Her sidder jeg.
Iført oversize tshirt, sokker og trusser, et vattæppe over benene og min bærbare på skødet. Lige her i sofaen, med tv-avisen kørende og en ganske fantastisk carmenere i glasset *), og min elskede (som brokker sig små-mumlende over ballademagerne i Kbh og andre steder).
Mine kinder er varme af de dejlige druer, mine ben er behageligt trætte af en god gang spinning i eftermiddags (og en løbetur i går), og jeg kan næsten ikke komme i tanker om, hvad jeg ellers kunne ønske mig.
Især ikke fordi jeg lige har fået en sms her til aften - sent engang i morgen aften kommer mine dejlige mindste-børn hjem. Det er måske så meget sagt at jeg har savnet dem (okay - måske lidt de sidste par dage), men jeg glæder mig til at de kommer hjem og fylder mit hus med støj, kærlighed og vasketøj.
Det har været en travl uge - og atypisk. Ikke meget madlavning - til gengæld har vi faret hid og did og lavet flytteforberedelser.
Nu er weekenden begyndt. Den må gerne være langstrakt. Jeg trænger. :-)
PC'en har lige fundet et telefonnummer frem til en dejlig middag i morgen. Jeg skal på date, med ham den dejlige mand, der sidder under den anden halvdel af vattæppet. Det bliver jeg aldrig træt af. Ham bliver jeg aldrig træt af.
*)Find din lokale forhandler af vine fra HJ Hansen, og flå dankortet frem, mens du insisterer på at få overrakt en flaske Errazuriz Single Vinyard Carmenere. Synes du den er for dyr, så snup Errazuriz Max Reserva - det er en flot flaske til prisen, en rigtig smækker solbærbombe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar