Tid og relativitet ...

I kender godt den med tiden, ikke.

Hvordan den går lynhurtigt, når man sidder bænket med gode venner om et måltid mad. Og hvordan den slæber sig afsted, når man venter på at komme til ved tandlægen.

Eller når man venter på noget godt.

Nu er der lidt under 3 uger til, at vi får nøglerne til vores nye hus. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig at 3 uger kunne være SÅ lang tid. Og det er ganske urimeligt.

Jeg vil have mit huuuuuuus! Jeg vil ind og kikke i skabene, lure under gulvtæpperne, pille i haven - gøre det til mit. Jeg vil igang med at male og flytte ting derind. Hellere i dag end i morgen (okay - måske ikke i dag - men så hellere i morgen end i overmorgen).

I snart lang tid har jeg haft hus-øjne på. Når jeg så et hus, fik det lige en op-og-ned af fruens vurderende blik. Hm - ser det godt ud?

Hus-øjnene er skiftet ud nu. Jeg kan ikke se et blad, en tv-udsendelse, eller gå forbi et hus med lys i vinduerne - så tjekker jeg farver, indretning ... får ideer og vurderer. Mit enlige nummer af Isabellas bliver bladret tyndt forfra og bagfra, og diverse sagesløse ugeblade bliver studeret med en ihærdig intensitet, som jeg sjældent har ofret på sådan nogle tidsskrifter.

Jeg drømmer.

Og mest af alt venter og længes jeg - inderligt! - til at møde mit nye hus. Mit nye kvarter. Mine nye naboer.

Det nye kapitel af mit liv.