Den priviligerede Livsnyder

Når det gælder hårdt fysisk arbejde, er jeg ikke særlig meget bevendt for tiden.

Der er en masse ting, jeg ikke må gøre, lige nu. Heldigvis har jeg opbakning, opmuntring og hjælp af min dejlige mand, som for øvrigt også ved, hvornår han bare skal lade mig være sur og depri i fred.

Jeg er i gode hænder hos ham - min handymand.

Han kan både støvsuge og ælte pizzadej, når nu jeg ikke kan.



Og minde mig om alle de ting, jeg så gør i stedet for.

Han er dejlig, og jeg er vild med ham. I går, da jeg var ved frisøren med Kristian, hørte jeg Shania Twains "You're still the one" - og det er jo lige præcis sådan, jeg har det med ham.

Der var nok dengang, der ikke gav os mange chancer - endda nogle, som ønskede at se os fejle. Nogen, der var så venlige at minde os om, at det nok blev hverdag igen.

Til dem kan jeg kun sige: :-P
SYND!

Som Shania synger "...we're still going strong..."

Livsnyderens holdningsændring

Igår var jeg ved fysioterapeut.

Jeg ved ikke helt om jeg kan lide ham. Han lagde ud med at sige, at "nu er du jo ikke helt ung mere," --- hov?? Jamen det ER jeg jo! Men ok, han har nok en pointe der, for selvom jeg føler mig som en vårhare mentalt, siger cpr-nummeret, at jeg snart fylder 42.

Senere skiftede jeg helt mening og kom til at synes, han var en meget tiltalende fyr. Det var lige omkring det tidspunkt hvor han så vurderende på mig, som stod i bukser og bh og sagde: "Ja, og du vejer jo ikke for meget."

Jeg var ikke nødvendigvis enig, men det var da rart at høre.

Han mener, at jeg har et holdningsproblem. Forkert arbejdsstilling, for mange år ved en pc, min kropsbygning (lange ben, korte arme og brede skuldre - jeg lyder som en freak...) har gjort, at mine sener og muskler er forkortede, og det medvirker til mine mange problemer med skuldre og nakke.

Så nu skal jeg huske at være rank, og tilbage med skuldrene. Jeg skal stå mere op når jeg arbejder (turde næsten ikke sige at jeg bedst kan koncentrere mig, når jeg sidder ned) og hele tiden tænke på min arbejdsstilling.

Jeg skal have ultralyd og terapi og massage, og jeg skal lave øvelser, hvor jeg strækker ud og får min bevægelighed tilbage.

Jeg har stor tillid til ham - han virker meget kompetent, og han var yderst optimistisk mht. mine chancer for at blive god igen. Kors, hvor er jeg træt om aftenen, når der er blevet rodet med mine ømme muskler og jeg er helt træt i skroget af at forsøge at holde ryggen rank og skuldrene tilbage!

Nå - man bliver vel aldrig for gammel til at ændre holdning.

Software

I dag var jeg i Fakta. Der kommer jeg ellers ikke særligt tit mere - vores lokale fakta ligger ved siden af Bankdata på Erritsø Bytorv, og der er jeg jo ikke til daglig mere.

Jeg skulle lige hente lidt brød, som vi skulle bruge til at berolige vores smagsløg mellem et antal rosé- og hvidvine. Lene fra Liber Vin var igen på besøg. Vi fik nogle virkeligt lækre vine - især nogle hvide bourgogner, som var heeeeeelt fantastiske.

For mig er det lidt nyt at hvidvin kan få mig op at ringe - så jeg jubler hver gang!

Nå - men nede i Fakta faldt jeg over en rodekasse (eeeelsker rodekasser) - og her lå et fund og ventede på mig: en pyjamas i hvid silke, sat ned til 100 kr. Den sidder jeg og hygger mig i nu - det er længe siden jeg har ejet noget, der var silke, og jeg havde næsten glemt, hvor let og lunt og blødt silke føles på kroppen.

Uhm. Dejligt. I mit næste liv vil jeg aldrig gå i andet end i silke. Nogensinde.

Tid og relativitet ...

I kender godt den med tiden, ikke.

Hvordan den går lynhurtigt, når man sidder bænket med gode venner om et måltid mad. Og hvordan den slæber sig afsted, når man venter på at komme til ved tandlægen.

Eller når man venter på noget godt.

Nu er der lidt under 3 uger til, at vi får nøglerne til vores nye hus. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig at 3 uger kunne være SÅ lang tid. Og det er ganske urimeligt.

Jeg vil have mit huuuuuuus! Jeg vil ind og kikke i skabene, lure under gulvtæpperne, pille i haven - gøre det til mit. Jeg vil igang med at male og flytte ting derind. Hellere i dag end i morgen (okay - måske ikke i dag - men så hellere i morgen end i overmorgen).

I snart lang tid har jeg haft hus-øjne på. Når jeg så et hus, fik det lige en op-og-ned af fruens vurderende blik. Hm - ser det godt ud?

Hus-øjnene er skiftet ud nu. Jeg kan ikke se et blad, en tv-udsendelse, eller gå forbi et hus med lys i vinduerne - så tjekker jeg farver, indretning ... får ideer og vurderer. Mit enlige nummer af Isabellas bliver bladret tyndt forfra og bagfra, og diverse sagesløse ugeblade bliver studeret med en ihærdig intensitet, som jeg sjældent har ofret på sådan nogle tidsskrifter.

Jeg drømmer.

Og mest af alt venter og længes jeg - inderligt! - til at møde mit nye hus. Mit nye kvarter. Mine nye naboer.

Det nye kapitel af mit liv.

Opskriften på en skøn søndag eftermiddag

1. Send børnene på besøg hos venner
2. Vink kærligt til manden, som kører til træning i fitnesscentret
3. Sænk måsen omhyggeligt ned i lædersofaen, mens du arrangerer vattæppet helt rigtigt over benene
4. Tænd for afsnit 4, 5 og 6 af "Stolthed og Fordom" med Jennifer Ehle og (suk!) Colin Firth
5. Tilføj resterne af gårsdagens chokolade, og søndag eftermiddag er i skabet.

Engang imellem skal man bare unde sig selv at gøre lige præcis det, man har lyst til. Det gjorde jeg i dag.

Det første afsnit af ovennævnte serie blev set igår, mens jeg ordnede en kæmpe bunke strygetøj. De andre to sneg sig ind efter dette (jeg havde fortjent det, da jeg nu havde ordnet strygetøj), og i dag snuppede jeg de sidste 3.

Jeg elsker den serie. Kristian spurgte i går hvor mange gange jeg har set den, og jeg blev ham svar skyldig. Jeg bliver aldrig træt af tempoet i serien (som er lavt - få klip - næsten teateragtigt) og sproget, som er så smukt. Jeg elsker de underspillede følelser, og ja - jeg synes Colin Firth er ubeskriveligt mandig og lækker som Mr. Darcy.

Da jeg næsten var færdig med sidste afsnit, kom mit livs Mr. Darcy hjem fra fitness-centret. Så var mit "frikvarter" forbi - men det gjorde nu heller ikke noget :-)

Jeg leger ikke stilleleg på min blog

Man skulle ellers tro det - der plejer da ikke gå så lang tid imellem at jeg skriver et indlæg!

Men jeg har måttet spare lidt på tasteanslagene.

Min skulder har kort sagt været rigtig ond ved mig. Var ved læge i tirsdags, og ved massør i onsdags. Torsdag var et mareridt af en arbejdsdag at komme igennem. Jeg havde afsindigt mange smerter, og var garanteret ikke særligt hyggelig at være sammen med torsdag aften. Jeg var irritabel og indelukket, for jeg var ked af det over, at der igen var smerter fra skulderen.

Fredag tog jeg en sygedag. Lavede i store træk ikke andet end at læse og se tv, og læsse lidt tøj i vaskemaskinen. Aftensmaden igår stod ungerne primært for.

Fredag aften var skulderen heldigvis meget bedre. Gigtpillerne er begyndt at virke, og den ro, skulderen har fået, har garanteret også været godt.

Så nu er min weekend reddet, og jeg vover at skrive lidt på min PC. Jeg har fået en henvisning til fysioterapi - det håber jeg kan reparere de problemer, jeg har med skulderen.

Det står skidt til...

...med moralen.

Her sidder jeg og ser magasinet Penge om overvægtsproblemet. Og de viser billeder af hotdogs, burgere, chokolade og chips.

Hvordan reagerer livsnyderen (som sidder og spæger sig med et enkelt glas ... eller måske to ... rødvin)?

... jeg bliver SÅ lækkersulten..... uhm......

Lysformidler

En af mine gode kolleger gør mig glad hver eneste dag. Også når jeg slet ikke møder hende.

Hun tæller nemlig de lyse timer, og deler dem med os andre.

Sedlen bliver skiftet ud hver dag - og den hænger ude ved printeren, hvor vi allesammen kommer forbi. Det er lige til at blive i rigtig, rigtig godt humør af.

Frihed på hjernen

Jeg går rundt og synger "FreeeeeeeeeDOM - FreeeeeeeDOM - FreeEEEeeeeDOM!" lige for tiden. Vi er nemlig igang med det helt store sangprojekt sammen med JRs Big Band i Middelfart - og en håndfuld herrer.



Det er Sacred Concert af Duke Ellington, der må holde for, og enhver der kender den, ved at ordet Freedom indgår nogle gange....

Jeg forsøger at lære ved at høre cd'en her hjemme, så nu går Kristian også rundt og synger "Freedom is sweet - on the beat - freedom is sweet to the reet complete.."

Her har Michala fundet en sang, hvor der IKKE er noget med Freedom - det er hun vist glad for:



Og i pauserne har vi det hyggeligt. Maibrit og jeg har altid godt kunnet blive lidt forelskede - det kommer fra dengang vi sang sopran sammen på "Skibet skal sejle i nat". Nu er jeg blevet forvist til mezzo-pladsen, fordi Karina, som er en "ægte" sopran, er kommet og har fordrevet mig ;-)




Det er så dejligt at være sammen med x-tøserne. Det udvider min horisont, og jeg kan næsten mærke, at jeg er et mere afbalanceret og modent menneske, når jeg går derfra. Måske er det fordi jeg får afreageret mine barnlige sider sammen med disse dejlige mennesker??

Gæt, hvad den kører på??

Nej ... den kører godtnok hverken på Shiraz eller Chardonnay, selvom man skulle tro det. Men den er godtnok flot, min vin-veninde Lenes nye Vin-o-mobil...



At den også indeholder lækre vine, fik vi (igen) tjekket ud i dag. Lene vil køre spanien-tema i 2008, og vi har den tunge pligt at hjælpe hende med at finde de rigtige vinhuse at satse på. Ak ja - det er hårdt at være smagepanel..... :-D

Besøg hendes hjemmeside - der er også inspiration til lækre middage.

Lyd fra syd(vest)

Igår fik jeg livstegn fra Andreas!

Jeg var ved at lave salat til aftensmaden (Lasse gjorde en hyggeligt visit), da Kristian kaldte på mig - Andreas var på messenger.

Så vi fik os en længere snak via messenger - aftensmaden måtte vente.

De har det godt, lyder det til - og for hulen, han er blevet brun og lyshåret :-)

Det var godt at høre fra ham!

Hjertet og huset fuldt

Kristian og Bodil kom glade hjem fra en vellykket skitur i aftes ved 2-tiden.

De har været i Frankrig (i Francois de Longchamp) og stå på ski, og det lyder som et lækkert sted. Men på den anden side, så lyder Frankrig jo bare lækkert i mine frankofile ører, selvom jeg foretrækker at være der, når der er varmt...

Nu er vaskemaskinen sat i omdrejninger, og ungerne hygger sig med at være hjemme ved deres egne ting (og kæreste, for Bodils vedkommende).

Jeg hygger mig over at vi er en familie igen. Det har været skønt med voksen-tid, men nu trængte de der to huller på størrelse med med mine to dejlige yngstebørn til at blive fyldt ud - og det er de.

Det bliver helt underligt at lave mad til en familie igen - vi har stort set ikke lavet rigtig mad i en uge...

Men hjertet og huset er fuldt. Og køleskabet er også forberedt.

Så bli'r det ikke meget bedre...

Her sidder jeg.

Iført oversize tshirt, sokker og trusser, et vattæppe over benene og min bærbare på skødet. Lige her i sofaen, med tv-avisen kørende og en ganske fantastisk carmenere i glasset *), og min elskede (som brokker sig små-mumlende over ballademagerne i Kbh og andre steder).

Mine kinder er varme af de dejlige druer, mine ben er behageligt trætte af en god gang spinning i eftermiddags (og en løbetur i går), og jeg kan næsten ikke komme i tanker om, hvad jeg ellers kunne ønske mig.

Især ikke fordi jeg lige har fået en sms her til aften - sent engang i morgen aften kommer mine dejlige mindste-børn hjem. Det er måske så meget sagt at jeg har savnet dem (okay - måske lidt de sidste par dage), men jeg glæder mig til at de kommer hjem og fylder mit hus med støj, kærlighed og vasketøj.

Det har været en travl uge - og atypisk. Ikke meget madlavning - til gengæld har vi faret hid og did og lavet flytteforberedelser.

Nu er weekenden begyndt. Den må gerne være langstrakt. Jeg trænger. :-)
PC'en har lige fundet et telefonnummer frem til en dejlig middag i morgen. Jeg skal på date, med ham den dejlige mand, der sidder under den anden halvdel af vattæppet. Det bliver jeg aldrig træt af. Ham bliver jeg aldrig træt af.


*)Find din lokale forhandler af vine fra HJ Hansen, og flå dankortet frem, mens du insisterer på at få overrakt en flaske Errazuriz Single Vinyard Carmenere. Synes du den er for dyr, så snup Errazuriz Max Reserva - det er en flot flaske til prisen, en rigtig smækker solbærbombe.

Be my valentine...

...sådan står der i tonsvis af glittede kort, som vel nok især det amerikanske postvæsen kommer til at slæbe rundt på.

For mig var Valentines Day noget nyt, besynderligt og meget fremmedartet, da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med skikken som purung i USA.

Helt med på vognen kommer jeg nok ikke - ligesom jeg heller ikke bryder ud i krampegråd, hvis mine børn ikke overdænger mig med blomster, chokolade og sokker/krus/tshirts med teksten "Verdens bedste mor" på mors dag.

Men lidt romantisk har man jo lov at være - så det var jeg, da jeg kreerede Brunos madpakke i går aftes, mens han var til cykel-møde.





...jojo, rugbrødsmadder kan også være romantiske.

Jeg holder jo naturligvis masken her til morgen - og venter spændt på, at han skal skrive "HVAAAAD" til mig i en email. Men ikke en lyd.

Ved 14-tiden skriver jeg til ham og spørger, om han har spist sin madpakke, og han siger "Nej der var rester fra kurset i går - men jeg har lagt den i køleskabet til i morgen...."

DOH!

Hvad - om noget - gør du ud af Valentines dag? Er det åndssvagt eller sjovt eller noget helt tredje?

Livsnyderens form

Livsnyderens form har gennem de sidste måneder været for opadgående.

Jeg har fået puttet motion ind som en bestanddel i min dagligdag - som noget, jeg prioriterer. Så gennem de sidste par måneder har jeg fået motioneret 3-4 gange om ugen. Løbeture, spinning og styrketræning vekslende - men hele tiden kontinuitet.

Nu kan jeg for alvor mærke bedringen i formkurven. Løbeturene bliver længere. Spinningsessionerne bliver med lidt mere gas på hele vejen igennem. Glæden ved at røre sig, glæden ved at løbe især, er kommet tilbage. Det er ikke mere pligten, og udsigten til, at det snart bliver sjovere, der driver mig.

Det er dejligt.

Kosten er der også et øje på. Herregud, vi kan godt spise ude, og drikke et glas rødvin - og en lakrids eller to kan der også ryge indenbords på et langt eftermiddagsmøde. Men vægten kryber lige så stille nedad. 3-500 g om ugen, uden jeg egentlig synes, at jeg er på kur. Og i søndags kunne jeg så hoppe i to par bukser, som ellers har ligget og grinet af mig i skabet.

Svuuup. Op om hofterne, op med lynlåsen. Aaaaahhh.

Det er en god bieffekt af en livsstil, der giver mig energi og glæde i dagligdagen.
Der er altså ikke det store hokus-pokus ved det, når først jeg kommer igang - det handler om forbrænding og indtag og forholdet mellem dem.

Og når jeg nu er sådan en livsnyder - der holder af rødvin og ost og kiks og andre gode sager, så skal motionen til, hvis ikke jeg skal blive så stor, at det ikke er sensuelle kurver mere...

Godt jeg er kommet igang igen. Der er flere bukser i det skab, som venter på at komme i brug!

Drageløberen

I december læste jeg bogen Drageløberen.

Det har jeg haft lyst til længe - og jeg blev bestemt ikke skuffet. En helt igennem gribende, kompleks og smuk bog. Jeg læste slutningen i bilen på vej til Aalborg nytårsaftensdag. Vi skulle op til min søster og holde nytårsaften, og jeg havde festtøjet på og fuld make-up.

Problemet var make-up'en - for slutningen af bogen rørte mig så inderligt, at jeg - som det ofte sker - lækkede totalt i øjenregionen. Hvorfor jeg sad i 10 minutter med vidt opspærrede øjne og hovedet tippet bagover - for at undgå overflod og ødelagt make-up.

Make-up havde jeg ikke meget af i dag - heldigvis. Så jeg kunne græde frit, og jeg gjorde det - mens jeg så filmatiseringen af Khaled Hosseinis bog.

Så smuk en film. Så sørgelig. Så håbefuld. Så trøstesløs.
Dejlige skuespillere - skønne figurer.

Kunne du lide bogen, vil du også synes om filmen. Ånden er i den grad intakt, og det hjertesønderrivende selvmordsforsøg som findes i bogen, er udeladt i filmen. Det gør ikke noget, for det var næsten for meget.

Se den. Også selvom du ikke har læst bogen. Og bliv mindet om, at de er mennesker som føler og elsker og håber og lever - dem, der bor der - langt væk i Afghanistan og omegn.

Barnløs mor

Der er ikke et eneste af mine børn i Danmark lige nu! To er i Frankrig på skiferie, og så ser der jo Andreas i Costa Rica.

Han har det godt - jeg har lige skypet med Kristina. Andreas var der ikke lige - han var ude og udforske byen. Mere konkret leder han vist efter et fitness-center, som skulle ligge der.

Men de har det godt - er blevet indkvarteret i Coco. Og de har lovet, at der snart kommer en ny blogpost med sidste nyt. Dejligt!

Vi klarer os nu, uden ungerne. I går var jeg til tøse-sjov, og Bruno var til herrefrokost. Vi var hjemme ved 3-tiden, så vi sov længe i morges. Da vi endelig fik øjne, tog vi en tur rundt og kikkede på skydelåger - vi skal ha' sat nogle skabe i vores nye hus.

Vi fik også kikket lidt på sofaer, og da vi ikke gad mere, tog vi i Forever og trænede godt igennem - pyha.

Nu slapper vi velfortjent af. Mine ballemuskler er ømme, men jeg har dælme god samvittighed.

I morgen skal vi en tur ind på Fasanvej og snakke med hende, vi køber huset af. Vi skal måske købe hendes tørretumbler, og så skal vi rundt en tur og måle lidt op...

Jeg glæder mig til at se "mit" hus igen, og endnu mere til at flytte.....

It's friday...

...I'm in love!

Sådan synger The Cure i en glad fredagssang.

Og pludselig ER det blevet fredag! Hvor pokker blev den uge af?? Øveaften med herrer forud for vores store Sacred Concert-projekt, besøg i banken, en skolefest og en i øvrigt travl uge på arbejde, som bl.a. indeholdt startmøde på vores nye projekt, der handler om at gøre vores netbank mere brugervenlig.

PUFF - så blev det fredag!

I dag kører Bodil og Kristian afsted til Frankrig med deres far - de skal på skiferie, og de glæder sig (alle 3, kunne jeg høre på faderen til skolefesten ;-).
Så bliver der en uge, hvor vi kan få lidt voksentid presset ind mellem alt det andet. Vi har planer om at besøge Brunos mor & hendes mand, en tur i Ikea og meget andet.

Motion skal der også være plads til - det er jo oplagt i sådan en uge, hvor der kun skal tænkes i aftensmad til os 2 voksne.

Men først er det weekend. Og vi skal ikke alverden.

Det bliver dejligt :-)

Den sidste gentleman

...er tilsyneladende ikke død.

I fredags var Bodils kammerat Frederik på besøg, og han havde denneher med:



Den er fin og lille og hvid og meget smuk, og jeg er rigtig glad for den.
Da jeg sagde pænt tak og spurgte hvorfor, grinede knægten og sagde - at han købte den fordi han var i godt humør.

De kan godt, de unge ... åbenbart :-)

Solgt!

For 20 minutter siden udløb fortrydelsesfristen for salget af vores hus.
Så nu er salget af det hus, jeg bor i, endeligt.

Og der er 40 dage til, at vi overtager huset på Fasanvej.

Åbn den gode Merlot, please...

LSJ står da for Liselotte Hausgaard

Jeg var en rødkindet, håbefuld 25-årig, da jeg startede min karriere her hos Bankdata.

Det er så mange år siden, at
* vi kun boede på Erritsø Bytorv (Nu har vi bredt os, så vi også sidder på Østergårdsvej og Teknikervej)
* man fik en nøgle, og kunne derved låse sig ind af personaleindgangen (der var én indgang ud over hovedindgangen ... jaja...)
* kantinedamen kom rundt med bestilte rundstykker om morgenen
* intern post (som der var MEGET af dengang) blev lagt på dit skrivebord
* der var næsten ingen PC'er - vi brugte mest "dumme terminaler"
* stort set alle mændene havde hår
* man kendte navnet på dem, man mødte på gangen (ihvertfald når man havde været der et stykke tid)

...og sådan kunne jeg blive ved!

En ting, der IKKE er ændret, er mit elskede firmas forhold til trebogstavsforkortelser. Alt kan tilsyneladende koges ned til tre bogstaver.

Så gebyrsystemet hedder GEB, Kundeinformationssystemet hedder KIS, Valutaafregningssystemet hedder VAF osv.

Afdelinger har også tre-karakter-navne. Pt. sidder jeg i PA4 (Projektafdeling 4), og før var jeg i BSY (Basissystemer). Jeg samarbejder meget med EBS (Ebankingsystemer), og en af mine gode veninder sidder i DWH (DataWareHouse.

Så noget af det første, jeg fik udleveret i mit nye job, dengang for længe siden, var naturligvis min egen, personlige trebogstavsforkortelse: Mine initialer.
Da jeg dengang hed Liselotte Saxkjær Jespersen (mit føde-efternavn), blev det til LSJ. Og LSJ forbliver jeg, til jeg dør - selv hvis jeg går til numerolog og skifter navn til Sofie Pamjulefis Christensen.

Initialerne er kilde til mange sjove ting. F.eks. havde jeg en kollega, som hed FAR. Han svor at sige op, hvis man ansatte en MOR. Nogen af mine kolleger er med årene blevet synonyme med deres initialer - det gælder f.eks. SOA og MIP. SOA hed faktisk SØA i mange år, men så slagtede vi de danske karakterer i initial-systemet.

Og så var der jo den periode, hvor vi både havde en person og en afdeling, som begge hed KLB...

Slægtskaber opstår. Jeg føler mig faktisk ret meget i familie med BSJ og CSJ. Det var dog ret irriterende, da jeg havde en kollega som hed JSL - for vi fik konstant hinandens post. Nogen må have læst baglæns i postomdelingen.

Visse initialer bliver med årene ret ulogiske. F.eks. er min søde kollega Susanne Lund(hende med Lund+Lund) bebyrdet med initialerne SRA. Hun hed nemlig Rasmussen til efternavn, inden Henning gjorde hende til en anstændig kvinde (nåja - han giftede sig ihvertfald med hende ;-). Det er ikke lige til at gætte hendes initialer!

Og initialerne udgør faktisk en del af vores mailadresse. Vores notes-shortname, hedder det også. Jeg hedder fx. UBILSJ.

Så hvis du råber det efter mig på gaden en dag, er der en chance for, at jeg reagerer på det.

Man ved aldrig.

Reservedel ønskes

På det seneste har jeg døjet en del med min skulder.

Smerter, sovende fingre - det har været en del af min hverdag.

I dag holdt det mig desværre fra at køre Vintercup - ærgrerligt, for vejret er så fint at det er en skam. Men jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af at klamre mit til mit mtb-styr i 1½ time, så jeg snupper nok en løbetur i stedet for.

På torsdag skal jeg have røntgenfotograferet min skulder - for kontrol af om der er gigt eller andet i skulderen. Jeg tror ikke de finder noget, de kan se på et røntgenbillede. Men det skal da forsøges.

Den sidste uge - 4 dage i hotline - har ikke været god for skulderen. Mit normale arbejde er langt mere fleksibelt rent arbejdsstillingsmæssigt, og belaster ikke så hårdt, men hotlinetjansen binder mig rimeligt meget til pc og tastatur. Det kan min skulder bare slet ikke lide.

Jeg ville ønske, at jeg kunne skifte skulderen ud til en ny model - men så let er det desværre ikke...

Lørdagsfred

Med Andreas velanbragt i et fly på vej til Atlanta og hans søskende på besøg hos deres far, er der dømt lørdagsfred.

Lige nu er den eneste lyd klikkene fra min elskede laptops tastatur. Bruno er ude at cykle med Carsten Bedsteven - jeg har været i Forever og træne, og lige nu nyder jeg, at der er musestille.

I formiddag gik vi tur i byen. Vi smuttede ind forbi Fasanvej og så til det hus, som vi skal flytte ind i lige omkring 1. april, og så gik vi en tur ind til byen. Det tager mindre end 5 minutter at gå fra "vores" hus og ind gennem Danmarksporten - så er man inde i Fredericias bymidte.

På vejen kom vi forbi Lund+Lund. Jeg måtte lige ind og ose - og så skulle jeg jo lige sige hej til min kommende næsten-nabo - nemlig den ene af Lund'erne (Jytte), som har boet på Fasanvej i mange år. Vi fik lige en sludder om løst og fast - det var skægt.

Hver gang vi kommer ind til byen, er vi nødt til at skulle der forbi. Vi skal lige se vores hus - der, hvor vi forhåbentlig skal bo de næste mange år. Det klør i vores fingre for at komme i gang med at male og indrette! Der er 43 dage til, at vi får nøglen.

Men lige nu er der stille. Det sner ikke mere, som det gjorde tidligere.

Jeg sidder her og glæder mig til at min elskede kommer hjem, så vi kan hygge lidt. Og så har vi bord på Cafe Carlos i aften...

...er man livsnyder, eller hvad??

Rejsen er begyndt

Så fik vi sendt Andreas afsted.

De sidste dage har været travle for ham. Han har skullet have masser af ting på plads, de sidste vaccinationer skulle ind i systemet, og værelset skulle pakkes helt færdigt.



Disse kasser indeholder nu Andreas' liv...

Rygsækken skulle pakkes. Kristina og Andreas rejser med de rygsække, som Bruno og jeg købte, da vi skulle på rygsækferie til Grækenland i 2005. Den ene af rygsækkene har været med Christina i Kina, så de kommer vidt omkring. Bruno hjalp med de sidste justeringer, så den kunne passe bedst muligt.



Igår kom min mor herned. Vi holdt en afskedsmiddag for Andreas, med flæskesteg og hele dynen. Vi hyggede igennem. Michael kom forbi for at sige farvel til ham - de andre venner fik han taget afsked med tidligere på ugen. Og så var det pludselig i dag - den sidste dag hjemme i 4½ måned. Tiden tikkede ned til timer og minutter, og lige med et sagde Andreas et sidste farvel til sit værelse, gik ned af trappen for allersidste gang, og måtte vinke farvel til vores hus - som han ikke skal se igen.

Vi kørte ham til toget og vinkede farvel, sammen med Kristinas far, lillebror og mor, som også var mødt op for at sige farvel til de unge mennesker.

Toget var godt fyldt op - men de havde heldigvis pladsbilletter. Nu er de i København, hos noget af Kristinas familie, og i morgen skal de med flyet - først til Atlanta, Georgia, og derfra til San Jose. De skal en uge ud i noget, der hedder "Mikes Lodge" - langt ude i junglen. Først næste lørdag kan vi forvente livstegn fra dem.

Og min unge kommer ikke hjem før 15. juni.

Det er højst besynderligt, at han ikke er her med sine lyse smil, høje udbrud, sit rod på afsatsen og sin varme tilstedeværelse. Han har været en fast bestanddel af mit liv i snart 21 år og jeg kommer til at savne ham meget.

Men jeg under ham en fantastisk og eventyrlig tur, og en dejlig, mindeværdig tid med sin søde kæreste.