket en enkelt maskinfuld eller to) - og JEG MÅ KØRE BIL IGEN!

Jeg har været på en lille gåtur nede i byen (havde ærinde på apoteket), og nøjj hvor har jeg savnet at komme udenfor! Den første tur i supermarked var nærmest et emotionelt højdepunkt på min uge. Hurra! Fri igen!

Her, en uge efter jeg er blevet "sluppet fri" og tre uger efter min knæ-operation, kan jeg gå op og ned af trapperne på den "normale" måde, og jeg humper også meget mindre end før. 

Især nedad trappen er lidt udfordrende - man tænker ikke normalt over det, men den bevægelse når man skal have det raske ben ned til næste trappetrin (vægt på det opererede knæ, som bøjes lidt) er lidt spændende. Lige der kan jeg mærke at mine knæ-muskler har et stykke vej til normal styrke - det er lidt gelé-agtigt!

Og jeg skal stadig lige tænke over hvad jeg skal i løbet af en dag, og dosere brugen af knæet nøje.
Igår var jeg super-huslig om formiddagen, og til middag var mit knæ rigtig, rigtig træt, så jeg satte mig med frokost og ispose i sofaen. Og så sparede jeg på det resten af dagen.

Men mon ikke det bliver ved med at gå fremad - så jeg ikke ligner en gammel sørøver med træben, når jeg starter på arbejde igen. 

Ting jeg glæder mig til:

• Gåture. Rigtige gåture, som varer TIMER.
• At kunne kravle igen, og generelt støtte på knæet på den måde … det opdager man faktisk hvor tit man har brug for!
• TRÆNING! Jeg føler mig som en fed, slap sofakartoffel!
• Ikke at skulle tænke over hvor meget jeg går og står, så knæet kan holde ud en hel dag.

Livsnyderen misser op mod forårssolen

Egentlig havde jeg forestillet mig at skrive mere omkring mit stressforløb, da jeg lagde det første indlæg på bloggen.

Men sådan er det ikke blevet. 

Jeg havde tænkt mig at det kunne være terapeutisk. Det kunne det måske også, men det er også rigtig sårbart at dele for meget. Og jeg gad ikke forsøge at være stresset på en overskudsagtig måde --- det hænger ikke rigtig sammen, vel?

For 2 uger siden fik jeg opereret noget menisk ud af mit knæ, og det er gået rigtig fint. Nu må jeg endda begynde at bruge benet lidt igen.

Og jeg har det rigtig godt. Føler mig som mig selv igen. Så jeg har besøgt mine lækre kolleger ude på arbejde igår, med en hjemmebagt kage, og jeg har med input fra min psykolog fået lagt en plan for, hvornår og hvordan jeg skal tilbage på arbejde.

Jeg glæder mig rigtig meget!

Den 31. marts starter jeg igen. Blødt. 4 dage om ugen, 5 timer om dagen. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget. 

Jeg har fået det lige præcis som jeg gerne ville. Har fået lov til at lave det jeg ønskede mig at vende tilbage til. Og til evt. bekymrede, så skal jeg ikke tilbage og have den samme arbejdsbelastning som jeg efterlod. Men jeg skal tilbage til samme område og samme kolleger, og det er jeg glad for.

Nu skal mit ben lige genoptrænes helt - i papirerne står der 4-6 ugers sygemelding, og jeg vil gerne lige have det skånsomt igang, før jeg skal på arbejde med det. Det giver også mit hoved et par uger til at blive endnu stærkere.

Jeg kan godt mærke at jeg bliver hurtigt træt, når der sker mange ting. Igår var jeg først hos psykologen, derefter ude på arbejde hvor jeg snakkede med rigtig mange mennesker (dejligt!). Jeg gik hjem og sov på sofaen bagefter - jeg var decideret udmattet :D

Men jeg har overlevet. Jeg har stirret ned i dybet, og dybet har stirret igen. Det fik ikke tag i mig, men det der sug i maven vil blive hos mig altid. 
Jeg har haft dage hvor jeg bare havde lyst til at finde et mørkt sted at ligge i fosterstilling. Jeg har været vred. Jeg har været på et sted, hvor jeg ikke kunne forestille mig nogensinde at få lyst til at gå på arbejde igen. 

Jeg ved ikke om man bliver stærkere. Jeg tror ikke på "whatever doesn't kill you makes you stronger", for nogen gange efterlader hård modgang dig stækket og knækket, og så skal der arbejdes for at genvinde sin styrke. Jeg har mødt mennesker som aldrig kom 100% igen, uanset.

Ihvertfald bliver man klogere på sig selv, selvom jeg egentlig syntes jeg allerede var ret langt nede i mine egne hjerterødder.

Jeg vil heller aldrig sige at dette var en positiv oplevelse, som jeg ikke ville være foruden, ikke engang i bakspejlet. Måske er jeg blevet klogere, men det var dyrekøbt. Alt for dyrekøbt. 

Men jeg er her endnu, og jeg er i live. 

Livsnyderen ælsger sine kolleger

Her i Stressland går det faktisk okay.

Der er gode dage og dårlige dage - men heldigvis kan jeg se at vægtskålene tipper lige så stille, til fordel for de gode.

Stressland er et sært sted at være. Eller rettere, her i grænselandet, hvor jeg er det meste af tiden. På gode dage fatter jeg ikke hvorfor jeg går her hjemme og fiser den af. Men så kommer der en frisk brise fra højre og jeg vælter. Og så er det, jeg godt ved hvorfor jeg lige er checket ud.

Men som sagt, der bliver flere af de gode dage. Jeg begynder at kunne finde ud af at gøre 2 ting på samme tid igen. Og jeg savner kollegerne og det at have en hverdag.

Kollegerne er en kæmpe, kæmpe del af at jeg tror på at jeg nok skal komme tilbage igen. Nogen dage (de dårlige) føler jeg at jeg sidder her, glemt i min sofa, mens livet (det pulserende, dejlige liv) farer forbi. 
Men så kommer der en hilsen fra en kollega. Fra facebook, på mail, via sønnebarnet eller min kære husbond, eller en sms. 

"Har du det godt? Håber du snart kommer tilbage - vi savner dig!"

Kære, dejlige, helt ubetaleligt gode kolleger - det betyder bare så pisse-meget for mig at I ikke har glemt mig, og at I tænker på mig! Lige fra dem jeg har siddet på kontor med og som gi'r et kram ude i Føtex, hen over brother-from-another-mother der kommer uanmeldt forbi og til hilsner fra dem min mand møder til spinning.

Ham der smed mig en stak episoder af Walking Dead på hans externe drev.
Hende der skrev til mig på face.
Hende der sendte en hilsen med Bruno.
Alle de søde kommentarer og beskeder på fjæset.
Tillidsrepræsentanten som kom forbi.
HR-chefen, som skælder ud når jeg synes jeg skal tilbage nuuuuu! 

Når jeg tænker på det, er jeg klar til at komme tilbage i morgen. Men jeg har lige en knækket menisk og et knæ der skal opereres på torsdag. 

Jeg lover, når knæet er i orden, så er jeg også. Kæft jeg savner jer, peeps!

Livsnyderen - ikke kold i bagdelen

Min mand og jeg bor i et skønt gammelt hus fra 1926. Delvis moderniseret, noget af det af os selv i de snart 6 år vi har boet her, noget var gjort inden vi flyttede ind.

En af de rare ting er, at der er toiletter på alle 3 planer - badeværelser i kælderen og på 1. sal. I stueetagen er der sådan et lille "skab" med et toilet og en lillebitte håndvask - meget praktisk.

I dette lille rum er der et vindue. Det sidder indvendigt på væggen, og åbner indad, og så kan det lukkes med en lille hasp. Udenfor er der murede "tremmer" - så udefra ses det som aflange åbninger i muren, ikke som et vindue.

Da vi skiftede alle husets vinduer, overså vi detteher primitivt haspede og ikke-termoglassede vindue. Med det resultat, at toilettet - som alene er opvarmet af en let underdimensioneret el-gulvvarme, og i øvrigt er et hjørne-rum med 2 ydervægge - er MEGET koldt om vinteren. Især når temperaturen dropper under 0. 

For tiden bruger jeg jo det her toilet en del - fordi jeg er hjemme. Og jeg har frosset, har jeg. Og nogen gange endda gået ovenpå for at tisse. 

Gennem flere år har jeg også foreslået diverse intelligente løsninger til min kære husbond, som behændigt har svaret henholdende - og ingenting er sket.

Men nu har jeg fået et frostfrit toilet - og her er opskriften på handy-kvindens eget lille isolerings-hack:

Man tager:

1. en kasseringsværdig ekstradyne
2. en genbrugs-plasticsæk

Herefter gør man følgende:

1. Fold dynen i en passende størrelse, som passer i vindueshullet. Måske skal du lige prøve et par gange, for det skal passe rimeligt godt - hellere folde lidt for stort end lidt for lille.
2. Stop den foldede dyne i plasticsækken
3. Åbn vindue og indfør dyne i plasticsæk i vindueshul
4. Luk vinduet og afvent at rumtemperaturen mirakuløst kommer over 12 grader celcius for første gang i 2 uger
5. Nyd at der ikke formes istapper på din mås når du benytter toilettet.

På et eller andet tidspunkt bliver nogen vel træt af at se på en blå dyne i plasticsæk og får ringet til tømreren for at få et nyt vindue i. Måske bliver det mig - men skisme først når udendørstemperaturen bliver mere human, eller jeg ikke er hjemme til at fryse mens vinduet bliver skiftet!

Livsnyderens dobbelte statsborgerskab

Sidst I hørte fra mig, erklærede jeg 2014 for et fantastisk år. Det håber jeg stadig på, men føler også at Nemesis napper mig i haserne.

Jeg har fået dobbelt statsborgerskab, nemlig. Er blevet borger i et land hvor nattesøvn nogen gange er en by i en fjern egn, og hvor jeg aldrig helt kender min dagsform.

I mandags smed jeg et gennemsvedt og ildelugtende håndklæde i min arbejdsmæssige boksering, og fik dermed statsborgerskab i Stressland. Og det er lidt et lorteland, skulle jeg hilse og sige. 

Siden da har jeg sovet meget, tænkt meget og set utroligt meget Breaking Bad. Jeg har nemlig slet ikke kunnet koncentrere mig om bogstaver i en bog. 

Heldigvis begynder jeg at kunne læse igen. Men igår, f.eks., konstaterede min krop, at det var søndag, og søndag aften plejer jeg jo at være vågen til kl. brækpose, mens min hjerne myldrer rundt som en myretue.

Og uanset hvor meget jeg forsøgte at forklare den, at der altså ikke stod arbejde på programmet idag, så myldrede tankerne rundt i min sagesløse hjerneskal, og søvnen udeblev. Heldigvis er jeg efterhånden en dreven søvnløshedspilot, så jeg stod op og læste en halv times tid, så jeg sov da inden kl. 1.30. Mit statsborgerskab tillader jo også, at jeg trækker stikket og tager en lur i løbet af dagen, så det skal nok gå altsammen.

Nogen dage føler jeg mig ret normal, så meget at jeg overvejer, hvorfor jeg egentlig går hjemme og laver ingenting. Men ved tanken om rent faktisk at møde på arbejde får jeg mavepine og koldsved, så jeg er nok ikke HELT klar endnu.

Faktisk har jeg nogen gange svært ved at komme ud af huset, fordi steder med mange mennesker giver mig håndsved og utilpashed. Bare en lille smule, men nok til at jeg skal overtale mig selv lidt.

Det mærkelige er, at jeg jo faktisk har et fint job, i et godt og menneskevenligt firma og med skønne, skønne kolleger (som i øvrigt har sendt mig blomster, vin og massevis af varme og kærlige hilsner) - desværre kan man alligevel godt blive stressramt, når der ligger mere på arbejdstallerkenen end man kan spise.

Jeg får hjælp, og jeg skal nok komme stærkt tilbage. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på den der med, at det gør mig stærkere, hvis det ikke slår mig ihjel. Men klogere, det bliver man forhåbentlig.

Hvis skyld det er, at jeg er stressramt, er egentlig ikke særligt interessant. 
Jeg ved bare, at jeg har gjort det så godt jeg kunne, og at jeg både er dygtig, flittig og stærk. Og ikke mindst samvittighedsfuld.

Derfor deler jeg også mit nye, dobbelte statsborgerskab med jer her, hvor hele verden kan se det. Det er ikke skamfuldt, det er bare noget der er sket. Og det skal nok blive godt igen. 

Jeg har ikke tænkt mig at publicere hver eneste lille ting som sker, for det her er (trods navnet) ikke en bekendelsesblog. Men kryds fingre for mig, derude.

Og hav en tryg og god mandag.

Livsnyderen lægger an til et klasse-år.

December måned var ikke noget at skrive hjem om, og det var november sådan set heller ikke. Men det er en række historier, som ikke hører hjemme her.

Til gengæld har jeg haft en dejlig juleferie - og en lang en af slagsen, helt fra den 19. december og til på mandag, hvor jeg starter på jobbet igen.

Jeg har bøvlet lidt med helbredet, men der er ved at være styr på det igen, tror jeg. Og en juleaften med min dejlige mand, vores mødre, alle mine unger samt verdens dejligste lille barnebarn (som nu er fyldt ET ÅR!!) satte et travlt, men dejligt næsten-punktum for et år som faktisk i det store og hele ikke har været noget at prale af.

Noget jeg har gået og bestemt med mig selv, her i min ekstralange juleferie, er at mit 2014 skal handle om mig. Jeg skal være god ved mig selv, og god for mig selv.

Jeg har bestemt at mit nytårsforsæt skal handle om at leve og elske meget mere. Og om at gøre flere ting som gør mig glad, for jeg kan mærke at noget af den bedste energi jeg fik i 2013 kom lige der hvor jeg gjorde lige præcis sådan noget.

Jeg har bestemt mig for at turde gå efter det jeg har lyst til - uden skelen til om andre, udenforstående, synes at det er rigtigt eller forkert. Og uden at slå mig selv i hovedet med at jeg nok ikke kan.

SÅ selvfølgelig skal jeg synge i 2014 - lige så meget som jeg kan komme afsted med. Med X-tetten, til soloundervisning, i bruseren og når jeg ellers kan komme til det.

Men jeg skal også gøre det gode for den krop, jeg bor i. Derfor har jeg gjort noget lidt vanvittigt, her i det første kvartal af 2014. Jeg har meldt mig til et trænings- og kostvejledningshold, som kører frem til 1. april.
Der vil blive stillet krav til mig, og jeg kommer til at træne mere end jeg er vant til. 

Og ja, jeg regner da med at der ryger nogen kg. Men hovedårsagen er, at jeg vil gøre noget for MIG og have fokus på mig selv. Jeg vil føle mig let, stærk og glad, som jeg VED jeg gør når jeg træner og spiser på den rigtige måde.

Jeg regner også med at jeg får flyttet fokus væk fra nogen ting, som jeg ikke gider bruge kræfter på mere, og over på min egen glæde, mit eget velvære.

Livet er for kort til kun at eksistere - jeg vil leve, og være lykkelig.

2014 bliver et klasse-år.